Uden et medlemskab af Nato vil Sverige og Finland fortsat stå forsvarsmæssigt og militært svagt

Artikel af militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen (Center for Militære Studier) i Altinget den 24. januar 2022.

Er det nu Sverige og Finland skal beslutte sig for Nato-medlemskab? Ud fra en ren militærfaglig vurdering, er det et klart ja. Ud fra en politisk vurdering, er det et måske, men helst ikke lige nu og ikke før, der virkelig er brug for det! Og sådan står de to lande i et forsvars- og sikkerhedspolitisk dilemma.

Dilemmaet er der, fordi de to lande rent forsvarsmæssigt til lands, til søs og i luften, ikke for nuværende har de fornødne styrker og militære muskler til at modstå en russisk aggression. Politisk er dilemmaet der, fordi et godt forhold til Rusland af energiforsynings- og stabilitetsmæssige årsager i Østersøregionen er vigtigt, uagtet en sværgen til alliancefrihed og selvbestemmelsesret.

Dilemmaet forstærkes af den samtidige hektiske diplomatiske aktivitet fra såvel svensk og finsk side over Atlanten med besøg og samtaler mellem de to regeringschefer og udenrigsministre på allerhøjeste amerikanske niveau.

Kontakterne sker ikke for sjov. Det sker fordi man vil sikre sig sikkerhedsgarantier fra netop USA og samtidig også gerne fra Nato. Og det gør man fordi man godt er klar over, at man ikke kan stå militært alene, og at den sikkerhedspolitisk situationen hurtigt kan sprede sig fra Ukraine og nord over mod de baltiske stater og til Østersøregionen.

Uden et medlemskab af Nato vil Sverige og Finland fortsat stå forsvarsmæssigt og militært svagt i forhold til at kunne imødegå en eventuel russisk aggression. Samtidigt står man politisk svagt i forhold til at afskrække Rusland. Militært ændrer 300 ”gumma och gubbar” (læs: gamle tanter og ældre mænd) på Gotland ikke så meget, som den svenske doktor i russisk krigsføring, Oscar Jonsson, tirsdag morgen kaldte de svenske tropper på Gotland i Sveriges Morgen TV på Kanal 4.

Han tilføjede, at dette ikke ville få Rusland til at skælve specielt meget, og det har han jo nok ret i. Og politisk skal der også helt andre midler til i en kombination med militær muskler og at kunne tale magtens sprog.

Magt som et sprog

For det eneste sprog, som en diktator som Præsident Putin forstår, er magtens sprog. Og med magt menes der her såvel politisk som militært og et viljestærkt samlet vesten i partnere og i et alliancefælleskab. For i den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det vanskeligt for et enkelt eller to lande at stå alene.

Men netop magtens sprog taler Sverige for nuværende ikke og slet ikke rent forsvarsmæssigt, uagtet en betydelig igangværende oprustning af det samlede svenske forsvar frem mod 2025. Politisk læner man sig op ad et svagt EU, som nok har økonomiske muskler men ingen militære styrker og slet ikke noget reelt forsvarsfælleskab.

I bedste fald er de europæiske styrker ’dobbelthattede’ med et ben i hver lejr. De er nemlig tilmeldt Nato-alliancens beredskabsstyrker og samtidigt tilmeldt og deltagende i EU-ledede operationer iført begge hatte. Men i bund og grund er det de samme styrker, der er tale om. Militært er EU tandløst, og EU’s muskler er primært af økonomisk art.

Det eneste sprog, som en diktator som Præsident Putin forstår, er magtens sprog.

Så her nytter den vage svenske tale om fortsat alliancefrihed, og at det altid har tjent nationen bedst, eksemplificeret gennem to verdenskrige hvor Sverige var neutralt, som man ofte hører det fra svensk side. Det sprog forstår Putin ganske enkelt ikke. Og politisk står Sverige ligeledes splittet.

Som udtrykt af den nuværende svenske försvarsminister Peter Hultqvist, den 10. januar 2022 under Rikskonferensen 2022, afholdt af Folk och Försvar, er der i den nuværende svenske socialdemokratisk regering fortsat ikke appetit på Nato-medlemskab. Hverken nu eller senere uanset en tilspidset sikkerhedspolitisk situation i Europa herunder i og omkring Østersøen.

Fra den øverstbefalende i Svensk Forsvar ÖB General Micael Bydén lyder der lidt andre toner, hvor han decideret taler om, at han vil have vanskeligt ved at udøve sig opdrag, såfremt man skulle gå med på de seneste russiske krav, da forsvaret af Sverige bygger på samarbejde med andre. Samarbejde med hvem? Nato, Danmark, Norge, Finland eller hvem? Det er formentlig NATO partnerskabsrelationen han henviser til.

