Putin vil klappe ad et dansk nej

Hvem vil dø for Europa? Sådan lød titlen på en kronik, jeg skrev i Politiken for næsten 30 år siden. Dengang handlede det om at forsøge at forstå krigens rolle for identitetsdannelsen.

Da Europa aldrig har stået over for en konkret fælles ydre fjende, har følelsen af at være europæer heller ikke rigtig indfundet sig. Endnu. Men krige skaber som bekendt stater (og identitetsfølelse), som den amerikanske sociolog Charles Tilly forklarede i sin berømte bog fra 1990, »Coercion, Capital, and European States, AD 990-1990«.

Intet sted er dette tydeligere lige nu end i Ukraine. Var man i tvivl om, hvorvidt Ukraine er en »rigtig« stat, og det er der vist stadig nogle russere, der er, har krigen cementeret det godt og grundigt. Både ukrainernes imponerede mod, Zelenskyjs lederevner, men også russernes unødvendige grusomhed, vil indgå i den fortælling, som en fremtidig ukrainsk nation kommer til at bygge på.

Det var nok ikke lige det, Putins havde forestillet sig, da han satte sig for, at udslette Ukraine fra landkortet. Men krige skaber folk og fællesskaber. Også hos os - der bor lidt længere vest på, i EU. Krigen i Ukraine har - rædslerne til trods - etableret et nyt sammenhold blandt europæerne, som Putin helt sikkert (heller) ikke havde hverken kalkuleret med eller ønsket sig.

Manden, som de sidste 20 år har brugt alle midler på at splitte Vesten - hacket det amerikanske præsidentvalg, infiltreret Brexit-afstemningen og i årevis givet økonomisk støtte til adskillige højrenationale partier i Europa, inkl. DFs og Nye Borgerliges venner som Le Pen, Salvini og Orbán - forregnede sig.

Ironisk nok kan Putin nu gå over i historien som den, der vakte en mere grundlæggende fælles europæisk identitet til live. En identitet der, fordi den betoner behovet for konstant at kæmpe for vores grundlæggende demokratiske værdier, repræsenterer en mere basal idé om frihed end den, teknokraterne Jean Monnet og Robert Schuman var leveringsdygtige i.

Alligevel virker det som om, at vi ikke helt har forstået, hvad der er på spil her i Danmark.

Vi fedter stadig rundt med vores forbehold og tror, at vi er en ø i historien, der kan klare sig selv - eller rettere bede amerikanerne om det, når og hvis lokummet brænder.

Det er kræmmermentaliteten, der dominerer, nu blot rørt op med moderne populistiske floskler om eliten, der lusker og snyder, og det europæiske samarbejde som bare er én stor konspiration, der vil sende vores soldater i krig i mod vores vilje.

Men lad os lige slå fast én gang for alle: EUs forsvarssamarbejde er mellemstatsligt, hvilket vil sige, at vi - til enhver tid - kan nedlægge veto både imod udsendelse af soldater og imod, at samarbejdet udvikler sig til noget overstatsligt. Det kommer kun til at ske, hvis vi ønsker det og stemmer for det ved en ny folkeafstemning.

Det andet argument om, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet svækker NATO, er endnu mere besynderligt. De fleste andre EU-lande er både med i NATO (eller på vej til at blive det) og EUs forsvarssamarbejde. Og NATO inklusive USA ønsker, at EU i fremtiden skal gøre bare en smule mere selv, når det kommer til sikkerhed og stabilitet i vores nærområde. Alligevel synes mange danskere stadig, at det ikke er europæerne selv, men amerikanske mødre, som skal sende deres sønner og døtre i døden for os i Europa.

Var det ikke på tide, at vi selv lettede rumpetten og udviste bare en smule villighed til at løse egne problemer, også i EU-regi? Og selvom NATO - forhåbentlig - stadig er der om ti og 20 år, er det tvivlsomt, om en ny Trump i Det Hvide Hus fortsat vil komme os til undsætning, hvis vi end ikke viser, at vi kan bare lidt mere selv i Europa.

Og nej, i Bruxelles er de pænt ligeglade med, om vi stemmer ja eller nej. Det går mest ud over os selv, hvis vi - igen, igen - sætter os uden for indflydelse. Nøjagtig som vi gør i så mange andre af de EU-politikker, hvor vi har valgt at stå udenfor, men alligevel påvirkes af hvad de andre beslutter.

Som den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer sagde til mig og Norges nuværende statsminister, Jonas Gahr Støre, ved et debatarrangement i 2000erne i Oslo:

»Hvorfor er I masochister i Norden? I vil gerne bindes af andres beslutninger, men ingen indflydelse selv have på de udviklinger, der kommer til at påvirke jer. Jeg forstår det simpelthen ikke.«

Det er i en nøddeskal det, der er på spil, når vi går til stemmeurnerne 1. juni. Vil vi være med til at påvirke, hvor Europa i fremtiden sender tropper hen, og vil vi som europæere - ultimativt - bidrage blot lidt mere til beskyttelse af vores værdier mod despoter som Putin? Eller mener vi omvendt, at det til evig tid er amerikanerne, der skal sende deres sønner og døtre til Europa for at redde vores forkælede bagdele?

Bare rolig. En mand - og han hedder Putin - vil helt sikkert klappe i sine små hænder, hvis danskerne endnu engang vælger Europa fra.