Putins erobringskrig ydmyger og udstiller Ruslands svage magtposition

Debatindlæg af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Altinget den 28. marts 2022.

Præsident Putin forestillede sig, at hans invasion af Ukraine skulle være en gentagelse af de sovjetiske invasioner af Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968.

Men i stedet for en magtdemonstration, hvor en overlegen militær magt viser den svagere nabo, hvem der bestemmer, er invasionen af Ukraine blevet en ydmygelse for den russiske hær.

Hvis Putins erobringskrig vækker nogle sovjetminder, så er det minder om Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

I 1979 gik den Røde Hær ind i Afghanistan for at holde et kommunistisk regime ved magten. Invasionen i 1979 var langt mere succesfuld end i 2022. Præsidenten blev dræbt af sovjetiske specialstyrker og den Røde Hær sikrede sig hurtigt kontrol over strategisk vigtige punkter i landet. Derefter gik alt galt i lang tid.

Krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve.

Sovjetunionen formåede aldrig at overbevise et flertal af befolkningen om, at Kreml ville dem det godt. Den Røde Hærs brutale fremfærd hjalp heller ikke på den folkelige opbakning, og snart var en guerillahær på benene. Den ville ikke have haft en chance, hvis ikke Afghanistans nabolande, særligt Pakistan, gav guerillaen en sikker havn, hvor de kunne hvile ud, træne og få forsyninger.

Og fordi USA og dets allierede i Afghanistan så muligheden for at tilføje Sovjetmagten et svigende nederlag. Ingen check var for stor og intet våbensystem for stort for CIA, som beredvilligt transporterede våben til oprørerne. På samme vis har Rusland med invasionen af Ukraine skabt et sammenhold i en befolkning, som Kreml anså for let af undertrykke.

Den russiske hær er en skygge af den Røde Hær og har kludret så meget i krigens første uger, at de amerikanske efterretningstjenester anslår, at Rusland har mistet 2.000-4.000 soldater – eller hvad USA mistede på 10 år i Irak. Det er en uhyrlig tabsprocent i en operation, hvor Rusland på papiret burde være Ukraine overlegen.

Som Afghanistan har Ukraine åbne grænser til naboer, der beredvilligt giver en hånd til modstanden mod Rusland. Polen har intet imod at se den russiske bjørn få et rap over snuden, og har generøst åbnet sine grænser for ukrainske flygtninge og for forsyninger til den ukrainske hær. Så længe Ukraine vil kæmpe, har de et opmarchområde at gøre det fra.

Putins invasion har udløst en reaktion i Vesten, der også ligner Afghanistan. Frygten for konsekvenserne af en russisk erobring af Ukraine er stor, men det er tilfredsheden med ukrainernes hårde modstand også.

Vesten har længe trænet ukrainske soldater og arbejdet med at bygge Ukraines evner til at håndtere en fremtidig krise op. Da de russiske kampvogne rullede ind over grænsen til Ukraine 24. februar var spørgsmålet for Vesten, om Ukraine kunne og om Ukraine ville kæmpe. Da svaret på begge spørgsmål så tydeligt var et ja, kunne Vesten levere penge og våben til ukrainernes kamp.

Putin har længe udfordret Vesten. Fra annekteringen af Krim til indblanding de amerikanske valg og Brexit-afstemningen har Kreml krænket Vestens værdier og arbejdet imod Vestens interesser. Med invasionen har Putin givet Vesten en tid og et sted for et endeligt opgør.

Vestens interesse er således at holde ukrainerne i felten så lang tid som muligt, mens omfattende økonomiske sanktioner undergraver Ruslands evne og vilje til at kæmpe videre. Ud fra denne betragtning er krigen præsident Putins største fejltagelse, fordi han har skabt en slagmark, der kan opsluge tusinder af russiske soldater.

Selv hvis russerne skulle vinde slaget om Ukraine, så vil ukrainerne, som afghanerne før dem, have rige muligheder for at kæmpe videre i en guerillakrig støttet af USA og Nato.

I stedet for at bevise sin magt har Putin vist sin svaghed. Det betyder ikke, at den russiske hær ikke kan påføre det ukrainske folk store lidelser, og det betyder ikke, at de russiske soldater ikke i sidste ende kan gøre Ukraine til en ørken og kalde det fred.

Men krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve.