USA skinner mindre klart som global leder

Den amerikanske hovedstad - og dermed også i sidste ende resten af landet - skulle være som »en skinnende by på bakketoppen«.

Besøgende kom ikke til byen som hvide eller sorte. Ej heller som konservative, liberale demokrater eller republikanere. De kom som amerikanere. Fællesskabet og enheden er det vigtigste. For byen og for landet. Og ikke mindst derfor blev USA et skinnende forbillede for verden. Et globalt fyrtårn.

Sådan har amerikanske nybyggere også betragtet USA siden landets etablering, og denne selvopfattelse har store dele af verden accepteret i lange perioder af 1900-tallet. Siden Anden Verdenskrig har USA haft en lederstatus i den vestlige verden, og dermed har lyset fra den skinnende by været noget, som resten af Vesten har badet sig i.

Nok var USAs ry på spil engang imellem i løbet af 1900-tallet, som det for eksempel var tilfældet under Vietnamkrigen. Men landet var som regel hurtigt tilbage på sporet, fordi den interne sammenhængskraft, økonomiske styrke, kulturkraft og innovationsevne var uovertruffen.

USA er stadig helt overlegen på en række felter, som når det for eksempel drejer sig om at have nogle af de bedste universiteter og mest avancerede, teknologiske forskningsmiljøer. Men andre lande haler ind på USA. Og USA er i decideret krise angående landets sammenhængskraft. Landet er splittet som sjældent før mellem konservative og liberale, mellem republikanere og demokrater og til dels mellem sorte og hvide. De sociale kløfter er dybe.

Den nyeste dom fra den amerikanske højesteret om ophævelsen af retten til abort er blot det seneste eksempel på et kløvet land. De to parter i det splittede land lever ofte ligefrem i hver sin virkelighed, som bakkes op af to sæt medier. Og hvor der kun er ringe intellektuel interesse i at forstå modpartens opfattelse af virkeligheden.

USAs økonomiske dominans er heller ikke, hvad den har været. Kina overgår nu USA med hensyn til bruttonationalproduktet målt i købekraft. USA er heller ikke længere landet, som driver på med at sikre øget global frihandel. Tværtimod har både Trump- og Biden-administrationerne lanceret »køb amerikansk«kampagner, hvilket dybest set reflekterer manglende amerikansk konkurrenceevne.

USA er imidlertid stadigvæk dominerende, når det drejer sig om militær styrke. Ingen kan på dette område hamle op med amerikanerne. Sagen er dog, at anvendelsen af den militære styrke også beror på legitimiteten i det land, som anvender den. Et dysfunktionelt land har sværere ved at agere global politimand end et land, som mange ser som et selvlysende mønsterland oppe på bakken. Militær styrke kan derfor kun anvendes succesfuldt, hvis afsenderen repræsenterer noget, som andre lande betragter som attråværdigt.

Spørgsmålet er derfor, hvad der sker med Vesten, når lyset fra USA begynder at skinne mindre klart? Det er noget, som de vestlige lande i stadig højere grad må forholde sig til. Kan Vesten leve uden en leder? Eller kan EU tage over?

Emner