Sæt kurs mod det eksperimenterende universitet

Kronik af dekan og professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen i Politiken den 3. juli 2022.

UNIVERSITETET er i krise. Det er ikke de enkelte danske universiteter, som er i krise. Tværtimod. Ser man på deres nøgletal, fortæller de en historie om vækst. Var de private virksomheder, ville aktierne gå som varmt brød.

Men danske universiteter er ikke private virksomheder, og de politikere, der er de egentlige ejere, synes mere og mere utilfredse med den elitære institution.

Udbredt stress blandt forskere og studerende er et udtryk for, at på trods af de gode nøgletal er der spændinger inden i institutionerne, som gør det til en prøvelse af præstere på det niveau, som danske universiteter gør. Måske derfor melder en række forskere sig i debatten med en kritik af deres vilkår og universiteternes ledelse.

Det er således ikke de enkelte konkrete universiteter i Danmark, der er krise, men snarere forestillingen om universitetet.

Ideen om, hvad et universitet er og kan være, som på en gang er mere end de konkrete universiteter rundtomkring i landet, men samtidig også mindre, fordi ingen af universiteterne nogensinde præcist har levet op til forestillingen om universitetet. Vi kan kun forstå baggrunden for den nuværende debat om universitetets fremtid, hvis vi forstår, at vores forestilling om universitetet har forandret sig, og at disse forandringer har skabt strid og debat internt på universiteterne.

Velfærdsuniversitetet opstår efter Anden Verdenskrig og var på mange måder et socialdemokratisk projekt.

PÅ EN generation uddannede universitetet en ny elite, loyal over for for den velfærdsstat, som den fik arbejde i. Den offentlige sektor voksede fra 6,5 procent af de beskæftigede i 1948 til 25,7 procent af de beskæftigede i 1980. Tilsvarende uddannede universiteterne i det akademiske år 1947-48 668 kandidater. I 1976-77 var tallet steget til 3.490 og i det akademisk år 1994-95 uddannede universiteterne 6.140 kandidater.

Der var ikke et tilsvarende produktionskrav til forskning. Efterhånden fremstod de universitetsansattes forskningsaktiviteter i stigende grad elitære, fordi man inde i studerekammeret eller laboratoriet ikke kunne engagere sig i det samfund, som de nye generationer af studerende ville forandre.

Studenteroprøret var konsekvensen af den dramatiske stigning i antallet af studerende. De traditionelle dannelsesidealer var baseret på et tæt forhold mellem undervisere og studerende, som ikke kunne opretholdes på masseuniversitetet.

Professorernes autoritet kunne ikke opretholdes. Det var ikke længere forskningen, som definerede hierarkierne, men graden af samfundsmæssigt engagement. Professorvældet blev afløst af et system, der gav magten til flertallet af undervisere og studerende. Det flertal var langt mere interesseret i, hvad der blev undervist i, end hvad der blev forsket i.

Velfærdsuniversitetet var blevet offer for sin egen succes. En uddannelsesmaskine styret af undervisere og studerende fremstod i stigende grad utilstrækkelig til at møde udfordringerne fra en globaliseret verden.

Universitetet blev tildelt en central rolle i konkurrencen i en globaliseret verden

Tværtimod forlod kandidaterne universitetet med følelsen af, at de havde måttet uddanne sig selv, og at den generation af undervisere, der var blevet rekrutteret i 1970'erne og 1980'erne, ikke havde den fornødne faglige tyngde, men hang fast i marxistiske dogmer, der ikke var progressive i 1990'erne.

MEN NETOP som universitetet fremstod allermest støvet og utidssvarende, så politikerne en ny og mere dynamisk rolle for det. Globaliseringen udfordrede den velfærdsstat, som universitet arbejdede for.

Universitetet blev tildelt en central rolle i konkurrencen i en globaliseret verden. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen beskrev det sådan i 2000: »Vi skal konkurrere med en dygtig og veluddannet arbejdskraft«.

Ambitionen var ikke længere blot at tjene den danske velfærdsstat. Universiteterne skulle drive forskning og uddannelse »indtil højeste internationale niveau«, som man formulerede det i universitetsloven fra 2003. Statsminister Anders Fogh Rasmussen gik videre med denne ambition i globaliseringsaftalen fra 2007, som indebar massive investeringer i universiteterne. Fra 2007 til 2020 steg antallet af ansatte på universiteterne med 79 procent, mens de offentlige udgifter til forskning steg fra 12 mia. kr. til 26 mia. kr.

De mange nye medarbejdere og de mange nye penge blev brugt til at skabe entreprenøruniversitetet. Hvor velfærdsuniversitet havde undervisning i centrum, er forskning entreprenøruniversitets raison d'etre. Fokus blev flyttet fra auditorierne til laboratorierne. Idealet for en universitetsansat var ikke længere en fyr med sweater, uglet år og pibe, der drak øl med de studerende og talte om proletariatets revolution, men en professor i hvid kittel, der forskede i laboratoriet og tog til internationale konference med sine forskningsresultater.

