100 milliarder gode grunde til at tale velfærd

Kronik af professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen (Økonomisk Institut), Peter Mogensen, Ulrik Beck, Michael Svarer, Jørgen Søndergaard og Karsten Dybvad i Jyllands-Posten den 14. september 2023. 

Det er vist gået op for de fleste, selv regeringen, at alle aktuelle økonomiske kriser i dag er afblæst - i hvert fald indtil videre. Men inden man i kåd begejstring sætter beløb på de kommende års skattelettelser, bør man forholde sig til en krise for velfærdsstaten, som kan ramme os nu og i de næste årtier.

Velfærdsstaten er baseret på en samfundskontrakt, hvor middelog overklassen accepterer et højt skattetryk. Til gengæld leverer det offentlige et tilstrækkeligt godt velfærdstilbud og sikrer lav ulighed og høj social stabilitet. Fra 1950'erne og frem blev velfærdsstaten løbende udbygget, og en stor del af befolkningen var glad for flere og bedre offentlige tilbud.

I dag er virkeligheden en anden: Den offentlige sektors tilbud opleves af mange som utilfredsstillende. Det skyldes ikke, at velfærdsstaten ikke leverer, hvad den plejede. Eller at de offentligt ansatte ikke knokler. I stedet skyldes det, at vi danskere privat er blevet rigere, og derfor er forventningerne til, hvad velfærdsstaten skal levere, også steget. Ventetider i sundhedssektoren, utilfredsstillende normeringer i daginstitutioner og for skrabede ordninger i ældreplejen gør, at de danskere, som kan, reagerer. Stadig flere køber private sundhedsforsikringer, sender børnene i private institutioner og skoler og betaler selv for en bedre ældrepleje.

Når middelklassen sætter spørgsmålstegn ved centrale ydelser, er velfærdsmodellen under omkalfatring. De velstillede og velforsikrede kører videre og udnytter bl.a. private forsikringstilbud til at springe ventelisterne over. Konsekvensen er, at der er ved at opstå velfærdsmæssige A-, B- og C-hold, som består af hhv. dem, som selv kan betale, og dem, som ikke kan.

Der er to grunde til at frygte, at denne bekymrende udvikling fortsætter. For detførste har man ikke tilført lige så mange ekstra midler til den offentlige sektor siden 2010, som man gjorde i årtierne inden, hvor velfærdsstaten blev udbygget, i takt med at landet blev rigere. Dette har utvivlsomt været med til at øge gabet mellem borgernes forventninger og den offentlige velfærd. For hvert år den tendens fortsætter, bliver efterslæbet større og større.

Den anden tendens skyldes, at velfærdsstater har et grundlæggende, indbygget problem, som bliver mere og mere synligt, i takt med at det private velstandsniveau bliver højere. Problemet er, at hvis de offentlige tilbud skal følge med forventningerne til serviceniveauet, i takt med at danskerne bliver stadigt rigere, skal en større og større andel af samfundets ressourcer tilføres den offentlige sektor. Forventninger er noget vanskeligt noget, for de kan kun indfries med flere penge. Engang lå man på 12-sengs stuer på hospitalerne. I dag er det et brud på vores intimsfære, hvis man ligger to. Det koster. Engang var man tilfreds med en grov omgang stråling, når man fik kræft. I dag ønsker vi en specialbehandling udviklet til den enkelte og i international særklasse. Det koster.

Kernen i udfordringen kaldes blandt økonomer for Baumols omkostningssyge opkaldt efter den amerikanske økonom William Baumol. Omkostningssygen opstår, fordi det offentlige tager sig af en række serviceopgaver, hvor produktiviteten typisk kun stiger langsomt år for år. Det gælder f.eks. hjemmehjælp: Det er stort set umuligt for en hjemmehjælper at yde pleje eller støvsuge et hjem hurtigere og hurtigere år efter år.

Men selvom der er lav vækst i produktiviteten, skal de offentlige lønninger stige lige så meget, som lønnen stiger i det private, hvor produktivitetsvæksten er højere. Ellers bliver det umuligt at tiltrække arbejdskraft til det offentlige.

