Putins beundrere bør bede om syndsforladelse

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Opinion den 7. marts 2022

Store og overraskende kriser har det med pludseligt at trække tæpper væk og blotlægge ellers skjulte problemer og modsætninger.

Noget sådant kan man sige om Ruslands angreb på Ukraine - også i forhold til såkaldte »nationalkonservative«. En ideologisk gruppering, som først i 2010erne fik en for deres antal umage stor opmærksomhed i danske medier, men hvor interessen de seneste fem-seks år er klinget noget af.

Det var - og er - en ganske anden type borgerlige, end man ellers har kendt i trekvart århundrede, i hvert fald herhjemme. Hvad der ellers har været af store og små uenigheder blandt forskellige nuancer af liberale og konservative, så har de siden Anden Verdenskrig stået fast på borgerlige frihedsrettigheder og retssikkerhed, et repræsentativt demokrati kombineret med uafhængige domstole, magtdeling og konstitutionalisme, samt markedsøkonomi og respekten for national suverænitet.

Anderledes er det med mange af de såkaldte nationalkonservative, der nok er en filosofisk heterogen gruppe, men også for manges vedkommende med klare fællestræk. En retorik der ikke blot er konservativ med veneration for Gud, konge og fædreland, men decideret nationalistisk. En logik, hvor et abstrakt og kollektivistisk »folk« trumfer alt andet - paradoksalt nok også national suverænitet. Som oftest er aldeles ligeglade med økonomisk politik og ikke interesserede i meget andet end islam. Hvor mange synes at dyrke den stærke leder, der kan ruske op i et korrupt establishment og politiske institutioner, der besværliggør den rette politik.

Det er en tendens, som både Bertel Haarder og Tom Jensen rammende har kaldt »nyautoritær«.

Angrebet på Ukraine har som en fremkaldervæske klarlagt, hvorledes mange sådanne nationalkonservative i årevis, bevidst eller ubevidst, har ageret som en slags apologeter for en Putin, der som en stærk mand kunne skabe national vækkelse og bolværk imod islam.

Et eksempel herpå er teologen Iben Thranholm, der har prist Putin som »en åndelig fornyelse« og »en ny kristen verdensleder«. Selvom lidet tyder på, at kristendommen stikker særligt dybt og er andet end pragmatisme hos den ateistisk skolede eks-KGB-agent. Han er ingen antimuslimsk korsfarer, men har tværtimod installeret et islamistisk styre i den tjetjenske republik og senest sendt islamistiske soldater afsted for at snigmyrde Ukraines præsident.

I samme ånd har højskolelærer Søren Hviid Pedersen kaldt Putin en »befriende« politiker, som vi »burde være taknemmelige for«, fordi han repræsenterer en »revolutionær« konservatisme, der gør oprør mod en »liberal verdensorden« og i stedet er »tro« mod sit »ophav og historie«. Sidstnævnte er vel at mærke uden sidestykke i Vesten med hensyn til historisk mangel på demokrati og retssikkerhed, men til gengæld fyldt med tyranni, folkemord og koncentrationslejre.

Daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og mangeårig Putin-forståer Marie Krarup har tidligere sagt, at Putin var blevet »dæmoniseret« i et »hysterisk« Vesten, hvor man i stedet burde se ham som en allieret i kampen mod islam og indvandring: »Det er trist, at folk lader sig besnakke af politikere og medier til at udvælge Rusland som den store fare i stedet for at indse, at den største fare er islam.« Det er en »eksistenskamp«, hvor Danmark skal »have Rusland på vores side«.

Med sådanne ideologiske tilgange er der ikke noget at sige til, hvis man undervurderer Putins trusler mod omverdenen. Fra flere har det lydt, at krisen var Vestens ansvar - fordi man har provokeret ved at lade flere af de nye demokratier, der havde været undertrykt af Rusland, blive medlemmer af NATO. Som altså er en forsvarsalliance, hvorved den rette analogi må være, at en pyroman brænder andres huse ned, fordi det provokerer ham, at de har tegnet brandforsikring.

Kort tid inden angrebet på Ukraine afviste Marie Krarup kategorisk, at Rusland ville angribe »uprovokeret«. I en pastiche på de påstande, Rusland brugte i forbindelse med annekteringen af Krim i 2014 og nu i 2022 forberedte at bruge igen, erklærede Krarup, at hun troede, at »Rusland er oprigtigt bange for, at der kan komme et ukrainsk angreb på østukrainerne, hvor russerne så føler, at de er nødt til at gøre et eller andet. Som så bagefter kan blive tolket som en russisk invasion.«

Krarup mente, at det i stedet var NATO, der var »problemet« - en vurdering hun gentog i DR2s Deadline efter invasionen. Hendes fader, fhv. DF-folketingsmedlem og sognepræst Søren Krarup, sagde allerede i forbindelse med tyveriet af Krim, at når det gjaldt et eventuelt ukrainsk medlemskab af EU og NATO - noget der aldrig er kommet nogen vegne - at han »til fulde« forstår »Putins bekymringer og hans modvilje«. I stedet skulle ukrainerne »respektere, at de står i et særligt forhold til Rusland«.

Vi kan alle tage fejl. Men måske det er høje tid, at Putin-beundrende danske nationalkonservative beder om syndsforladelse.