Vi er vidne til Europas genkomst

Kronik af professor emeritus Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 3. marts 2022.

I MANGE ÅRHUNDREDER var Europa verdens centrum. Herfra udbredtes teknologi, innovation, økonomi, geografisk ekspansion, idéer.

Den industrielle revolution, imperialismen, ideologier som liberalisme, konservativisme, socialisme, kommunisme, fascisme og nazisme havde alle Europa som udgangspunkt.

Europa var på én gang en konstant krigsskueplads og et samarbejdende hele. Anden Verdenskrig ændrede alt. Efter krigen blev Europa brutalt delt i to dele: Øst og Vest. To ikke-europæiske supermagter fik hver sin indflydelsessfære.

Europa forsvandt og blev først ”helt og frit” i årene efter 1989. Ruslands daværende præsident Gorbatjov og Frankrig forsøgte hver for sig at knytte Rusland til Europa. Gorbatjov med idéen om det europæiske hus og Frankrig med en europæisk alliance. En tid lang var der mange forsøg på at inddrage Rusland i et helt og frit Europa. Det mislykkedes.

DEN 24. FEBRUAR 2022 har Rusland meldt sig helt ud af Europa ved at angribe Ukraine. Dette angreb har betydet at tre dage efter, den 27. februar, oprandt dagen, som markerer Europas genkomst.

Europa har fået en leder: Tyskland. For Tyskland var nederlaget i 1945 ”Stunde null”, et ødelagt og opsplittet land. Først 77 år efter er Tyskland blevet en normal magt. Tilmed en stormagt.

Med forbundskansler Scholz' Ukraine-tale i Forbundsdagen har Tyskland placeret sig i den rolle, som landets overlegne økonomiske, finansielle, handelsmæssige og geostrategiske regionale og globale position tilsiger: Europas ubestridte leder.

En rolle, som Tyskland hidtil har undveget. Tyskland er tilmed avanceret til global stormagt. Tyskland som den fjerdestørste økonomi i verden efter USA, Kina og Japan bliver nu også en stærk militærmagt.

Tyskland har endegyldigt og totalt ændret politik: Det, som har karakteriseret Tyskland efter nederlaget i 1945, ramt af folkemords- og krigsforbrydelsessyndromet, har været en bevidst afvisning af en stormagtsrolle, en afvisning af at fremme nationale interesser, en afvisning af en udenrigspolitik, som gik videre end varetagelse af handelsmæssige interesser, en afvisning af nationalisme, en total afvisning af og en bodsgang i forbindelse med Nazitysklands menneskelige uhyrligheder. Med ét er alt ændret. En politik, der klart blev markeret af kansler Merkel med erklæringen ”Wir schaffen das” i forbindelse med flygtningekrisen i 2015, er ikke mere aktuel.

Tyskland vil nu ikke mere nøjes med at bruge EU som den institution, man kan udfolde sig i ud fra devisen, jo mere EU, jo mere Tyskland.

Med talen den 27. februar er alt forandret. Tyskland er blevet en strategisk magt. De politiske partier står sammen. Det blev forbundskansler Scholz'

finest hour. Aldrig er der blevet klappet så meget i Forbundsdagen. Der var stående ovationer. Tysklands paradigmeskift blev modtaget med begejstring.

For første gang formulerer Tyskland en udenrigspolitik, som strategisk, politisk og diplomatisk tager teten - både i forhold til Frankrig og USA. Tyskland tolererer ikke krig i Europa.

TYSKLAND STILLER OP over for Putin - ikke over for det russiske folk - men over for et despotisk regime, med fordømmelse og med afsky over for aggression, et regime, som bærer selvødelæggelsen i sig. Tyskland er gået fra selvstigmatisering til normalisering. Det økonomistyrede Tyskland er parat til at prioritere sikkerhedspolitikken. Tyskland fremtræder nu som en virkelig stormagt, der ved, at diplomati er vigtigt, men at villigheden til at bruge magt er til stede, og at denne magt er solidt forankret i strategisk afskrækkelse.

Tyskland er parat til at yde omfattende og effektiv militærhjælp til et Ukraine angrebet af et Rusland, som Tyskland har haft et helt særligt historisk betinget forhold til.

