Når de store lande slås om Taiwan, bliver Danmark nødt til at se det i øjnene

Små konflikter passer et lille land bedst. For store konflikter er for store magter. I dem er der så meget på spil, at et lille land har lidt at skulle have sagt. Og derfor ender små lande i store konflikter ofte i den ubehagelige situation, at de bliver spillepladen, som stormagter flytter deres skakbrikker rundt på. Som den græske historiker Thykodid formulerede det: de stærke gør, hvad de kan; de svage lider, hvad de må.

Fordi store konflikter er farlige for små lande, så er der en tendens til, at små lande prøver at gøre alle konflikter små. Det gælder ikke mindst for disse landes udenrigsministerier. Ingen diplomater kan lide konflikt, for så overtager generalerne diplomaternes arbejde. Men særligt små landes diplomater holder meget af at tale konflikter ned. Den eneste undtagelse er schweiziske, norske og svenske diplomater, som i særlige tilfælde taler andres landes konflikter op; men det er kun for at få deres egne forsøg på at mægle i dem til at tage sig endnu bedre ud.

Når man ikke ønsker at tænke stort, er det svært at forudse store begivenheder.

Hvis Udenrigsministeriet har valget, så taler danske diplomater hellere konflikter ned end konflikter op. Efter 9/11 holdt danske diplomater hårdnakket fast i, at præsident Bushs taler om, at man enten holdt med USA eller med terroristerne, blot var retorik. De mente, at amerikansk politik i virkeligheden var mere nuanceret. Det var den ikke. Og ved at bilde sig selv det ind, så tog det lang tid for danske embedsmænd og politikere at indse, hvor meget den sikkerhedspolitiske dagsorden havde forandret sig.

Tilsvarende var reaktionen på Ruslands invasion af Ukraine og annektering af Krim i 2014 et målrettet forsøg på at reducere det første forsøg på at ændre grænser med våbenmagt i Europa siden Anden Verdenskrig til en lille krig – en borgerkrig i det østlige Ukraine, der var så kompliceret, at det faktisk var svært rigtigt at forholde sig til. Heraf overraskelsen over at Putin i 2022 udvidede krigen til et forsøg på at invadere hele Ukraine. Når man ikke ønsker at tænke stort, er det svært at forudse store begivenheder.

Erkendelsen af konsekvenserne af Ruslands krig mod Ukraine bliver ikke nødvendigvis modsvaret af en tilsvarende erkendelse af konsekvenserne af Kinas trusler mod Taiwan. De seneste kinesiske militærøvelser i det Sydkinesiske Hav var dybest set træning til invasionen af Taiwan. Det var side et i Putins manual for, hvordan man invaderer en nabo. Hvad der måske er lige så foruroligende er, at øvelserne omfattede droneflyvninger omkring japanske øer og missiler sendt ind i Japans økonomiske zone i farvandet øst for Taiwan. Det er et tydeligt signal fra regimet i Beijing om, at man ikke vil vige tilbage fra en krig mod Taiwan, dets naboer og USA.

Men det signal opfattes ikke lige så tydeligt i Danmark og i en række andre, mindre europæiske lande. Vi holder af at se konflikten omkring Taiwan som et meget komplekst anliggende, som vi helst vil holde os fra. Vi viger også tilbage fra at give Taiwan den støtte, som vi giver Ukraine, og mumler så amerikanerne næsten ikke kan høre det, at de ikke skal provokere for meget. Vi har i hvert fald ikke tænkt os at gøre det. Vi insisterer med andre ord på, at det er en lille konflikt med små konsekvenser.

Sådan ser amerikanerne det ikke. Tværtimod er konsensus i Washington, at konflikten med Kina spidser til – både på det militære område, hvor et sammenstød i det Sydkinesiske Hav bestemt ikke kan udelukkes, og på det civile område, hvor konkurrencen om fremtidens teknologier og vækstmuligheder spidser til. Igen mener amerikanerne, at enten er man på deres side, eller også er man på kinesernes. Den position, som Danmark ønsker sig findes med andre ord ikke, fordi konflikten har en anden karakter, end vi ønsker os, at den har.

Emner