Vaccinefrihed koster mere, end Macron og mange andre er villige til at betale

“Jeg vil ikke pisse det franske folk af”, sagde præsident Emmanuel Macron til avisen Le Parisien 4. januar 2022, “men hvad angår de ikke-vaccinerede – dem vil jeg gerne pisse af. Og vi vil fortsætte med at pisse dem af, til det er overstået. Det er strategien”.

Præsidentens betragtninger udløste en kæmpe onlinedebat om den bedste oversættelse af det franske “emmerder”, som Macron benyttede. For det er ikke hver dag, at en præsident på den måde tager gadens sprog i sin mund.

Macron havde tydeligt behov for at sige, at han kunne klare sig på de brosten, som var indtaget af demonstranter mod hans nye coronalovgivning, der netop i begyndelsen af januar var på vej gennem det franske parlament under store protester. Med loven kræves der bevis for vaccination, hvis man vil deltage i det offentlige liv i Frankrig – der er ingen tur på cafe, i biografen eller mulighed for at køre med tog uden en vaccine.

Macron er ikke den eneste som er rigtig, rigtig træt af de uvaccinerede. Australien nægtede således tennisspilleren Novak Djokovic visum, fordi han var højlydt uvaccineret. I USA har præsident Biden måtte kæmpe ved domstolene for at få lov til at kræve af offentlige ansatte, at de skal lade sig vaccinere. Herhjemme mener statsminister Mette Frederiksen (S) ikke, at der er “nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter – for, at man ikke går hen og bliver vaccineret”.

Frihed kommer altid med en pris, og friheden til ikke at lade sig vaccinere koster mere, end Macron og mange andre er villige til at betale.

Macron går længere – ikke kun med sit farverige sprog, men også ved at skelne mellem det franske folk og de uvaccinerede. En rigtig franskmand er vaccineret; de uvaccinerede kan pisse af. I Frankrig er borgerskab siden revolutionen i 1789 blevet forbundet med en række værdier.

Derfor har franskmændene traditionelt været meget imødekommende overfor at optage udlændinge i deres rækker – så længe de kunne grammatikken og levede op til de republikanske værdier. Gjorde man til gengæld ingen af delene, var der ikke plads i bussen – heller ikke hvis man er født i Frankrig.

Macron har netop brugt det argument overfor ikke-integrerede muslimske indvandrere, og har i samme åndedrag skældt ud på franske forskere, som han mente undergravede republikkens værdier ved at vise sig for forstående overfor islamiske synspunkter.

Anti-vaxere er de nye ikke-integrerede indvandrere i Macrons sprogbrug. At der i praksis kan være et overlap mellem de to grupper, gør ikke præsidentens udsagn mindre interessant. Det afspejler en af de politiske konsekvenser af coronakrisen, som begynder at tegne sig nu, hvor vi trods alt har bevæget os ind i sidste kapitel af pandemien.

Sundhedspolitik har nu været den dominerende politiske dagsorden i to år, og det sætter sine spor. Mette Frederiksen lovede således i sin nytårstale en reform af sundhedsvæsnet, når krisen var overstået.

Efter at vi alle har taget vores temperatur og spekuleret på, om vores hoste var et symptom på corona, og oplevet, hvordan sundhedsvæsnet har været på kanten af kollaps, så taler den dagsorden til mange vælgere. Det er en mere teknokratisk udgave af den grundlæggende udfordring, som vi har haft de sidste to år: vi har været bange. Bange for at blive syge, bange for at vores familie ville blive syge, bange for at miste vores arbejde.

Når man er bange, samler man sig for at finde tryghed i sammenhold og samfundssind. Dem, der ikke ønsker at være en del af det fællesskab, skaber efter den logik utryghed og udfordrer sammenholdet.

Frihed kommer altid med en pris, og friheden til ikke at lade sig vaccinere koster mere, end Macron og mange andre er villige til at betale.

Coronakrisen åbner således nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvor grænserne for den personlige frihed går, og hvordan man vægter fællesskabets interesser op mod det enkelte menneskes holdninger.

Den diskussion er også relevant, når vi i de kommende år skal diskutere klimatiltag eller nogle af de andre centrale politiske spørgsmål. Men viljen til at sætte hårdt mod hårdt er blevet en anden under pandemien – det gælder både for statsmagten og det store flertal, som støtter den, og et mindretal, som kræver retten til at bestemme selv.