Økonomien er ikke blå bloks sikre kort

Der har traditionelt været stor forskel på, hvordan vælgerne opfatter, hvad der er de enkelte partiers styrkeområder. Helt overordnet opfattes partierne i rød blok som regel som gode til at sikre borgerne bedre velfærd og socialpolitik. Omvendt har de blå partier ofte haft ejerskab til en fornuftig nationaløkonomi og erhvervspolitik. Det er det overordnede billede.

Dykker man lidt ned under dette, fremkommer der flere nuancer. De Radikale i rød blok opfattes traditionelt også som et parti med ansvarlig økonomisk politik. Og Dansk Folkeparti gjorde i sin storhedstid et nummer ud af, at man havde en socialpolitik, som var på linje med Socialdemokratiets eller endda til venstre herfor.

Partierne er naturligvis klar over, hvordan de generelt opfattes af vælgerne på de forskellige politiske områder. For at lokke vælgere over midten gør de sig derfor en del anstrengelser for at styrke den svage flanke, når situationen kræver det.

Det var grunden til, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) igen og igen slog på, at han på ingen måde ville svække det danske velfærdssamfunds ordninger. Han ville tværtimod styrke dem. Dermed sikrede han samtidig Dansk Folkepartis applaus. Og selvsamme parti kunne samtidig bruge velfærdsløfterne i forsøget på at trække socialdemokratiske vælgere til sig, som igen piloterede flertallet bag Fogh Rasmussens regering.

Helle Thorning-Schmidts (S) regering fra 2011 til 2015 - bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og SF - kom til i en økonomisk kriseperiode. Det betød imidlertid ikke, at der blev slået hul på statskassen.

Årsagen var dels, at De Radikale som en del af regeringsgrundlaget havde sikret sig, at den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik i store træk blev videreført.

Dels var Socialdemokratiet med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen meget bevidst om at bevise, at socialdemokrater kunne føre ansvarlig økonomisk politik. Selv i en krisetid. Målet var endegyldigt at udviske det billede, der stod tilbage fra Anker Jørgensens (S) regeringsperiode. Han havde ført en økonomisk politik, som hans tidligere finansminister Knud Heinesen (S) mente førte Danmark i retning af den økonomiske afgrund. Bjarne Corydon gav derfor på ingen måde ved dørene til hverken kommuner eller offentligt ansatte.

Mette Frederiksens (S) regeringsperiode har været præget af først coronakrise og siden februar i år en accelererende energi- og inflationskrise. Coronakrisen blev tacklet via en økonomisk politik, hvor meget store offentlige midler blev sat i spil for at holde hånden under virksomheder og ansatte. Målet var at undgå konkurser og afskedigelser, når der skete lukninger på grund af corona.

Muligheden for at give disse hjælpe-, garanti- og kompensationspakker skyldtes ikke mindst, at den danske offentlige økonomi var bundsolid på grund af de forudgående regeringers økonomiske politik. Den offentlige gæld målt i forhold til bruttonationalproduktet var i den lave ende i EU.

Nu står Danmark så over for en regulær økonomisk krise. Ifølge Nationalbanken byder de kommende år på meget lavere økonomisk vækst. Inflationen forventes at ligge på 8-9 procent i år og over 4 procent til næste år. Boligpriserne vil falde til næste år og næste år igen. Samtidig begynder ledigheden så småt at stige, men arbejdsmarkedet vil stadig være stramt for mange faggrupper. Det risikerer at føre til lønstigninger og inflation.

For at undgå det anbefaler Nationalbanken, at finanspolitikken strammes. Konkret foreslår den, at der foretages nedskæringer på den fremsatte finanslov på 25 milliarder kroner. Det vil bremse danskernes efterspørgsel og dermed også inflationen.

Normalt vil de borgerlige partier med ejerskab til økonomisk politik profitere på en økonomisk krise. Sagen er imidlertid, at den økonomiske krise endnu kun har vist sine tænder i form af stigende priser på især energi og fødevarer. Og den del er det lykkedes regeringen at italesætte som udefrakommende begivenheder.

Samtidig har regeringen introduceret, at der vil komme mere hjælp end den allerede udsendte varmecheck. Men uden at være helt specifik. Den hjælp bliver også svær at give i noget stort omfang, fordi den finanspolitiske bue allerede er spændt til bristepunktet. Diskussionen går snarere i retning af, at en sund økonomisk politik kræver færre offentlige midler i omløb end flere.

De Radikale vil have et hurtigt folketingsvalg. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden også er i Mette Frederiksens egen interesse med et hurtigt valg, før den økonomiske fenrisulv for alvor begynder at glamme.

Emner