Den massive investering betød, at det entreprenante universitet blev bygget oven på fundamentet af velfærdsuniversitet. Med nye bevillinger af den størrelse behøvede man ikke grundlæggende at reformere universitet på samme måde, som f.eks. forsvaret blev det i samme periode.

Konsekvensen var, at det nye universitet fra sin begyndelse var i konflikt med det gamle. Læser man universiteternes strategier, er det svært at få øje på de medarbejdere, der blev ansat af velfærdsuniversitet, og som ikke kan se sig selv i triumferende pressemeddelelser om millionbevillinger til nye forskningscentre.

Den professor, der har fået millionerne til et forskningscenter, har tilsvarende svært ved at respektere den ældre kollega, der stadig husker, hvordan han var stjernen hos de studerende pga. sin marxistiske aktivisme.

Hvor den studerende var i centrum på velfærdsuniversitet, er professoren i centrum på entreprenøruniversitet. Det var professoren, som skaffede millioner i forskningsbevillinger, som professoren selv forvaltede. Og professoren ansatte selv forskere til hjælpe sig i laboratoriet. Hvor de fleste beslutninger på velfærdsuniversitet blev taget efter uendelige diskussioner i plenum, var det nu den enkelte forsker, der kunne styre sit arbejde ved at skaffe forskningsmidler.

Politisk blev den udvikling opmuntret ved ikke alene at konkurrenceudsætte forskningsmidler, men samtidig sikre sig, at det var den enkelte forsker, snarere end universitet, der skulle søge pengene.

I de fleste andre organisationer ville det være ledelsen, som skaffede ordrerne og så fordelte arbejdet til medarbejderne, men på det entreprenante universitet er det i vidt omfang den enkelte forsker, der henter sine egne penge hjem og styrer projektet selv.

På det entreprenante universitet er der derfor en indbygget modsætning mellem de forskere, der i kraft deres forskningsmidler er en slags ledere af enmandsvirksomheder, snarere end medarbejdere på universitet, og den ledelse, der har ansvaret for det samlede universitet.

KONKURRENCEN om forskningsmidler har haft det tilsigtede resultat: Universiteterne er blevet entreprenante, og de mest succesfulde universitetsansatte blevet entreprenører, der forsker i, hvad omverdenen vil finansiere.

I den forstand er universitet blevet langt mere åbent, men der er samtidig sket en professionalisering, der har udelukket selve den akademiske profession fra omverden.

Det har aldrig været så svært at skifte fra andre erhverv til en universitetskarriere, som det er i dag. For det kræver et helt særligt cv og en publikationsliste at deltage konkurrencen om stillinger og forskningsmidler, og det kan man reelt kun kan opbygge gennem en kontinuerlig universitetsansættelse.

Den konkurrence er så hård, at akademiske cv'er omhyggeligt angiver antallet af måneder, både mænd og kvinder har været på barsel, fordi blot måneders fravær fra trædemøllen kan være afgørende i de marginaler, som deres arbejde vurderes på. På den baggrund kan det ikke undre, at 58 procent af forskere og undervisere ifølge en undersøgelse fra Djøf føler sig stressede.

Stress har mange årsager, men i dette tilfælde er stress også en direkte konsekvens af den konkurrence, som er det entreprenante universitets kendetegn.

Det er formentlig derfor, en tredjedel af de ph.d.-studerende ifølge en undersøgelse fra Dansk Magisterforening overvejer at droppe deres forskeruddannelse.

De kan se, hvordan deres arbejdsforhold bliver, hvis de gør deres forskeruddannelse færdig og vælger en universitetskarriere. Den karriere er helt anderledes end den, som en lektor, der blev ansat i 1988, forventede. Velfærdsuniversitets folk bliver derfor også stressede over de nye, hårdere krav, der er kommet til de seneste 20-30 år.

Medarbejdere med en lang karriere på universitet føler sig ofte forrådt af udviklingen. De føler, at 'deres universitet' er blevet taget fra dem.

I 1990'ERNE BRØD velfærdsuniversitet sammen under vægten af nye krav til uddannelse og forskning. I dag er det entreprenante universitet i krise. I erkendelse af det drømmer en gruppe medarbejdere sig tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. De håber, at politikerne og universitetsledelserne vil indrømme, at det entreprenante universitet var et vildspor. Fordi de ser velfærdsuniversitet som et ideal, erkender de ikke, at velfærdsuniversitet var en form for universitet, som tiden var løbet fra i 1990'erne.

