Selvom Aalborg Portland er vores mest klimabelastende virksomhed, skal vi ikke klimabeskatte den ud af Danmark

Kommentar af adjunkt Peter Kjær Kruse-Andersen (Økonomisk Institut) i Berlingske den 1. marts 2022.

Siden vedtagelsen af Danmarks klimalov i 2020 har vi økonomer nærmest skreget efter en højere dansk CO2e-afgift. Sammenlignet med andre områder, som f.eks. dagpengesatsen og topskattegrænsen, har de danske økonomer generelt været meget enige om, at en CO2e-afgift bør være det primære instrument til at nå klimalovens ambitiøse reduktionsmål for 2030.

Politikerne har derimod været mere i tvivl om, hvilket ben de skulle stå på. Derfor nedsatte man en ekspertgruppe, som skulle gennemanalysere problemstillingen. For tre uger siden kom ekspertgruppen med tre modeller for, hvordan en mere ambitiøs og effektiv dansk CO2e-beskatning kan se ud for industrien.

Den første og mest omkostningseffektive model indebærer en ensartet CO2e-afgift på tværs af industrien. Virksomheder omfattet af EU's CO2-kvotesystem får et nedslag i afgiften, men deres samlede omkostning pr. ton (dansk afgift plus kvoter) forventes at blive højere. Samlet set pålægges industrien en betydeligt strammere klimaregulering sammenlignet med i dag.

Ekspertgruppen påpeger, at den første model medfører betydelige erhvervsforskydninger. Dermed opstår der en stor risiko for at produktion, og dermed CO2e-udledninger, flytter til udlandet. Sidstnævnte effekt kaldes CO2e-lækage, da indenlandske CO2e-udledninger så at sige lækker til udlandet.

Ekspertgruppen mener, at denne risiko for CO2e-lækage er særligt stor for mineralogiske produktionsprocesser som f.eks. cement- og teglproduktion. Derfor foreslår ekspertgruppen to alternative modeller, som tager hensyn til denne lækageproblematik bl.a. ved at reducere afgiften for netop disse processer. Dog er disse afgiftsmodeller samfundsøkonomisk dyrere.

Når ekspertgruppen fremhæver lækagerisikoen for mineralogiske produktionsprocesser, så ved folk, der beskæftiger sig med området, at man primært tænker på Danmarks suverænt største enkelte udleder: Aalborg Portland. Virksomheden står for mindre end én promille af den samlede beskæftigelse, men den står for ca. 5 procent af Danmarks samlede CO2e-udledning.

Spørgsmålet er, om det giver mening at redde Aalborg Portland.

Klassisk dilemma

Umiddelbart står man over for et klassisk klimaøkonomisk dilemma. Ved at redde Aalborg Portland bliver det samfundsøkonomisk dyrere at opnå den indenlandske klimamålsætning. Men man reducerer også den samlede CO2e-lækage. Altså skal politikerne beslutte, om de er villige til at betale regningen for at reducere lækagen.

Jeg mener dog, at man er nødt til at zoome ud og se mere overordnet på problemstillingen. Danmark står for ca. én promille af den samlede globale CO2e-udledning. Vores klimaeffekt er derfor marginal uanset, om vi tager hensyn til lækageproblematikken eller ej. Derimod kan Danmark potentielt set have en anseelig effekt på de globale udledninger, hvis vi kan inspirere andre lande til at blive mere ambitiøse. Og det er jo netop et af formålene med klimaloven - det står faktisk direkte i lovteksten.

Det signal, vi sender til omverdenen, kan imidlertid være meget forskelligt afhængigt af, hvordan vi opnår vores klimamål. Hvis vi smider Aalborg Portland og andre CO2e-intensive industrivirksomheder under bussen, så viser vi verden, at man kan nå ambitiøse klimamålsætninger, men at det kræver en markant ændring i erhvervsstrukturen. Det er ikke særligt inspirerende, for selvfølgelig kan man bruge en masse kræfter på at specialisere sig i brancher med en lav CO2e-intensitet og derved reducere sine CO2e-udledninger markant.

Hvis vi skal overbevise de store CO2e-udledere om, at de skal føre mere ambitiøse klimapolitikker, skal vi gøre to ting.

Det første er, at vi skal lave en omkostningseffektiv grøn omstilling og derved vise, at det ikke behøver at koste frygtelig meget at lave markante reduktioner i ens CO2e-udslip. Vi skal derfor benytte omkostningseffektive instrumenter, dvs. højere CO2e-afgifter, som pålægges alle sektorer, hvor det giver mening i praksis.

For det andet skal vi aktivt forsøge at reducere den CO2e-lækage, som den grønne omstilling medfører. Vi skal gøre det for at vise, at vi kan lave en ægte grøn omstilling af økonomien til inspiration for omverdenen og ikke bare en reorganisation af vores branchestruktur.

Så ja, vi skal gøre et forsøg på at redde Aalborg Portland, også selvom det kommer til at øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved den grønne omstilling. Ikke for at redde nogle hundrede arbejdspladser i Aalborg, men for at vise, at vi faktisk laver en ægte grøn omstilling i Danmark til inspiration for omverdenen.