USA taber ikke kampen om magten til Kina

Krigen i Ukraine raser. Verden trues af forsyningskriser, inflation, flygtningekriser, klimakriser. Den afgørende konflikt er imidlertid den amerikansk-kinesiske rivalisering. Den er global. Alle lande er berørt. Alligevel ser ingen af parterne konflikten som en ny kold krig. USA og Kina ser begge rivaliseringen som et modsætningsforhold, der har samarbejdsrelationer, konkurrencerelationer og modstander-relationer. Konflikten er overordnet alle andre konflikter.

Hvordan står de to lande i forhold til hinanden? Grundlæggende er forholdet asymmetrisk. Verdens stærkeste magt over for verdens stærkeste udviklingsland.

Det ses på de to landes mål. Kina har meget præcise politiske mål - men de vedrører kun Kina. Det er primært nationale mål. Hvordan skal Kina se ud i 2027, 2035 og 2049? Meget konkrete mål er opstillet. Mål, som er ledestjernen for Kinas udvikling. Det er ikke blot visioner, det er realiteter, som omhyggeligt registreres.

USA har ikke som Kina nationale mål. USA's mål er at realisere det amerikanske projekt, som er universelle mål: markedsøkonomi, demokrati, frihed, individuelle rettigheder, menneskerettigheder og international lov og orden. I de amerikanske globale, universelle mål eksisterer en indforstået åbning for internationalt lederskab.

Kina er på en menneskealder gået fra ekstrem fattigdom og underudvikling til at blive verdens næststørste økonomi, den største produktionsnation, den største handelsnation, det land, som har haft verdens største og hurtigste økonomiske vækst. Et land, som er den største långiver i verden.

Kina har i dag en enestående global position. Men der er stadig ingen internationale mål. Maos Kina havde klare internationale mål. Kommunismen ville sejre internationalt.

Kina i dag har ingen mål om at blive verdensleder. Kina ser sig selv som en stormagt. Men ønsker ikke at overtage USA's førertrøje. Men Kina har i de seneste år opereret med effektive forsøg på at placere sig som en stærk påvirkningsmagt.

Kina har længe påvirket stort set alle lande i verden med sin økonomiske magt, sin investeringsmagt, sin produktionsmagt, sin infrastruktur-etableringsmagt, sin långivningsmagt. Det, der har manglet - ikke mindst i forhold til USA - er italesættelsen af denne magt.

Siden Xi Jinping kom til magten i 2012, har Kina talt om ”huayuquan”, som kan oversættes som diskursmagt, muligheden for at få sin stemme hørt, at sidde med ved bordet. Kort sagt at artikulere internationale mål, ytre sig om universelle værdier og visioner. Et slående budskab fra Kina har været »et internationalt samfund med fælles fremtid for menneskeheden« og visionen om en »menneskecentreret fremgang i en ny æra«.

Men det har ikke blot været slagord brugt i internationale sammenhænge. Ser man på de hvidbøger, som partiet har udgivet i de seneste år, er der en markant tendens: teoretisk og empirisk - med omhyggeligt kildemateriale - at vise, hvorledes en række målsætninger på de indre linjer er nået til det, der kunne kaldes ”blød magt”. Her taler vi om centrale begreber som demokrati, frihed, menneskerettigheder, skønhed, tilfredshed, glæde. Omsorg for ungdommen, for handicappede, for gamle. Alt sammen på baggrund af to afgørende ”mirakler”: fjernelsen af den ekstreme fattigdom og skabelsen af en solid politisk stabilitet.

Vi ser i Kina nationale mål, som imidlertid i stigende grad iscenesættes som mål, som forsøger at nærme sig de internationale mål, som USA sætter for realiseringen af sit politiske projekt. Det bliver netop formuleret som universelle mål for hele menneskeheden.

Her gøres et markant arbejde gennem politisk videnskabelige redegørelser, som oversættes til engelsk, og som fremstilles som objektiv viden, blandt andet støttet af vestlige forskere. Men den umiddelbare internationale effekt udebliver. Kina fortsætter ikke desto mindre med sine bestræbelser på at fremhæve, at internationale mål må bygge på overbevisningen om, at folk og nationer i verden ønsker demokrati, menneskerettigheder, personlig frihed og lykke.

Der gøres store anstrengelser for at påvise, at netop alle disse for mennesket afgørende begreber fuldt og helt er ved at blevet realiseret for det kinesiske folk for på længere sigt at kunne realiseres i hele verden. Det er et nyt, afgørende politisk træk fra Kina. USA skal ikke have monopol på diskursmagten. Den tilhører også Kina.

Problemet for Kina er, at succesen ikke er lige om hjørnet. Trods USA's tilsyneladende vanskeligheder med at overbevise verden om, at man er indbegrebet af frihed, menneskerettigheder og demokrati, er USA's monopollignende position svær at kæmpe imod. Kinas forsøg på at vinde menneskehedens hearts and minds er op ad bakke.

Kina har imidlertid valgt flere nye veje: To helt nye initiativer er introduceret: Ved FN's generalforsamling i 2021 fremlagde Xi Jinping et forslag om et globalt udviklingsinitiativ, GDI, som skulle få verdens udviklingslande til at stå sammen om fælles udviklingsstrategi. I foråret 2022 kom Xi Jinping med endnu et forslag til det globale sikkerhedsinitiativ GSI, som også havde udviklingslandene som de potentielle deltagere. Bemærkelsesværdige initiativer, som i første omgang fik støtte primært fra Kinas traditionelle partnerlande. Bemærkelsesværdige, fordi de markerede endnu et forsøg på at modgå og bryde den amerikanske overlegenhed på blød magt i bred forstand. Kina forsøger nu på at få gevinster i rivaliseringen ved brug af at satse på internationale i stedet for nationale mål.

Hvad sker der på samme tid med amerikanske initiativer? USA fastholder i den grad monopolet på internationale mål. Kina må se med dyb bekymring på, at USA med Ukrainekrigen som udgangspunkt gør alt for at fremtræde som verdensmagten, som tager styrepinden.

USA har erklæret, at dets strategi er, at Rusland skal svækkes, så det ikke igen vil gå militært aggressivt til værks i sit nærområde. Den overordnede strategi er imidlertid at forsøge at svække Kina. At understrege, at Indopacific-regionen er vital for USA. Den er for nylig blevet erklæret ”home” for Amerika. Her sætter USA ind med diplomati, demokrati, afskrækkelse og alliancebygning og alliancestyrkelse. USA vil sikre, at Kina ikke fristes til at angribe Taiwan.

Går vi videre, må det også bekymre Kina, at præsident Bidens næste mål er Mellemøsten for at sætte en stopper for Irans aspirationer og for dermed også at sende et advarende signal til Nordkorea.

Mens Kina forsøger sig med diskursmagt for at påvirke verden, er USA på vej til med sin overlegne sikkerhedspolitiske og militære magt at sætte en stopper for forestillingen om et USA tynget af en fortsat nedgang. USA er stadig verdensleder. USA har klare internationale mål, som kan realiseres. Det gælder ikke for Kina.

Emner