Regeringen har omsider erkendt, at Danmark ikke kan stå alene

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 5. februar 2022.

Efter kun at have hørt om »Danmark« og »danskerne« under de sidste to års pandemi, var det befriende at læse regeringens nye udenrigspolitiske strategi, som kom tidligere på ugen. Her fremgik det, at Danmark sadler om og forlader den Morten Korchske dvalestilstand, vi hidtil har befundet os i. Regeringen vil nu for alvor engagere sig i opbygningen af en international retsorden vel vidende, at små lande uden en sådan altid er overladt til store landes for godt befindende.

Og selvom NATO og USA jf redegørelsen stadig er helt afgørende for dansk sikkerhed, nævnes EU søreme også for det gode og er ikke længere gak, gak. So far so good. Ifølge statsministeren repræsenterer Ukraine-konflikten den største udenrigspolitiske krise siden afslutningen på Den Kolde Krig. Det er store ord i februar, må man sige. For selvom den er alvorlig skal der noget til at få den op på niveau med folkemordet i Srebrenica og Yuogoslaviens opløsning, hvis man spørger mig. Alligevel har regeringen helt ret i og skal roses for omsider at erkende, at Danmark ikke kan stå alene, og at vi - i erkendelsen af dette - bør gå offensivt ind i kampen om de demokratiske værdier i alle de ting vi, foretager os internationalt.

I den nye strategi drager regeringen også den helt rigtige konklusion ved at præcisere, at den konflikt, vi kommer til at stå overfor i fremtiden (og allerede står i i dag), ikke er »os danskere« overfor en eller anden udefinerbar fjende bestående af skiftevis corona, flygtninge eller EU, men demokratiernes kamp imod autokratierne. Kampen for demokrati og menneskerettigheder er og bør ganske enkelt være det, som forener os med andre ligesindede i en tid, hvor russerne truer, og Kina aggressivt driver klapjagt på lande og mennesker, der ønsker at tænke og ytre sig frit.

Når under 20 procent af verdens befolkning lever i frie lande, må vores frihed og levemåde ganske enkelt have udenrigspolitisk topprioritet. EU bliver også rost for sit positive bidrag til udbredelsen af demokrati i verden, og regeringen ønsker ligefrem at »skubbe fællesskabet op i en global vægtklasse« for at gøre denne indsats endnu stærkere. Det minder umiskendeligt om Macrons idé om, at EU bør være en global aktør og have »strategisk autonomi«, selvom der bruges andre fraser her.

I hjertet af Europa

Danmark skal altså være i »hjertet af Europa« efter to år med nedgøring - ja, nærmest foragt - for fællesskabet og parløb med anløbne korruptionsanklagede venner fra Østrig og Israel. Bedre sent end aldrig. Men medmindre strategien bare er ord på papir, skylder statsministeren at forklare offentligheden, hvor denne turnaround egentlig kommer fra, og hvad det betyder i praksis.

For selvom en fælles europæisk forsvarsog sikkerhedspolitisk identitet ligger 20 år ude i fremtiden, er det vel nu, vi skal på banen og være med til at præge udviklingen? Alternativt sker der det samme som med de andre »forbeholdsramte« områder, nemlig at de andre EU-lande skaber politikken, som vi så senere præsenteres for som et fait accompli, men alligevel påvirkes af uden at have haft indflydelse. Det kan umuligt være i dansk interesse.

Der er også andre uklarheder. Selvom den nye udenrigspolitiske strategi holder fast i alliancen med USA, som Danmarks sikkerhedspolitiske anker, mangler man tydelige refleksioner over det forhold, at USA over de seneste ti år - langsomt - har trukket sig fra Europa. Hvilke konsekvenser skal vi drage af det for vores egen sikkerhed og for valget af fremtidige alliancepartnere? Kommer der en ny Trump i Det Hvide Hus om tre år, hvilket er mere sandsynligt end det modsatte, hvad så? Disse spørgsmål adresseres slet ikke i strategien.

Hvad med Dublinreglerne?

En anden ting, der stikker i øjnene, er selve værdipolitikken. For hvad menes der egentlig helt lavpraktisk med værdipolitik i den præsenterede globale og europæiske sammenhæng? Er det for eksempel i overensstemmelse med en værdibaseret udenrigspolitik og en nyorientering imod EU, at gå enegang i asyl- og migrationspolitikken? Strategien bruger en del tid på migrationsudfordringerne, men forholder sig ikke til, hvordan vi selv underminerer Dublinreglerne ved at tvinge for eksempel syriske asylansøgere, som trues med hjemsendelse fra Danmark, til at søge asyl i andre EU-lande. Og hvordan stemmer det overens med strategiens megen snak om menneskerettigheder og opbakningen til den internationale retsorden, at landets justitsminister i flere sammenhænge på det seneste har betegnet EU-Domstolen som forbrydernes lakaj, når der lige er en dom, han ikke kan lide?

Strategier kan bringe klarhed, men skal hænge sammen med den politik, der i øvrigt føres for at være troværdig. Næste stop er så en ny europapolitisk aftale, og her har regeringen en enestående mulighed for at bevise, at man mener det, man siger. Og at gå fra ord til handling i forholdet til især det europæiske samarbejde. Hvis den nye strategi altså er mere end fine hensigter på papir.