Pas på med at skære i indsatsen for ledige

Kronik af Professor Claus Thustrup Kreiner (Økonomisk Institut) og Michael Svarer i Jyllands-Posten den 7. december 2022. 

Det er svært at forestille sig, at de igangværende regeringssonderinger mellem Socialdemokratiet og Venstre ikke involverer en diskussion om skattelettelser, der helt eller delvist skal finansieres af reducerede omkostningerne til landets jobcentre. Begge partier lancerede i løbet af valgkampen økonomiske planer, der indeholdt netop denne politiske cocktail.

Lavere skat vil kunne have en positiv effekt på arbejdsudbuddet, men hvad med besparelserne på jobcentrene? Danmark bruger 2 pct. af bnp om året på den aktive arbejdsmarkedsindsats, hvilket er mere end alle andre rige lande og langt mere end f.eks. USA, som bruger 0,1 pct. af bnp.

Det danske arbejdsmarked klarer sig til trods for stigende priser, stigende renter og generel økonomisk mismod hos forbrugerne og i virksomhederne forbløffende godt. Beskæftigelsen er rekordhøj, ledigheden er lav, og antallet af langtidsledige historisk lavt. Den aktuelle globale afmatning vil også ramme det danske arbejdsmarked, men det ændrer ikke billedet af et arbejdsmarked, der grundlæggende er velfungerende, og som har leveret flotte præstationer de seneste 20 år. Den lave ledigheden i Danmark i forhold til andre lande kombineres med en lav ulighed og en arbejdsstyrke, som er en af de mest produktive i verden.

De flotte nøgletal har skabt international opmærksomhed. OECD og World Economic Forum fremhæver den danske arbejdsmarkedsmodel i forhold til at håndtere udfordringer knyttet til globalisering, automatisering og aldrende befolkninger. Også i politiske kredse sværmes der om den danske arbejdsmarkedsmodel.

Da Bernie Sanders og Hillary Clinton i 2015 dystede om at blive præsidentkandidat for Demokraterne, foreslog Sanders, at amerikanerne søgte inspiration i den danske indretning af arbejdsmarkedet, hvortil Clinton replicerede:

»But we are not Denmark. I love Denmark. We are the United States of America.«

Det er korrekt, USA er ikke Danmark, men det er begge lande, der er karakteriseret ved høj velstand, lav ledighed og høj beskæftigelse. Men hvad er forskellene? I en netop udgivet artikel i det amerikanske fagtidsskrift Journal of Economic Perspectives giver vi et bud på de væsentligste.

Den danske arbejdsmarkedsmodel hviler grundlæggende på tre elementer: fleksible afskedigelsesregler, adgang til høj ledighedsunderstøttelse og ret og pligt til deltagelse i aktive arbejdsmarkedsindsatser.

Virksomheder i både Danmark og USA er underlagt meget lempelige regler for afskedigelse af medarbejdere i forhold til virksomheder i andre lande. Det giver set fra virksomhedernes synspunkt en mulighed for relativt let at tilpasse arbejdsstyrken i forhold til de aktuelle markedsvilkår og bidrager dermed til høj produktivitet. Resultatet i begge lande er, at jobomsætteligheden er blandt de højeste i verden.

En meget stor del af arbejdsstyrken skifter job fra år til år. I Danmark viste tallene i sommer, at over 1 mio. af en arbejdsstyrke på godt 3 mio. personer var påbegyndt i nyt job i Danmark i løbet af det seneste år. De lempelige regler betyder også, at set fra arbejdstagerens synspunkt er risikoen for at miste sit job relativt stor, og jobsikkerheden tilsvarende lav.

Den relativt lave jobsikkerhed modsvares af, at understøttelsessystemet udspænder et indkomstsikkerhedsnet, og at de personer, der bliver ledige, dermed har mulighed for at opretholde et vist forbrugsniveau i perioder uden beskæftigelse. Hvor USA og Danmark delte skæbnefællesskab med hensyn til fleksibilitet på arbejdsmarkedet, er det diametralt modsatte tilfældet, når det kommer til indkomstforsikring.

Mens kompensationsgraden for ledige i USA er blandt de laveste i OECD, ligger de tilsvarende tal for Danmark i toppen. Dette bidrager til, at uligheden målt på indkomst er lavere i Danmark end i USA. Vores økonomkolleger i udlandet spørger ofte, hvordan det kan være, at den høje understøttelse ikke fører til høj ledighed?

