Venstre og Konservative står svagere end i årtier. Hvorfor?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 5. november 2022.

FOLKETINGSVALGET den 1. november endte skidt for Venstre og De Konservative. Venstre fik godt 13 procent af stemmerne. De Konservative opnåede 5,5 procent tilslutning blandt vælgerne. Sammenlagt fik de to partier således et stykke under en femtedel af vælgerne.

For Venstre er resultatet det værste siden 1988, mens det for De Konservative ”kun” var det ringeste siden 2015. I 2015 fik Venstre imidlertid alene knap 20 procent af stemmerne. V-K aksen er således sammenlagt på hælene på en måde, som vi ikke har set i årtier.

V-K har ellers historisk set været den bærende akse i det borgerlige Danmark. De to partier har været omdrejningspunktet, når centrum-højre har regeret. De har udklækket statsministre og andre vigtige ministre på stribe. Det kan ikke udelukkes, at den nuværende parlamentariske situation giver dem adgang til at blive del af en midterregering med Mette Frederiksen som statsminister, men det sker fra en historisk set svag position. Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor V-K aksen nu er kollapset på Christiansborg som motoren i det borgerlige Danmark. Som næsten altid i forbindelse med politiske forhold er der ikke kun én forklaring på fænomenet.

DET ER ÅBENLYST, at det forhold, at Venstres tidligere formand (Lars Løkke Rasmussen) og næstformand (Inger Støjberg) begge har dannet alternative partier til Venstre, spiller en rolle for det dårlige valgresultat for Venstre. Tidligere indeholdt Venstre en fløj, som befandt sig tæt på Det Radikale Venstre (udbryderpartiet fra 1905) og en anden fløj, som var tæt på Dansk Folkeparti. De to fløje har nu etableret sig som selvstændige partier i form af henholdsvis partiet Moderaterne og partiet Danmarksdemokraterne.

Begge disse udbryderpartier fra Venstre har klaret sig ganske godt ved folketingsvalget med 9,3 procent af vælgerne til Moderaterne og 8,1 procent af vælgerne til Danmarksdemokraterne. Man har således talt om, at et samlet parti med det historiske navn ”Det forenede Venstre” ved folketingsvalget fik over 30 procent af stemmerne. I slutningen af 1800-tallet havde partiet Det forenede Venstre for øvrigt i perioder absolut flertal i Folketinget.

Den store tilslutning til ”Det forenede Venstre” er også en del af forklaringen på De Konservatives dårlige valgresultat. Mange af de vælgere, som tidligere på året tilkendegav, at de ville stemme på De Konservative har i mellemtiden skiftet holdning og endte med at stemme på Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Skal det lykkes at reparere V-K aksen og bringe den tilbage til fordums styrke, er der nok ikke anden vej tilbage end det, som med en slidt frase kaldes det lange seje træk.

Personkonflikterne bag Venstres tredeling er imidlertid kun en del af forklaringen på V-K aksens kollaps. En mere grundlæggende årsag er, at nutidens V-K tilsyneladende ikke har evnet at formulere et liberalt-konservativt projekt med særlig megen tiltrækningskraft blandt vælgerne.

V-K aksens glansperiode i de seneste årtier var perioderne med den konservative Poul Schlüter som statsminister i 1982-1993 og med venstremanden Anders Fogh Rasmussen som statsminister 2001-2009. I begge tilfælde stod det tydeligt hos vælgerne, hvad det borgerlige projekt med de to partier gik ud på.

Samtidig var et andet fællestræk ved perioderne med de to succesfulde borgerlige statsministre, at Socialdemokratiet stod svækket forud for, at de borgerlige regeringer vandt regeringsmagten. Under Anker Jørgensen før Poul Schlüter var den økonomiske politik Socialdemokratiets akilleshæl. Under Poul Nyrup Rasmussen før Anders Fogh Rasmussen var det svage punkt udlændingepolitikken.

V-K har forud for folketingsvalget søgt at finde et tilsvarende angrebspunkt, som de i sin tid havde succes med. De har imidlertid tilsyneladende ikke kunnet finde noget, som var lige så politisk problematisk hos Mette Frederiksens regeringsførelse. I mangel herpå har de søgt at gøre minksagen til angrebspunktet hos Mette Frederiksen-regeringen.

V-K HAR DOG IKKE HAFT det store held med at gøre minksagen til Mette Frederiksen-regeringens Akilleshæl. Sagen er nemlig, at minksagen i høj grad drejer sig om personen Mette Frederiksen og hendes nærmeste rådgivere og i langt mindre grad om regeringens politik. Uanset kritikkens mulige berettigelse har vælgerne ikke belønnet V-K kritikken af minksagen med stemmer. Sandsynligvis fordi kritikken fra V og K i nogen grad har skygget for fremlæggelsen af de to partiers egne politikker og projekter.

Skal det lykkes at reparere V-K aksen og bringe den tilbage til fordums styrke, er der nok ikke anden vej tilbage end det, som med en slidt frase kaldes det lange seje træk. Lidt á la det, som Socialdemokratiet præsterede i løbet af perioden i opposition mellem 2015 og 2019. Det drejer sig om at få reformuleret partiernes grundlag. Der indgår også idéudvikling. Og dette indebærer ideelt set også, at de førende politikere i V og K formulerer sig skriftligt herom i bogform. Akkurat som mange af de ledende socialdemokrater gjorde forud for, at de vandt regeringsmagten sidst.

Emner