Økonomer til Concito: Det er helt legitimt at tage CO2-lækage med i overvejelserne

Debatindlæg af Peter Kjær Kruse-Andersen (adjunkt, Økonomisk Institut), Peter Mogensen (Senior Partner i Kraka Advisory), Jørgen Søndergaard (Senior Fellow i Kraka) og Mikael Bjørk Andersen (cheføkonom i Kraka Advisory) i Altinget den 10. maj 2022.

Både vi og en række andre økonomer formaster os med jævne mellemrum til at stille spørgsmål til den danske klimaindsats. Gør vi det klogt nok? Har vi afvejet de forskellige hensyn fornuftigt? Og får vi egentlig nok klimaeffekt ud af de forskellige tiltag?

Vi ønsker fuld fart på den grønne omstilling, men vi mener, det er rimeligt at gøre opmærksom på problemerne og dilemmaerne, eksempelvis i forhold til energiøprojektet i Nordsøen.

Desværre giver vores bekymringer anledning til, at Concito i et debatindlæg med titlen ”Concito til økonomer: EU’s CO2-kvotesystem overflødiggør ikke danske klimatiltag” giver indtryk af, at vi er kritiske over for den grønne omstilling.

Intet er mere forkert, så lad os slå fast: Vi er fortalere for den grønne omstilling og bakker fuldt op om den vedtagne målsætning om 70 procent reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050, som Folketinget har vedtaget. Vi er også store fortalere for at bruge CO2-afgifter som det helt centrale instrument i at komme i mål.

Concito tegner et forkert billede

De danske målsætninger er for nuværende mere ambitiøse end i en række andre lande, og derfor vil en dansk indsats delvist betyde højere udledninger andre steder i verden, såkaldt CO2-lækage. Det er i betydelig grad et overgangsfænomen i takt med, at andre lande skruer op for ambitionsniveauet. Det er dog i vores øjne helt legitimt, at det fører til overvejelser om, hvor i økonomien man reducerer og hvor hurtigt.

Men det er bestemt ikke et argument for, at man slet ikke bør gøre noget, heller ikke i de dele af økonomien, der er omfattet af EU’s kvotesystem, hvor lækagen af den grund kan være høj. Vi er kede af, at Concito tegner et sådant billede af vores synspunkter.

Vi har tidligere argumenteret for, at energiøen risikerer at få meget begrænset klimaeffekt. Grunden hertil er, at EU’s kvotesystem betyder, at reduktioner ét sted inden for kvotesektoren vil frigøre kvoter, der så vil blive brugt andre steder. Og den særlige MSR-mekanisme kan endda betyde, at udledningerne øges af tiltag, der ligger langt ude i fremtiden som eksempelvis energiøer.

Man kan ikke være sikker på klimaeffekten

Det er bestemt ikke det samme, som at Danmark ikke skal udbygge sin produktion af vedvarende energi, og det er en helt fair politisk prioritering, at Danmark skal være selvforsynende netto.

Problemet opstår, hvis yderligere udbygning af energiøen til eksportformål som forventet kræver statslig støtte i form af enten direkte tilskud eller statsgarantier. Her skal man spørge sig selv, hvad vi som skatteborgere i Danmark får for de penge.

Man kan nemlig ikke være sikker på klimaeffekten. Beregninger viser, at den direkte klimaeffekt er meget lille og kan endda være negativ, hvis kvotesystemet fremadrettet er indrettet nogenlunde som i dag.

En energiø medfører lavere behov for at bruge kvoter i fremtiden, fordi man har brug for færre kvoter til at lave samme mængde el, når energiøen står færdig.

Men der kan være store klimaeffekter af, at teknologien gøres billigere gennem forskning, udvikling og demonstration, hvis det kan få andre lande til at øge tempoet. Og det er også helt korrekt, at kvotesystemet vil blive genforhandlet i det politiske system.

Hvis energiøen ad denne vej bidrager til pres i det politiske system, så kvoteskruen strammes, giver det også positive klimaeffekter.

Vi har altså ikke ”glemt den politiske dynamik” som Concito hævder, men gør opmærksom på, at det netop er et eventuelt bidrag til politisk dynamik i EU og andre lande man får for pengene – ikke reduktioner i sig selv. Så skal man politisk vurdere, om det er en god deal.

Endelig en bemærkning om den politiske dynamik i EU’s indretning af kvotesystemet: Det er ikke helt entydigt, at påvirkningen går den vej, som Concito håber.

En energiø medfører lavere behov for at bruge kvoter i fremtiden, fordi man har brug for færre kvoter til at lave samme mængde el, når energiøen står færdig.

Men derfor bliver overskuddet af kvoter alt andet lige mindre de kommende år, og det var netop en bugnende mængde opsparede kvoter, som op til 2018-reformen af systemet blev brugt som argument for, at der var behov for at stramme skruen. Man mister altså en løftestang i forhold til at stramme kvotemarkedet, når kvoteopsparingen bliver mindre.