Verden har brug for et grønt Nato

Artikel af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Mandag Morgen den 19. april 2022.

Krigen i Ukraine har styrket det sikkerhedspolitiske sammenhold blandt de vestlige lande. Det sammenhold bør nu udstrækkes til klimapolitikken i erkendelse af, at klimaforandringerne ikke bare truer miljøet, men også kan føre til nye konflikter og krige.
Kampen mod klimaforandringerne kræver et hidtil uset globalt samarbejde, der nødvendigvis må tage udgangspunkt i Paris-aftalen. Desværre har de seneste års udvikling vist, at Paris-aftalens mål ikke tages særligt alvorligt af store udledernationer som Brasilien, Rusland, Indien og Kina – de såkaldte Brik-lande. Ingen Brik-lande har indtil videre påtaget sig seriøse, bindende klimamål. I verdens suverænt største udledernation, Kina, stiler man angiveligt mod klimaneutralitet i 2060, men forventer fortsat stigende udledninger frem mod 2030. Man burde kunne forlange mere af et land, der ikke lægger skjul på sin ambition om at blive en global stormagt.

Udviklingslandene og vækstøkonomierne påpeger med rette de rige vestlige landes historiske hovedansvar for ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren, og Vesten bør derfor gå forrest i klimakampen, men kampen kan ikke vindes, medmindre nationer som Brik-landene også bidrager væsentligt. Erfaringerne tyder på, at der skal stærkere incitamenter til at sikre, at disse lande og en række andre store udledere for alvor melder sig ind i klimakampen. Det kræver med andre ord, at klimakampen bliver koblet direkte til økonomien.

Nordatlantisk grænsemekanisme

De vestlige lande bør derfor tage initiativ til dannelse af en global klimaklub, som er åben for alle lande, der yder et rimeligt bidrag til Paris-processen, og som pålægger en klimatold på import af varer fra lande, der ikke tager Paris-aftalen alvorligt.

Som et første skridt mod en effektiv klimaklub, der for alvor rykker den globale klimapolitik, må der opnås enighed mellem EU og USA om principperne for klubben – principperne for et ”Grønt Nato”, om man vil.

I både EU og USA arbejdes der på at udforme en CO2-grænsetilpasningsmekanisme – som i USA kaldes en BCA-mekanisme (Border Carbon Adjustment), mens den i EU hedder Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) – som skal lægge en klimatold på import af særligt CO2-intensive varer fra lande, der ikke pålægger deres virksomheder en tilstrækkelig pris på udledning af CO2. Det vil være stærkt problematisk for det internationale klimasamarbejde, hvis der arbejdes med forskellige CBAM/BCA-mekanismer på hver sin side af Atlanten.

I EU har Kommissionen foreslået en mekanisme, der bygger på eksplicitte CO2-priser, det vil sige CO2-afgifter eller CO2-kvotepriser. Ifølge forslaget skal import af CO2-intensive produkter som jern, stål, aluminium, cement, gødning og el pålægges en CO2-told, der sikrer, at det skønnede CO2-indhold i de importerede produkter pålægges en samlet CO2-pris, svarende til prisen på CO2-kvoter i EU's kvotesystem.

I USA arbejder Biden-administrationen derimod med udformning af deres BCA, der sigter mod at sikre samme effektive CO2-pris for importerede og indenlandsk producerede CO2-intensive produkter. Den bagvedliggende betragtning er, at prisen for at bruge fossile brændsler ikke blot påvirkes af eksplicitte CO2-afgifter og kvotepriser, men også af eventuelle subsidier til brændselsforbruget (som fortsat er udbredt i mange lande) samt almindelige energi- og miljøafgifter, der ikke nødvendigvis er direkte udmålt i forhold til CO2-indholdet i det beskattede brændsel.

Biden-administrationens forslag om en BCA, der bygger på effektive frem for eksplicitte CO2-priser, forekommer sagligt velbegrundet. Det kan illustreres med et eksempel fra Portugal. I 2019 blev den portugisiske CO2-afgift hævet fra 8 dollars til 14 dollars per ton, men samtidigt sænkede regeringen de gældende energiafgifter med det resultat, at den samlede forbrugerpris på for eksempel benzin faktisk faldt. Hvis man alene fokuserer på den eksplicitte CO2-pris, vil man i en sådan situation fejlagtigt konkludere, at klimapolitikken er blevet strammet, selvom realiteten er, at det samlet set er blevet billigere at bruge fossile brændsler.

En anden fordel ved at fokusere på den effektive CO2-pris i en grænsemekanisme er, at man giver et incitament til at afskaffe subsidier til brug af fossile brændsler, fordi et land derved kan sænke den klimatold, som dets varer bliver pålagt ved eksport til EU. Dertil kommer, at nogle af de lande, der eksporterer til EU, af tekniske eller politiske grunde kan have svært ved at indføre et CO2-kvotesystem eller ved at omlægge deres energiafgifter til en eksplicit CO2-afgift. For sådanne lande kan den næstbedste måde at skærpe klimapolitikken på være at hæve deres energiafgifter på fossile brændsler, men det vil de ikke blive belønnet for under en BCA, der alene fokuserer på eksplicitte CO2-priser.

EU bør derfor acceptere, at en fælles klimaklub med USA og andre lande bygger på den amerikanske BCA-mekanisme baseret på effektive CO2-priser. Både OECD og IMF beregner allerede i dag effektive CO2-priser for et stort antal lande, så en troværdig og objektivt funderet beregningsmetode kan bygge på disse organisationers praksis.

 For at få USA og andre lande med i klubben kan EU være nødt til at acceptere at undlade at opkræve klimatold fra andre klubmedlemmer, selvom EU-landene via kvotesystemet har en højere effektiv CO2-pris end minimumsprisen.

Find en fælles CO2-pris

I en klimaklub med en BCA bør alle deltagende lande ideelt set arbejde med samme CO2-pris. Det vil givet være en stor udfordring for USA og EU at enes om en fælles pris, da EU indtil videre har et højere ambitionsniveau i klimapolitikken end USA. Under alle omstændigheder bør et land have en effektiv CO2-pris over et vist minimumsniveau for at kvalificere sig til medlemskab af klimaklubben, og denne CO2-pris bør være stigende over tid for at afspejle Paris-aftalens målsætning om et gradvist stigende ambitionsniveau i klimapolitikken. Incitamentet for et land til at deltage i klimaklubben er så, at dets virksomheder slipper for at betale klimatolden ved at hæve sin effektive CO2-pris til det krævede minimumsniveau. Dermed kommer virksomhederne til at betale afgift til deres egen statskasse frem for til statskasserne i klimaklubbens medlemslande.

For at få USA og andre lande med i klubben kan EU være nødt til at acceptere at undlade at opkræve klimatold fra andre klubmedlemmer, selvom EU-landene via kvotesystemet har en højere effektiv CO2-pris end minimumsprisen. Som kompensation herfor kan man vælge at bevare systemet med en vis gratistildeling af kvoter i EU. Det har den fordel, at gratiskvoterne ikke kun beskytter mod importkonkurrence, men også beskytter konkurrenceevnen hos virksomheder, der eksporterer ud af EU. På den måde kan EU fortsat gå foran i klimapolitikken.

Klimaklubbens medlemmer bør arbejde for maksimal transparens i klubbens BCA-mekanisme og for at få anerkendt klubbens principper inden for rammerne af FN’s klimasamarbejde. Men her og nu må Vesten tage ansvar for at skabe momentum i klimapolitikken.