Putin har skænket en morbid gave til Ukraines nye skabelsesberetning

Putin har annonceret delvis mobilisering af 300.000 mand i Rusland, som i virkeligheden er op mod en million russere.
Spørgsmålet er imidlertid, om det vil få krigslykken til at vende for Putin, som fører en helt anden krig, end den han regnede med, da han invaderede Ukraine.

Putins forsøg på at inddæmme og håndtere krigen virker virkelighedsfjerne og tragiske set fra vestlig side. Ikke kun ud fra et moralsk perspektiv, men også fra et (til tider kynisk) militært og strategisk perspektiv. Med mobiliseringen får Putin kun mere af det, han håbede på at undgå. Det ligner i skrivende stund et gevaldigt fodskud - med et HIMARS-missil.

Der er tre grunde til, at Putin selv er skyld i, at invasionen går den gale vej for Kreml:

For det første inddrager Putin nu for alvor den russiske befolkning i krigen. Hidtil har propagandaen virket, og russerne har bakket op. Men når omkostningerne bliver højere for befolkningen, bliver det sværere for ham at sælge argumenterne for den »militære specialoperation«.

For det andet får nyheden om russisk mobilisering ikke ukrainerne til at give op. Snarere tværtimod. Beslutningen har kun pustet til modstandsviljen, og præsident Zelenskyj har fået et kæmpe (inter)nationalt mandat til at bekæmpe russerne. »Ukraine or Death« er blevet et slogan blandt ukrainerne. Vi ser begyndelsen på, at Ukraine bliver genfødt som nation og måske for alvor begynder at føle sig som et folk. Putin har med sin invasion skænket en morbid gave til Ukraines nye skabelsesberetning: Den ukrainske flirt med Vesten, som fik Putin til at indse, at krigen var nødvendig, har ført til en ny national fortælling om Ukraine. Alt det, Putin forsøgte at udslette, har han i stedet givet nyt liv.

For det tredje er Ukrainekrigen, set fra Washington, noget nær optimale forhold. USA har erklæret, at hovedfokus er på Kina som global konkurrent. Ruslands bøvl i Europa burde være europæernes egen hovedpine - de har råd til at varetage deres egen sikkerhed, fornemmer man er amerikanernes holdning. Nu har USA en allieret (i form af Ukraine), som er i krig mod fjenden, og som tilmed kan finde ud af at slås! Amerikanerne påfører med våbenhjælpen store militære tab til Rusland på en billig måde.

Det minder om USSRs krig i Afghanistan tilbage i 1980erne, hvor amerikanerne bevæbnede mujahedinerne, så de kunne bekæmpe den sovjetiske invasionsstyrke. I sidste ende måtte USSR som bekendt opgive ævred og tage hjem (få år inden styret kollapsede). Og når nu USA hjælper til i Europa, kan vi jo passende hjælpe lidt til den anden vej, så mon ikke NATO i fremtiden beslutter at have »strategisk interesse« i det Sydkinesiske Hav, selvom det ligger vel langt fra Nordatlanten - NATOs primære interessesfære?

Fremtiden vil vise, om Rusland med denne eskalation ændrer krigens dynamik, men undertegnede er afventende skeptisk - til glæde for ukrainerne, og til skade for russerne, som efter alt at dømme bliver kanonføde i (endnu) en tragisk russisk krig.

Emner