Var de stramme restriktioner det hele værd?

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 6. februar 2022.

Danmark har sammenlignet med andre lande klaret sig ganske godt igennem pandemien - men man har politisk underspillet omkostningerne. Det bør man lære af, hvis noget lignende skulle ske igen.

Var de to års restriktioner, der nu er udløbet i Danmark, men som endnu i forskellig grad er i gang i de fleste lande, virkelig det hele værd?

Pandemiens omkostninger har været enorme og historisk større end måske noget andet siden Anden Verdenskrig, globalt såvel som i Danmark. Både de direkte omkostninger i form af offentlige udgifter, men også de indirekte i form af den velfærd, der er gået tabt: Virksomheder, der har tabt penge eller har måttet lukke, og borgere, der har set deres frihed og muligheder i hverdagen begrænset radikalt.

Måske svaret er nej. Et nyt studie, der også har været omtalt i denne fine avis, er lavet af forskere ved Johns Hopkins og Lunds Universiteter samt danske CEPOS og har set nærmere på den forskning, der allerede findes om, hvordan lande har klaret sig igennem pandemien. Med dem i hånden har man lavet et såkaldt»metastudie«, der så at sige på tværs af lande aggregerer studier af covid-19-politikkernes konsekvenser de seneste to år.

Forskellige politikker har haft forskellige effekter, men en af konklusionerne er, at de store nedlukninger reelt kun har reddet ekstremt få liv - men med enorme samfundsmæssige omkostninger. Samlet set har nedlukningerne i Europa og USA formodentlig kun reduceret dødeligheden med under en procent.

Der er naturligvis mere til håndteringen af covid-19 end blot nedlukningerne, og megen forskning i feltet er endnu ikke lavet, men noget lærdom presser sig alligevel på.

For det første at det perspektiv, som statsminister Mette Frederiksen reelt anlagde fra begyndelsen, at én død er én for mange, og som hun med rette selv har kaldt et»ekstremt forsigtighedsprincip«, ikke er meningsfuldt. For politikker kommer altid med en pris, og hvis man bogstaveligt skulle minimere risikoen for hvert eneste dødsfald, ja, så ville det jo betyde, at alt skulle sættes ind på dét. Alt. Ikke kun med covid-19, men også med andre sygdomme, ulykker osv. Det vil næppe nogen ædruelig person forfægte, når det først kommer til stykket.

Derfor er det relevant i stedet at spørge - som læger, ingeniører, økonomer og de fleste andre gør i hverdagen - hvornår overstiger de negative konsekvenser ved at gøre noget de positive konsekvenser ved at gøre det? Og hvordan ser dét regnestykke ud i forhold til alternativerne?

Problemet er så blot, at der på mange punkter har været langt fra, hvad den danske regering har sagt, og hvad man har gjort. Som min estimerede fagfælle, professor Jørgen Grønnegaard Christensen, har argumenteret for nylig, så har regeringen gjort meget ud af, at den har fulgt den faglige rådgivning, man har fået - men i praksis har man trukket på flere rådgivere og så»cherrypicked«den rådgivning, man helst har villet lytte til.

Tillige har man etableret en Epidemikommission, der næsten udelukkende har bestået af regeringens egne embedsmænd - altså dem, der skal arbejde for regeringen med at udføre dens politikker og derfor ikke i nogen meningsfuld forstand er uafhængige.

Endelig har man vedvarende lagt røgslør ud for at dække over præcis hvilke råd, man har fået af hvem, og hvad disse er baseret i.

Arketypen på, hvor langt dette er gået, er naturligvis Minkskandalen, hvor regeringen først bad om en vurdering, der eksplicit ikke skulle forholde sig til alternativer, og dernæst forhastet opfandt en helt ny løsning, som ovenikøbet manglede lovhjemmel - og endte med at koste statskassen et tocifret milliardbeløb og tusinder af arbejdspladser. Altimens man har mørkelagt store dele af forløbet.

Noget af det, der overses ved at betragte, hvor relativt godt Danmark har klaret krisen, er, at Danmarks forudsætninger ikke har været gennemsnitlige. Selv uden de politikker, vi har haft - inklusive nogle af de mere drastiske nedlukninger - ville Danmark formodentlig have klaret sig bedre end de fleste lande.

Hvorfor? Fordi antallet af døde er resultatet af meget andet end regeringens politikker. Ser man på et tværsnit af, hvorledes verdens lande gik igennem pandemiens første år, tegner der sig et ret klart billede af, at de lande, der havde flest døde, var dem med relativt set flest gamle og flest overvægtige.

Samtidig var det i høj grad de lande med størst social tillid, hvor der døde relativt færrest - af den simple grund at stor social tillid går naturligt hånd i hånd med, at borgerne følger anbefalinger om, hvad de skal og ikke bør gøre.

Tilsammen kan de tre faktorer forklare en væsentlig del af variationen i, hvordan det gik lande i krisens første år, og på alle tre - ikke mindst tilliden - ligger Danmark bedre end de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med.

Så måske danskerne skal klappe politikerne lidt mindre på skuldrene og os selv lidt mere.