Det er ikke nødvendigvis, fordi det private kan presse produktivitet ud af opgaver, hvor det offentlige ikke kan, men snarere, fordi det private har en mindre andel af servicerelateret arbejde og derfor kan innovere mere. Konsekvensen er, at det hvert år bliver dyrere og dyrere at finansiere den offentlige sektor på et serviceniveau, der svarer til fremgangen i borgernes private forbrug. 

Tiden, hvor politikerne kan lave en sniger over næste valgdato, synes at fortone sig i takt med servicesprækkernes størrelser.

Men hvad, hvis vi ville forhindre denne udvikling? Og sikre opbakningen til velfærden, fordi den offentlige service følger med? Hvad ville det egentlig koste? Vi har i Kraka udarbejdet et skøn over, hvad man skal pumpe ind i sektoren, hvis den offentlige sektor skal opfattes tidssvarende. Svaret er ret voldsomt: over 100 mia. kr. i dagens lønninger og priser bare for året 2050. Det svarer til, at det offentlige forbrug skal udgøre 3 pct. mere af bnp, end hvis man ikke håndterer Baumol-problemet.

Tallet på 100 mia. kr. er naturligvis ikke mejslet i sten. Det er notorisk svært at måle produktivitetsvæksten i det offentlige, fordi de ydelser, det offentlige producerer, ikke bliver handlet til en markedspris. Hvis produktivitetsvæksten er højere i det offentlige, end vi har lagt til grund, vil udfordringen blive mindre. Men selv med et meget optimistisk bud på den offentlige produktivitetsvækst er vores skøn, at det ekstra krævede beløb i 2050 er 40 mia. kr., svarende til 1,2 pct. af bnp. Så det ændrer ikke på, at sagen er til at tage at føle på. Hvor skal de mange penge komme fra?

Alle svar på dette kritiske spørgsmål er forbundet med svære politiske valg. Man kan hæve skatterne med de negative konsekvenser for det samlede velstandsniveau, som kan følge med den manøvre. En anden mulighed er at lette den offentlige sektor for fremtidige udgifter ved at prioritere i tilbuddene og flytte ikke-kerneydelser over i privat regi. Skabe et system, hvor de velstillede kan købe eller forsikre sig til bedre forhold, mens de mindre velstillede sikres en fornuftig grundpakke. Men det er ikke nogen nem politisk opgave at lave sådan en prioritering. Endelig kan man stikke hovedet i busken og undlade at gøre noget. Men konsekvensen kan meget vel være, at de offentlige tilbud bliver smurt tyndere og tyndere ud over en voksende række af ydelser, som befolkningen forventer. I så fald vil det private marked med garanti udfylde tomrummet med alskens tilbud til det velstillede A-hold, mens andre mærker konsekvenserne i form af f.eks. voksende ventelister, nedslidte folkeskoler og huller i hjemmehjælpen.

Nogle vil indvende, at de offentlige finanser er kernesunde. Finansministeriet har lige opjusteret råderummet med 16 mia. kr. På lang sigt er de offentlige finanser overholdbare, hvilket betyder, at der er råd til at udbygge de offentlige ydelser, i takt med at vi som samfund bliver rigere. Er der ikke masser af penge til at håndtere både borgernes forventninger, skattelettelser og andre behov, der måtte opstå hen ad vejen? Ikke nødvendigvis. Presset fra stigende forventninger - de 100 mia. kr. - kommer ud over det, der er afsat i Finansministeriets fremskrivning. Fremskrivningen indregner, at der afsættes flere penge til det offentlige i takt med velstandsudviklingen, men det er ikke nok til at imødegå presset fra de stigende forventninger.

Velfærdsstaten kan sagtens køre videre uden politisk handling, men den vil i stigende grad ikke leve op til borgernes forventninger. Tiden, hvor politikerne kan lave en sniger over næste valgdato, synes at fortone sig i takt med servicesprækkernes størrelser. Hvis ikke politikerne giver kaktussen en krammer og tager fat om udfordringen, vil det private marked træde til. Det kan være fint nok, men næppe, hvis det bliver på det vilde vestenmanér. Politikerne vil ønske at regulere det private markeds udvikling, så samfundets svageste får en fortsat god behandling, og de velstillede føler, at de fortsat har lyst til at betale deres skat.

Emner