Vi forsker for meget

Kommentar af professor MSO Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. april 2022. 

Aftalen om udflytning af studiepladser vil have den primære konsekvens, at en række universiteter vil skære på optaget, fordi det fagligt ikke er muligt at forsvare en udflytning.

Måske var det hele tiden den politisk hensigt, at lidt færre skulle forbi universitetet i fremtiden. Det bliver i hvert fald konsekvensen.

Noget, der til gengæld ikke er blevet mindre af eller bliver mindre i fremtiden, er forskning. Forskeres primære output er videnskabelige artikler, og dem producerer vi flere og flere af. Det skyldes ikke mindst, at en række incitamenter i universitetsverdenen er lagt an på mængden af publikationer.

Det har en masse negative konsekvenser, der kun forstærker tilskyndelsen til at publicere endnu mere. For eksempel bliver det sværere faktisk at læse en forskers samlede værker, når de skal vurderes til en stilling, hvorfor man kigger på antallet af artikler og andre ting, der kan tælles. Forskere er også en form for rationelle mennesker, og det naturlige svar er derfor at publicere endnu mere, hvilket gør det endnu sværere at bedømme deres samlede bidrag.

Efter publikationer kommer spørgsmålet om, hvorvidt andre forskere citerer ens arbejde. Et studie fra Italien undersøger, hvordan nye regler, der præciserede, hvor mange gange ens forskning skal citeres, før man kunne forfremmes, resulterede i, at italienske forskere begyndte at citere sig selv langt oftere.

Måske skulle politikerne derfor hellere skifte fokus fra at forhindre universiteterne i at sprøjte kandidaterne ud til, hvordan man sikrer, at vi sprøjter mindre forskning ud.

»Follow the science!«

Selvom Ukrainekrigen hurtigt har fået os på andre tanker, har vi netop været igennem en toårig pandemi, hvor forskningens skønhed og det modsatte har været til skue for hele verden.

Ja, forskningen har givet os fantastiske vacciner, men også en uskøn »scientisme«, der er en anglicisme for, når naturvidenskaben bliver lidt for overoptimistisk om egne evner til at håndtere verden. Det har vi set, når diverse forskere har forsøgt at banke befolkning og beslutningstagere i hovedet uden hensyntagen til de underliggende politiske og moralske spørgsmål.

»Lyt nu bare til videnskaben!« , blev der råbt, men siden pandemiens udbrud, er der produceret knap 500.000 videnskabelige artikler om corona. Hvem er det mere præcist, vi så skal lytte til?

Dagbøger læses mere end forskning

Det er ikke kun borgerne, der står lidt magtesløse over for bjerget af videnskab. Forskerne selv er også i vildrede. Det første resultat er, at ganske meget forskning aldrig bliver læst af andre end forfatteren selv, de fagfæller, der bedømmer artiklen, og måske redaktøren. I nogle videnskabelige felter er der således en betydelig andel af forskning, der aldrig bliver citeret. Hvis man vil holde på en hemmelighed, virker det således som en god idé at offentliggøre den i et videnskabeligt tidsskrift.

Samtidig har kolleger fra Sociologi på Københavns Universitet vist, at over tid er der en tendens til, at citationer af forskning samler sig på stadigt færre forskere. Vi er derfor i en situation, hvor de én procent med fleste citationer får 24 procent af alle citationer.

At forskerne heller ikke kan kende skidt fra kanel ses også ved, at forskningen, der ikke kan reproduceres, ikke får færre citationer. Et centralt forskningskriterium er, at man får samme resultat, hvis man bruger samme metode. I en velfungerende forskningsverden ville forskerne derfor stoppe med at citere ideer, der ikke kan reproduceres. Men det gør vi altså ikke. Til gengæld tyder noget på, at forskere belønner humoristiske overskrifter i videnskabelige artikler ved at citere dem oftere. Man skal lede længe for at finde humor som et relevant kriterie for forskningskvalitet.

Den eneste vej ud af suppedasen vil være en debat om, hvad god forskning er. Det seneste års politiske debat om politisk bias i forskning har faktisk på sin egen måde bragt forskningskvalitet på dagsordenen. Selvom jeg tidligere har beskrevet, hvordan jeg ikke er enige med alle greb, der er foretaget i den debat, er det kun fint, at offentligheden interesserer sig for, om nogle forskningsmiljøer er for indspiste og politisk ensidige.

Men går vi i op i helikopteren, er det store problem nok ikke, at forskningen er politisk vind og skæv, men at det er blevet sværere for samfundet at finde den gode forskning i den voksende stak af mindre god forskning.

 

Asmus Leth Olsen er professor MSO i eksperimentel offentlig forvaltning på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet