Ny undersøgelse er ikke rar læsning, hvis man drømmer om en velfungerende administration

Kommentar af professor MSO Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 17. oktober 2022.

De kolde og varme hænder har været ubekvemme rejsekammerater i valgkampens første ti dage. Ved stort set alle valgkampstemaer dukker de op som en slags yin og yang ude af balance.

De varme hænder er velfærdsstatens frontlinjemedarbejdere, der bedst er eksemplificeret i denne valgkamp som sygeplejerskerne. I den anden ende står det administrative personale, der oftest er trukket tilbage fra borgerkontakt med Djøf'erne som alles yndlings hadeeksempel.

I debatten om løn i den offentlige sektor vil flere partier give udvalgte varme hænder mere i løn - det er nok sygeplejerskerne, men måske også flere. Samtidig begrædes det, at kun ledelses- og kontorarbejde er blevet belønnet over de seneste ti år. Man skal fjerne sig selv fra borgerne for at få mere i løn, lyder argumentet.

De kolde hænder er også skurken i sundhedspolitikken. Der kan ikke skaffes de nødvendige sygeplejersker, men diverse støttefunktioner på sygehusene har ikke haft problemer med at vokse imellem tiden.

Endelig er de kolde og varme hænder i konflikt i uddannelsespolitikken. Alle de unge vil læse lange universitetsuddannelser, der kvalificerer til at sidde på kontor resten af livet, mens alt for få vil læse en uddannelse, der sætter dem i kontakt med mennesker, der skal passes, plejes, hjælpes eller have en bid mad.

Afbureaukratisering er altid et emne, der trækkes i managen til en valgkamp, men denne gang er de kolde og varme hænder tildelt permanente skurke- og helteroller på tværs af samfundsproblemer.

Vi har med en endnu ikke udgivet stor repræsentativ undersøgelse med over 2.000 danskere for cirka ét år siden forsøgt at grave i befolkningens syn på offentlige hænder af skiftende temperaturer.

Det er ikke rar læsning, hvis vi skal gøre det attraktivt at arbejde med administration i fremtiden.

Djøf'ere i lav kurs

Hvis man beder danskerne bedømme, hvorvidt mere end ti store faggruppers bidrag til den offentlige sektor er»meget negativt«(nul) til»meget positivt«(ti), får man et ganske klart svar.

I snit scorer danskerne sygeplejersker til 8,5, og andre traditionelle varme hænder som pædagoger og lærere ligger lunt omkring otte.

I den tungere ende er Djøf'ere generelt, der må nøjes med blot 5,5 i snit. Spørger man specifik til økonomer og jurister, ligger de lidt højere, mens statskundskabere skraber bunden. Det er ikke en uinteressant eller særlig behagelig information, når man har det job, som jeg har, på Institut for Statskundskab.

En anden måde at spørge på er, hvis vi beder danskerne fordele 1.000 hypotetiske nyansættelser i den offentlige sektor på en række store arbejdergrupper. Et flertal af danskerne ønsker, at 330 af de 1.000 skal være nye sygeplejersker, og de vil også gerne ansætte hundredvis af nye pædagoger og lærere.

Og Djøf'erne? Et flertal af danskerne ønsker, at nul af de 1.000 nyansættelser skal være Djøf'ere.

Denne modvilje hænger snævert sammen med befolkningens opfattelser af, hvor veltempererede medarbejdergruppernes hænder er.

Hvis man spørger folk direkte om hver medarbejdergruppes»temperatur«, hvor nul er koldest, mens ti er varmest, har sygeplejerskerne de klart varmeste hænder med et snit på otte.

Det er interessant nok varmere end både pædagogerne og lærernes, hvilket underbygger sygeplejerskernes helt centrale placering i valgkampens første fase. Det viser også, at»kulde«og»varme«ikke bare er borgerkontakt, men også handler om, hvad en medarbejdergruppe gør med borgerne. Det er åbenbart»varmere«at pleje end at passe eller undervise.

Djøf'ernes hænder kræver omvendt en lun handske, hvis der skal hilses på, med et snit på blot 2,8. Her spiller det ind, at danskerne rapporterer, at de aldrig rigtig møder en velfærds-Djøf'er. 78 procent af danskerne melder, at de sjældnere end én gang om året har haft direkte kontakt med en Djøf'er.

Det er svært at sige, hvad den optimale mængde af administration er, og lidt sund skepsis over for overadministration er en god ting. Måske har vi i statskundskabsforskningen forsket for lidt i os selv.

Vi må dog ikke glemme, at den danske administrative stat er verdens mindst korrupte, mest digitaliserede og ses på med misundelse af mange. Det er den blandt andet, fordi dygtige og altruistiske mennesker ønsker at arbejde for staten. Spørgsmålet er, hvor meget længere de vil det.

Emner