Topstyrede kendispartier forvandler demokratiet

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 17. oktober 2022.

Siden 'Jordskredsvalget' for et halvt århundrede siden er dansk politik blevet stadigt mere karakteriseret ved 'partiejere' og personfikseret opmærksomhed - og det er som om, det aldrig har været mere tilfældet end i disse år.

Der var også politiske personligheder og personfokus før 1973, men mediebilledet og vælgernes stemmemønstre var anderledes. De fleste vælgere stemte primært efter et klasse- eller gruppetilhørsforhold eller ud fra stærke ideologiske orienteringer. Så man vidste, at arbejderne overvejende stemte på Socialdemokratiet, eller til nøds Danmarks Kommunistiske Parti; landmænd på Venstre; husmænd og skolelærere på Radikale; og selvstændige erhvervsdrivende, højere embedsmænd og officerer på Det Konservative Folkeparti. Partierne kunne være mere eller mindre ideologiske, men de havde alle deres eget naturligt sammenhængende verdensbillede, der mindede om beslægtede partier i andre lande, og de var ofte forankrede i brede sociale bevægelser og havde stærke, demokratiske partiorganisationer - og deres vælgere stemte som regel meget loyalt på dem igen og igen.

Det begyndte at ændre sig i 1970erne, da Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen stort set samtidigt stiftede hhv. Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne. Trods politiske forskelle havde de det til fælles, at deres partier var båret af de stiftende partiejere og ofte indtog positioner lidt på tværs af de forventelige mønstre. De havde også partiorganisationer og partiprogrammer, der længe var tæt på ikkeeksisterende og i hvert fald var af begrænset betydning.

Siden er antallet af partier skabt 'fra toppen' af dominerende personligheder eskaleret. Fra sømandsbossen Preben Møller Hansens kortlivede Fælles Kurs i 1980erne over Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti i 1990erne til det, vi ser nu: Rasmus Paludans (Stram Kurs) og Lars Løkke Rasmussens (Moderaterne) næsten enmandspartier, for ikke at tale om de partistiftere, der er gået planken ud og har opkaldt partierne efter sig selv (Klaus Riskær Pedersen Partiet og Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg).

Hvad kendetegner de nye partiejercentrerede partier? De er alle blevet til fra toppen og ned - ikke som folkelige bevægelser, men ofte foranlediget af, at kendte personer har fået deres karrieremuligheder eller magt i andre partier reduceret og så har valgt at skabe nye, grønnere græsgange for dem selv. Partiorganisationerne er ofte små og uden synderlig indflydelse. Mange af dem forekommer også bemærkelsesværdigt pragmatiske - for ikke at sige opportunistiske - når det gælder hurtige politikskift.

På den måde passer de personfikserede partier til strømninger blandt vælgerkorpset, som er blevet langt mindre partiloyalt og mere uforudsigeligt. Hvor det for et halvt århundrede siden for eksempel typisk var op mod 80-90 procent af lønmodtagerne, der stemte på et såkaldt 'arbejderparti', har det nu længe været under halvdelen og under tiden helt ned mod 35 procent.

Samtidig skifter flere vælgere parti end nogensinde før - og beslutter sig sent i valgkampen. Ikke at mange skifter parti helt vilkårligt - som regel bliver de på samme fløj - men de er mindre forudsigelige og forekommer mere til fals for enkeltsager og personer. Og de gamle partiers medlemstal er fortsat med at falde, så deres organisationer nu ofte kun er en skygge af fortiden - og i øvrigt, ligesom de nye partier, altafhængige ikke af medlemskontingenter og frivillige bidrag, men de skattekroner, som de får via det offentlige på baggrund af stemmetal.

Mediebilledet har fulgt med. Siden 1990erne har tv-kanalerne neddroslet detaildækning af landsmøder og partiprogrammer til fordel for præsidentvalgslignende debatter.

En naturlig konsekvens af udviklingen er, at man må følge med eller tabe. En selvforstærkende fokus på personlighederne snarere end partierne. På skandaler og 'sager' snarere end politikker og disses konsekvenser. På fremstilling og markedsføring snarere end ideologi. På meningsmålingsdreven nulfejlspolitik snarere end principper.

Derfor kan man på kort tid opleve Søren Pape Poulsen (K) levere nogle af sit partis værste valgresultater nogensinde for dernæst at være leder af det i meningsmålingerne største borgerlige parti og et oplagt og rimelig populært bud på en kommende statsminister til pludselig at være vingeskudt leder af et parti på vej ned i målingerne. Eller Inger Støjberg ligge til over ti procent i meningsmålingerne for et parti, der endnu ikke har et partiprogram, og hvis folketingsmedlemmer alle kommer fra et andet parti, der på flere punkter har ment væsensforskellige ting fra partistifteren selv.

Det er umuligt at sige, hvor udviklingen vil ende, men intet tyder på, at den aftager, og der er rimelig grund til at se det som et krisetegn for de gamle partier og for stabiliteten i dansk politik.

Emner