Det korte svar er, at det gjorde det også i 1980'erne og i starten af 1990'erne. Her var ledigheden i Danmark kronisk høj med et gennemsnit på omkring 10 pct.

Men en lang række arbejdsmarkedsreformer siden midten af 1990'erne ændrede fundamentalt arbejdsmarkedspolitikken og har haft succes med at nedbringe ledigheden ved at indføre ret og pligt for ledige til deltagelse i aktive arbejdsmarkedsprogrammer. Det var også en periode, hvor dagpengeperioden blevet gradvist reduceret fra syv år til nu to år.

Det har formentlig bidraget til at nedbringe ledigheden, men i forhold til USA har Danmark stadig markant højere indkomstsikring med højere ydelsesniveau og væsentlig længere ydelsesperiode. At dette er muligt med lav ledighed, tilskriver vi den aktive arbejdsmarkedsindsats.

"Rammer de ønskede besparelser på jobcentrene de dele, der bidrager til et velfungerende arbejdsmarked, kan den ønskede arbejdsudbudseffekt af lavere skatter meget vel udeblive."

Den aktive arbejdsmarkedsindsats består af en lang række elementer, som strækker sig over møder mellem ledige og sagsbehandler i enten den ledige a-kasse eller på et jobcenter, hvor den ledige dokumenterer sin søgeaktivitet og kan vejledes til effektiv jobsøgning eller kan visiteres til kortere jobpraktikforløb i private eller offentlige virksomheder eller deltagelse i opkvalificeringsforløb i uddannelsessystemet eller på en virksomhed.

Intensiteten af tilbuddene er stigende med ledighedsperiodens længde, og i begyndelsen er den primære kontakt mellem den ledige og jobcentret via regelmæssige samtaler.

Den ledige har således en ret til at modtage assistance med at genfinde fodfæste på arbejdsmarkedet, men også en pligt til at deltage i de aktiviteter, jobcentret planlægger, herunder at søge aktivt efter relevant beskæftigelse. Opfylder den ledige ikke disse forpligtelser, fratages retten til at modtage ydelse, og dermed betinges modtagelsen af ydelser på aktiv deltagelse i at sikre, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver så effektiv som mulig.

Den aktive del af arbejdsmarkedspolitikken er blevet kraftigt intensiveret siden starten af 1990'erne. Hvor det i starten af perioden var ca. en af seks ledige, der deltog i et aktivt forløb, er det nu mere end halvdelen af de ledige. Den store fokus på at aktivere ledige betyder, at Danmark bruger væsentlig mere end andre lande på aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Der er således tale om en meget forskellig tilgang til at få ledige tilbage i beskæftigelse i USA og Danmark. I USA er understøttelsen ved ledighed lav, og den enkelte har derfor store incitamenter til at komme tilbage i beskæftigelse.

I Danmark opnås den lave ledighed med en kombination af høj ledighedsunderstøttelse og stor aktiv indsats over for ledige. Det er dyrt, men giver til gengæld god indkomstsikring for den enkelte og lavere ulighed.

Erfaringerne viser altså, at den danske tilgang virker i forhold til at levere lav ledighed, men spørgsmålet er, om det ikke kan klares med færre offentlige udgifter? Inden man kaster sig ud i store besparelser, er det værd at huske på, at en markant aktiv arbejdsmarkedsindsats er en forudsætning for lav ledighed, hvis man samtidig ønsker at fastholde en høj indkomstsikring. Det er næppe ønskeligt at tilbagerulle arbejdsmarkedspolitikken til 80'erne.

Det er selvfølgelig fornuftigt løbende at vurdere, om de offentlige kroner anvendes effektivt. I forhold til indretningen af den danske arbejdsmarkedspolitik har der i en lang årrække været en evidensbaseret tilgang til at vurdere, hvilke redskaber der giver den bedste effekt i forhold til at reducere omfanget af ledighed.

De fundne effekter er sammenholdt med de tilsvarende omkostninger. På den måde fastholdes og udvikles de effektive dele, mens de ting, der ikke fungerer, tilpasses og indskrænkes.

Det vil også være den hensigtsmæssige tilgang i den nuværende situation. Rammer de ønskede besparelser på jobcentrene de dele, der bidrager til et velfungerende arbejdsmarked, kan den ønskede arbejdsudbudseffekt af lavere skatter meget vel udeblive.

Emner