Appetit på Nato, det er der derimod i den blå oppositions blok, anført af Ulf Kristersson, partleder hos Moderaterne, hvor der er en stigende erkendelse af, at Sverige står svagt udenfor et alliancefælleskab.

Fra moderaternes og centerpartiet side med partileder Annie Lööf har man opfordret regeringen til at indkalde til alvorlige drøftelser, hvor netop optionen om at søge om medlemskab af Nato ses som værende en mulighed, som den svenske regering må kunne vælge til, såfremt det bliver nødvendigt.

Det bliver derfor spændende at se, hvad regeringen gør, og om blå blok kan få samlet et flertal såvel i befolkningen som politisk for et muligt ja til et potentielt medlemskab af alliancen og ikke mindst for en ændret holdning til, at Sverige om nødvendigt kan tilslutte sig alliancen på samme måde som i Finland. Der er behov for klar tale.

Droneflyvninger over svenske atomkraftværker

Fra Finsk side er retorikken en lidt anden. Her udelukker man ikke et Nato-medlemskab, hvis Finland selv beslutter dette, hvilket blev klart udtrykt i den finske Præsidents Sauli Niinistö’s nytårstale: ”Finland’s room to manoeuvre and freedom of choice also include the possibility of military alignment and of applying for NATO membership, should we ourselves so decide”.

Senest har den finske Præsident Sauli Ninostö diskuteret sikkerhedssituationen i Europa og muligheden for at finde en løsning med USA’s Præsident Joseph Biden. Heller ikke denne samtale er blot for sjov. Her er det ligeledes forventningen, at eventuelle sikkerhedsgarantier har været drøftet med USA.

De seneste dages aktiviteter med øget russisk flådeaktivitet ind og ud af Østersøen og mulige droneoverflyvninger over svenske atomkraftværker som Forsmark, Ringhals og Oscarshamn, kongeslottet i Stockholm, samt det øvrige Stockholmske område, har vist og udstiller på smertelig vis, hvor sårbart og forsvarsløst det svenske samfund er mod krænkelser af svensk territorium og mod samfundskritiske installationer.

Den stigende militæraktivitet i og omkring ”Fredens hav” viser samtidig og med al tydelighed, hvor hurtigt situationen kan ændre sig, og hvor let det er for Rusland at lægge pres på nationerne i og omkring Østersøen. Nøjagtigt hvilket formål og hvilken last de russiske landgangskibe eventuelt havde med sig i transit ind og ud af Østersøen er svært at spå om, men kan også blot være en del af rutineaktivitet til og fra Nordflåden.

Det er ikke nødvendigvis problemfrit for Nato at optage de to lande. 

Et er dog sikkert, og det er, at man fra svensk side tager situationen ret så alvorligt. Man havde næppe reageret med troppeforstærkninger til Gotland, hvis man ikke anså dette som en trussel og som et modsvar herpå. Hvad angår droneflyvningerne er dette ikke enestående, og der har før været set lignende aktivitet.

Det specielle ved flyvningerne denne gang er, at det stort set skete samme dag og over alle tre kernekraftværker inklusiv kongeslottet i Stockholm. Disse overflyvninger udgør umiddelbart ingen militær- eller civil sikkerhedstrussel medmindre disse droner eventuelt var bevæbnet. Det ved man ikke endnu.

Den slags aktiviteter over kærnekraftværkerne og øvrige samfundskritiske installationer og anlæg såsom lufthavne, militære installationer med videre er dog forbudt. Derfor håndteres hændelserne også for øjeblikket også af SÄPO, det svenske sikkerhedspoliti. Og der eksisterer en mulighed for at skyde disse ned jævn før den svenske forsvarsminister Peter Hultqvist.

Forstærkninger fører til flere spændinger

En russisk aggression og eller invasion af Ukraine vil uvilkårligt øge spændingerne i Østersø-området. Det vil det af følgende årsager. For det første vil et angreb på Ukraine føre til en umiddelbar fordømmelse fra Vesten. Dernæst vil det medføre alvorlige politisk og økonomiske sanktioner fra et samlet Vesten med USA og EU i spidsen.

Samtidig vil der formentlig også blive tilført yderligere militært materiel og støtte fra USA, Storbritannien med flere undtaget ”boots-on the ground” det vil sige soldater, men mere som støtte til det ukrainske Forsvar, med det formål at ukrainerne kan yde væbnet modstandskamp mod den russiske invasion. Sanktionerne vil formentlig føre til et russisk modsvar i form af stop for gas og energiforsyninger til Europa. Dette er dog en boomerang, som vil ramme Rusland økonomisk hårdt.

Samtidig vil Nato begynde en yderligere forstærkning af de Baltiske lande med det formål at sende et signal til Rusland om, at et angreb mod de tre baltiske stater ikke vil blive tolereret. Modsvaret fra Rusland vil formentlig føre til en substantiel troppeopbygning langs de tre baltiske stater, samt flådeopbygning i Østersøen, og med hyppige luftmilitære provokationer.