Hvor den studerende var i centrum på velfærdsuniversitetet, er professoren i centrum på entreprenøruniversitetet

Det nye universitets entreprenører mener også, at universitet er på galt spor. De mener, at der stadig er alt for mange snærende bånd på den enkelte forskers virkelyst.

Entreprenørerne hopper i startboksen og ønsker sig frihed til at kaste de statslige reguleringer af sig og skabe internationale universiteter på linje med Oxford og Harvard. De drømmer om en international campus og nobelpriser.

De vil tjene millioner på at optage tusinder af internationale studerende fra Asien og betale millionlønninger til internationale topforskere, så Danmark for alvor kan komme i forskningens nobelliga. De erkender ikke, at universitet stadig er et produkt købt og betalt af den danske velfærdsstat. Derfor forstår de ikke, at skatteborgerne ønsker sig andet og mere end forskningsartikler af universitetet.

Både tilhængerne af velfærdsuniversitetet og entreprenøruniversitetet har meget faste ideer om, hvad et universitet er og bør være.

Velfærdslektoren føler, at den entreprenante professor opgiver den akademiske frihed til fordel for prestige og millioner af kroner i forskningsbevillinger, mens den entreprenante professor til gengæld finder, at velfærdslektoren burde finde arbejde på en ungdomsuddannelse i stedet for at prøve at være med i en internationaliseret forskningsverden.

Begge grupper har en frelserteori, som nøje er defineret af, hvad de mener universitet er. Velfærdsfolkene vil reddes af staten med større bevillinger og ny lovgivning. Entreprenørerne vil frigøres af den danske stats indflydelse og sættes fri på det globale vidensmarked. Når en af de to ting sker, er begge parter overbevist om, at alle universitetets problemer er løst.

Måske er det denne faste overbevisning om, hvad universitet er og kan blive, som er det egentlige problem.

TIDEN ER KOMMET for det eksperimenterende universitet, der kan mere end én ting og være mere end én type uddannelse og én type arbejdsplads. Det kræver en åbenhed over for flere forskellige typer af kompetencer og karrierer for medarbejderne.

Det kræver også en villighed til at anerkende de forskellige måder at gøre universitet på, som allerede findes. At se dem som muligheder snarere end trusler mod éns ideal om universitetet vil være en forudsætning for at kunne eksperimentere.

Det er lettere at operere i forandring, hvis man har erfaring fra andre arbejdspladser end universitet, og andre kompetencer end dem, som man får i et laboratorium. For at universitet kan rekruttere den type medarbejdere, må der ske et opgør med karriereveje, som er baseret på intern konkurrence og med garanti udløser stress.

Denne fleksibilitet må bruges til at genopdage universitets uddannelsesmission, som er kommet i anden række på entreprenøruniversitetet. Uddannelsernes kvalitet er blevet markant øget de seneste 20 år, men der er samtidig lavet flere regler og stillet flere krav til de studerende.

Denne manglende fleksibilitet er givet en forklaring på, at også mange af de studerende er stressede. Men de kompetencer, som studerende skal opbygge til at håndtere fremtidens kriser - fra klimakrisen til globale sikkerhedspolitiske kriser - respekterer ikke de faggrænser, der betyder så meget på universitet. De studerende må få lov til selv at eksperimentere med at sammensætte fag til uddannelser, der er relevante for dem og samfundet. Det kræver, at Forskningsministeriet sætter universiteterne fri til at eksperimentere med nye måder at undervise på og strukturerer uddannelserne.

En del af en mere eksperimenterende tilgang til universitetet er også at spørge, om det fortsat skal finansieres af stadig flere private forskningsmidler.

De private fonde har et stigende beløb at dele ud. Er tiden kommet til at eksperimentere med privatfinansierede forskningsinstitutioner, som supplement til de statslige universiteter?

Private forskningsinstitutioner er måske den eneste reelle mulighed for at skabe de forskningsmiljøer i nobelligaen, som universitetsentreprenører drømmer om, men har så vanskeligt ved at gøre til virkelighed på en offentligt finansieret institution, der skal levere på så mange andre politiske hensyn - fra regionalpolitik til omsorg for stress blandt gymnasieelever.

Samfundet havde brug for velfærdsuniversitetet til at skabe velfærdsstaten og for entreprenøruniversitetet til at konkurrere i en globaliseret verden. De kriser, som vi står over for i dag, kan ikke løses uden den viden, som universitetsforskere producerer, og de kompetencer, som universitets kandidater har.

Samfundet har igen brug for, at universitetet gentænker sit formål og eksperimenterer med nye måder at være vidensinstitution på.

Det kræver, at universitets medarbejdere og studerende ser fremad og leder efter nye måder at gøre universitet. Det kræver også, at de får lov til og giver sig selv lov til at eksperimentere.