TALENS EKSPLOSIVE HØJDEPUNKT var erklæringen om Tysklands massive oprustning, fra 1,4 procent af bnp til de magiske 2 procent eller mere. Tilmed med en startbevilling på 100 milliarder euro. Dette - sammen med den nye aktivistiske sikkerhedspolitik, det, man kunne kalde ”militariseringen” af udenrigspolitikken og markeringen af en accept af at være lederen af Europa - gør Scholz' tale til en manifestation af Europas genkomst.

Tingene skal sætte sig. Ændringerne manifesteres og implementeres. Men vi står over for en ny æra: Europas genkomst med Tyskland som stormagt.

Hvad betyder det for verden? Det peger på afslutningen af en periode, hvor USA har varetaget europæisk sikkerhed. USA har fra 1945 været en europæisk magt. Det fortsatte også efter den kolde krig. Det var USA som måtte stoppe krigene på Balkan.

Og op til i dag er situationen den, at USA efter Pentagons opgivelser fortsat har 80.000 amerikanske tropper i Europa. Det er en massiv markering af USA's strategiske interesser. Det er omkostningsfuldt. Nu er Europa klar til at overtage mange af disse omkostninger.

Derfor er Tysklands ”tidehverv” også Europas genkomst som en politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk enhed, der sammen med USA kan fremtræde som fælles kraft for en regelbaseret orden, som bygger på frie og åbne samfund baseret på demokrati, diplomati, menneskerettigheder og frihedsrettigheder. Afgørende er det, at denne samlede magtbase fundamentalt set er bygget på afskrækkelse i form strategiske kapaciteter.

Paradigmeskiftet er således et skift fra et Europa, som ikke kan forsvare sig selv, til et Europa, som med en markant større forsvarsevne og dermed større strategisk autonomi træder frem som stormagt på den globale scene. Et Europa, som ikke kan generobre verden, men præge og tiltrække. Men forudsætningen er fortsat, at Europa indgår i en fælles pagt med USA baseret på et mere enigt Nato og et mere integreret EU. En sådan pagt vil have langt større politisk, økonomisk og strategisk gennemslagskraft end tidligere udgaver.

TYSKLANDS OG DERMED EUROPAS nye rolle er et virkeligt nybrud. Men bagved står den store globale dagsorden. Hvem skriver den? Putin, af alle, har forsøgt, men med et resultat, som ikke alene har vendt verden imod ham, men også skabt en ny og stærkere atlantisk alliance. Det er USA, som fører pennen. Dagsordenen er verdensordenen.

Midt under Ukraine-krisen kom der nyt fra USA. En 20-siders strategi fra Det Hvide Hus: ”Indo-Pacific Strategy of the United States, February 2022”. Her har USA åbnet for sluserne.

Her får vi at vide, at Indo-Pacific-regionen, som omfatter hele Asien og Stillehavet, er verdens vigtigste. Her bor halvdelen af verdens befolkning, her er to tredjedele af verdens økonomi samlet, her finder to tredjedele af den globale vækst sted.

Regionen får stadig større indflydelse. Den er vital for USA's sikkerhed og velstand. Det markante er, at strategien vender sig ensidigt mod Kina. Det hedder direkte, at Kina ”bruger tvang og aggression til at blive verdens mest indflydelsesrige magt og til at oprette en indflydelsessfære i hele Indo-Pacificregionen”. Det er klart sprog.

USA'S UDFORDRING kommer fra Kina. Strategien drejer sig om verdensordenen. Den er ikke truet af Putin. Den massive trussel kommer fra Kina. Kina truer USA's globale rolle som enesupermagt og som verdensleder. Det skal forhindres.

Derfor er USA's øjne primært rettet mod Kina, ikke Rusland, ikke Europa. Derfor er USA tilfreds med Europas genkomst. For det langsigtede mål er Kina. Her er det USA's strategi at få det nu stærkere Europa til at øge engagementet i den antikinesiske front, som USA med alle midler er ved at etablere. Sammen med asiatiske lande skal Europa støtte USA til at standse Kinas magtmæssige ekspansion. J

"Tyskland fremtræder nu som en virkelig stormagt, der ved, at diplomati er vigtigt, men at villigheden til at bruge magt er til stede, og at denne magt er solidt forankret i strategisk afskrækkelse."