Reformernes tid i dansk økonomi er næppe slut

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 16. september 2022

Det er som bekendt valgår, og man kunne derfor tro, at politikerne for tiden kun interesserer sig for politik på den korte bane. Finansminister Nicolai Wammen og hans embedsmænd har dog haft det lange lys på over sommeren.

I september udkommer nemlig regeringens 2030-plan, som vil indeholde en række politiske prioriteringer og sigtelinjer for finanspolitikken frem mod 2030. I skrivende stund er planen ikke offentliggjort, men det er alligevel muligt at danne sig et solidt forhåndsindtryk af, hvad der er i vente.

Samtidig med regeringens finanslovsforslag udgav Finansministeriet nemlig en publikation, som redegør for de overordnede økonomiske rammer for finanspolitikken frem mod 2030. Det lyder måske ikke som nogen kioskbasker, men der er tale om ganske interessant læsning, hvis man vil forstå den finanspolitiske spilleplade for de kommende år. Ikke mindst fordi publikationen for første gang opgør det såkaldte finanspolitiske råderum helt frem til netop 2030. Det vender vi tilbage til.

2030-planen indskriver sig i en historie, som begyndte i 1997 med udgivelsen af en 2005-plan. Regeringer af skiftende farve fortjener ros for siden da at overholde traditionen for jævnlige, mellemfristede fremskrivninger. Det skaber klarhed om de finanspolitiske rammer, som alle politiske partier kan forholde sig til og prioritere ud fra.

Sammen med beregninger af finanspolitisk holdbarhed på det helt lange sigt er de desuden en medvirkende årsag til, at finanspolitiske udfordringer opdages og løses i tide. Som økonom er der således grund til at kippe med flaget.
Fra et politisk synspunkt er det mest interessante ved 2030-planen nok den omtalte opgørelse af det finanspolitiske råderum.

Politikerne vil skulle vænne sig til, at man skal medbringe finansiering til sine politiske mærkesager, når man møder op til forhandlinger i Finansministeriet.

Råderummet er som udgangspunkt en teknisk størrelse, som angiver den størst mulige vækst i det offentlige forbrug, som er forenelig med den langsigtede målsætning om, hvor stort et underskud de offentlige finanser må udvise i 2030.

Lidt mere løst formuleret udgør råderummet dermed det beløb, som politikerne kan prioritere til diverse formål, det være sig højere velfærdsudgifter, grøn omstilling eller skattelettelser.

I 2030 udgør råderummet ifølge Finansministeriets nye opgørelse 48 milliarder kroner. Det er i sig selv et stort beløb, men det er værd at bemærke, at store dele af råderummet allerede er øremærket i større eller mindre grad.

Som bekendt vedtog et bredt politisk flertal tidligere i år en markant stigning i forsvarsudgifterne. Det ventes i sig selv at spise knap 12 milliarder af råderummet. Desuden er 2,5 milliarder afsat til et særligt grønt råderum. Dertil kommer, at det såkaldte demografiske træk ventes at koste godt 21 milliarder i 2030, hvis et politisk flertal altså beslutter sig for at lade det offentlige forbrug stige tilsvarende.

Det dækker over, at en ændret befolkningssammensætning med især flere ældre vil betyde, at det bliver dyrere at opretholde samme velfærdsniveau som i dag. Tilsammen vil disse tre poster dermed lægge beslag på 35,5 ud af de 48 milliarder kroner i råderummet, eller lige knap tre fjerdedele.

På den måde bekræfter de nye tal fra Finansministeriet det, som vi allerede vidste. Nemlig at store dele af det finanspolitiske råderum frem mod 2030 allerede er afsat. Et råderum på godt 12 milliarder kroner lyder måske stadig af meget, men over en syvårig periode vil politikerne formentlig hurtigt opleve, at pengene ikke rækker til deres respektive ønsker.

I stedet vil de skulle vænne sig til, at man skal medbringe finansiering til sine politiske mærkesager, når man møder op til forhandlinger i Finansministeriet. Med andre ord er reformernes tid i dansk økonomi næppe slut.

Emner