Nøgtern debat om forsvarsforbeholdet, tak

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 27. marts 2022.

Den 1. juni skal danskerne stemme om forsvarsforbeholdet. Det er der gode grunde til. Tingene har udviklet sig, siden forbeholdet var en del af grundlaget for en ny afstemning om Maastrichttraktaten i 1993.

EU af i dag ønsker i højere grad end dengang at koordinere forsvarsområdet. Forbeholdet betyder derfor, for eksempel, at Danmark ikke kan deltage i EUs såkaldte strukturerede samarbejde på forsvarsområdet (forkortet PESCO). Vi står således uden for udviklingen af både militært isenkram og militære systemer til bekæmpelse af eksempelvis cyberangreb.

Vi er heller ikke med i EUs militære operationer og missioner, som finder sted uden for EUs grænser. Det behøver vi sådan set heller ikke at være med en ophævelse af forsvarsforbeholdet, men vi ville i det mindste få muligheden for at være med. For eksempel i bekæmpelsen af pirater ud for Somalias kyst eller ved træningen og uddannelse af sikkerhedsstyrker og grænsevagter i afrikanske lande.

Endelig er vi ikke på grund af forsvarsforbeholdet en fast del af EUs forsvarsagentur. Heri forsøger man at samordne de europæiske landes indkøb af militært udstyr. I en situation, hvor næsten alle europæiske lande opruster, kunne det nu nok være rart at være med i dette foretagende. Det kunne muligvis også afkaste nogle kontante erhvervsgevinster.

Disse tre ting taler for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Men det er på ingen måde en katastrofe med et dansk nej. Verden går videre. Et fortsat forsvarsforbehold begrænser Danmarks muligheder på området en smule, men heller ikke mere.

Det er efter alt at dømme vigtigt, at proportionerne bag argumenterne for et ja er i orden. Hvis der er en lære at drage fra ja-sidens ageren efter nej'et til afskaffelsen af forbeholdet over for den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i 2000 og nej'et til den delvise afskaffelse af retsforbeholdet i 2015, er det, at overdrivelse fremmer et nej. Skræmmekampagner er der kun skidt at sige om. Selv hvis nej-siden begynder at skræmme med en ikkeeksisterende EU-hær, bør ja-siden holde sig i skindet. Fordi ja-siden er overdog og nej-siden underdog, og overdogs skal vise mere mådehold end underdogs.

En del af ja-sidens fadæse i 2000 var, at man fra regeringen og ja-siden begyndte at lokke med de mange ekstra job, som et ja ville afstedkomme, fordi renten ifølge ja-siden ville blive lavere i Danmark. Omvendt ville et nej koste job, fordi renten blev højere.

Mange økonomer var uenige i den daværende regerings argumentation. Man lagde vægt på, at fordelen ved et ØMU-ja især var politiske. Det har da også siden vist sig, at dansk økonomi efter nej'et har klaret sig mindst lige så godt eller bedre end de EU-lande, som var 100 procent med i ØMU.

I 2015 var skræmmebilledet fra ja-siden, at Danmark ville blive en sikker havn for europæiske kriminelle af enhver art, fordi vi ved et nej ville blive holdt ude af EUs politisamarbejde. Tiden har vist, at politisamarbejdet med de andre EU-lande nok er en tand sværere, end hvis vi havde sagt ja. Men det er ikke umuligt, og scenariet om Danmark som de kriminelles europæiske paradis ved et nej er på ingen måde blevet til noget.

Summa summarum: Kære jasigere. Skal vi ikke denne gang holde os på nøgternhedens og saglighedens smalle sti? Mange tak.