Det vil igen føre til yderligere spændinger og tilspidsning af den sikkerhedspolitiske situation. Dette vil igen føre til en mobilisering af såvel finsk som svensk forsvar, og dermed er risikoen for krig i og omkring Østersøen optrappet. Blot en mindre misforståelse militært eller politisk mellem Rusland og Nato vil kunne være gnisten, der antænder det højeksplosive bål, og krig vil være nærmest uundgåelig.

Uden et alliancefælleskab vil Sverige og Finland fortsat stå alene, og Nato vil have travlt nok med at sikre de tre baltiske stater. Dette vil formentlig samtidigt føre til at Nato vil anmode de to lande om at kunne gøre brug af deres respektive territorier til lands, i luften og på søen. Dermed vil de to lande uundgåeligt blive draget ind i et forstærket og yderligere forsvarssamarbejde med Nato, hvor rammen og forudsætningerne rent militært havde været bedst i et alliancefælleskab.

Tid til indmelding i Nato-klubben

Det er derfor på tide, at Sverige nu klart tilkendegiver muligheden for Nato-medlemskab, ligesom man fra finsk side har gjort. Dette bør fra politisk side udtrykkes som en realistisk ”option”, og noget som Sverige selv beslutter, såfremt Rusland fortsat øger sin destabiliserende militære, forsvars- og sikkerhedspolitiske ageren.

Dette vil samtidig sende et kraftigt signal til Rusland om national selvbestemmelsesret, og at man på ingen måde accepterer de nuværende russiske krav til Vesten. Men det sender også et signal til Nato, EU, nationerne omkring ”Fredens hav” (læs: Østersøen), og ikke mindst USA, om at begge lande ønsker optionen om medlemskab, så snart det politisk vurderes nødvendigt.

En fortsat svensk vægelsindethed og tvetydig tilgang til medlemskabet vil være et udtryk for svensk naivitet og svaghed, og særligt det at tro, at Sverige vil kunne holde sig neutralt, såfremt eksempelvis de Baltiske stater skulle blive angrebet, vil være utopisk.

Der er en tid for alting, og tiden er inde nu.

I en tilspidset situation, hvor Nato og Rusland er på kant med hinanden, vil Østersøen ikke længere være et ”Fredens Hav”. Nato vil være massivt tilstede i opfyldelse af sine potentielle sikkerhedsgarantier og forpligtelser i og omkring hele Østersøen, og særligt såfremt Rusland skulle finde på at rulle over de tre baltiske stater, som formentlig vil kunne indtages i løbet af kort tid.

Det vil også være klogt at begge lande i enighed og samtidigt melder sig ind i Nato-klubben, og med det samme betaler forsikringspræmien. Dette vil sende et kraftigt signal til Rusland om et enigt Nato og et utvetydigt finsk og svensk alliancetilhørsforhold, hvor de to lande ikke finder sig i begrænsninger og krav fra en diktator som Putin, og som anvender metoder som strider mod alle internationale konventioner og måder at agere på.

Et signal til Rusland

En medlemskabsansøgning fra begge lande vil også stille krav til samtlige Nato-medlemslande om at tilslutte sig medlemskabet med enstemmighed og konsensus blandt alle medlemslande med måske forskellige vurderinger af den nuværende sikkerhedspolitiske situation.

Derfor vil der, også fra svensk og finsk side, skulle foregå særdeles alvorlige konsultationer med de enkelte Nato-medlemslande om at sikre en positiv tilgang til optagelse i klubben. Ellers vil det efterlade Finland og Sverige i en forsvarsmæssig svær situation, som vil kræve yderligere og meget store forsvarsinvesteringer i de to lande, såfremt man skal til for alvor at kunne forsvare sig alene.

Dette ændrer dog ikke på, at Nato-medlemslandes enighed om et ja til Finland og Sverige vil sende et kraftigt signal til Rusland, om at Nato ikke lader sig styre af urimelige russiske krav. og at alliancen står sammen.

Hvorvidt Nato vil godkende en optagelse af Sverige og Finland i lyset af den aktuelle situation, er der ikke truffet beslutning om i Nato på nuværende tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis problemfrit for Nato at optage de to lande, så der vil forventeligt også være en udfordring internt i Nato om at nå til enighed om svensk og finsk medlemskab.

Hvornår medlemskabsansøgningerne så skal sendes afsted, afhænger blandt andet af Russisk ageren og udkommet af møderne mellem USA og Rusland i Geneve, men i allerhøjeste grad også af en realistisk svensk tilgang til medlemskab i snæver dialog med Finland.

Men ét er sikkert. Rusland har ikke megen sympati for vestlig svaghed, hverken militært eller politisk, hvilket taler for seriøse svensk finske overvejelser om Nato-medlemskab. Der er en tid for alting, og tiden er inde nu.