Behovet for fundamentale politiske forandringer er overdrevet

Kronik af lektor Jeppe Druedahl (Økonomisk Institut) i Altinget den 8. januar 2023 

Vi er i en overgangstid, hvor globaliseringens sammentrækning, klimaforandringerne og krig intensiverer den politiske prioriteringskamp og nødvendiggør fundamentale politiske forandringer. Det er Ove Kaj Pedersens tese, som han udfolder i et juleinterview på Altinget. Først kom velfærdsstaten i 1950'erne, dernæst konkurrencestaten i 1980'erne, og nu fødes noget tredje, som det, ifølge Ove Kaj Pedersen, stadig er for tidligt at navngive.

Jeg mener dog, at det er svært at finde stærke argumenter for den spådom. Der er simpelthen ikke proportionalitet mellem størrelsen af de drivende faktorer, der peges på, og størrelsen af de effekter, de spås at ville have. Hverken nu og her eller på sigt.

Vi er et rigt og stabilt samfund. Alligevel frames politiske diskussioner ofte i et kriseperspektiv, som Esben Schjørring også har påpeget. Det er problematisk. Vi har råd til at lave store satsninger for at forbedre vores samfund, selvom vi ikke er sikre på, at de virker. Vi kan både hæve og sænke skatterne betragteligt og gøre den offentlige sektor langt større eller mindre, hvis der er politisk flertal herfor. 

Vi kan afbøde effekten af udefrakommende storme, uden at vi behøver at ændre grundlæggende kurs. Når inflationen skylder ind over os fra udlandet med stigende energipriser er det uden tvivl kritisk for mange udsatte danskere. 

Kriseframingen lukker ned for principielle ideologiske diskussioner

Men for samfundet som helhed er det et langt mindre tilbageslag, og der er rig mulighed for yde hjælp til de nødstedte. Det var coronakrisen en påmindelse om. Trods midlertidige tab kommer dansk økonomi styrket ud på den anden side.

Kriseframingen lukker ned for principielle ideologiske diskussioner og entreprenante langsigtede løsninger på vilde problemer. Det er fattigt, at skillelinjen i samfundsdebatten er for eller imod reformer. Det burde handle om, hvilke reformer med hvilke mål og afvejninger af trade-offs. 

Vi er et rigt samfund
Lad os begynde med globaliseringen. Målt som verdenshandlen i procent af verdens BNP er den rigtig nok stagneret på et niveau lige over niveauet før finanskrisen i 2007-2008. Det betyder dog stadig, at de danske eksportmarkeder vokser hurtigere end den danske økonomi, fordi vi som et af de rigeste lande i verden har en lavere vækstrate end de lande, der får gavn af catch-up effekter. 

Den globale konkurrence ændrer dog langsomt karakter, som Pedersen påpeger. Mulighederne for at outsource til lande med billig arbejdskraft indskrænkes år for år. Vi skal nu til at konkurrere med lande med en sammenlignelig teknologisk position, fremfører Pedersen.

Men det gør vi allerede i vid udstrækning. Dansk eksports succes er netop baseret på den kombination af højt uddannet arbejdskraft og både offentlig og privat forskning og udvikling, som Pedersen, mener vi vil se mere af. Det er svært at se, hvor bruddet er, der tvinger os til fundamentale politiske forandringer.

Det er mere oplagt at se et brud i forhold til klimaforandringerne. Alt tyder dog på, at vi kan finde de teknologiske løsninger, som kan sætte os fri af brugen af fossile brændstoffer, uden at vores forbrugsmønstre og liv skal ændres grundlæggende. Dansk BNP er årligt på godt 2.500 milliarder kroner og forventes at stige med omkring 200 milliarder kroner frem mod 2030.

Vismændene vurderer, at indfrielsen af 70-procent-målsætningen ikke behøver koste mere end 4 milliarder kroner i årligt tabt BNP. Staten kan have behov for visse udgifter til at støtte forskning og udvikling og til at hjælpe brancher og områder, hvor omstillingen er særlig omkostningsfuld. Men med et statsbudget på 700 milliarder kroner er det ikke noget, som behøver føre til store nedskæringer andetsteds eller langt højere skatter. 

Det er svært at se bruddet, der tvinger os til fundamentale politiske forandringer

Det nyopståede behov for større forsvarsudgifter i omegnen af 20 milliarder i 2030 intensiverer i højere grad prioriteringskampen. Men det er stadig peanuts i den store sammenhæng. De danske offentlige finanser er overholdbare og yderligere gældsfinansiering af midlertidigt højere udgifter er også en mulighed.

Hvis de danske forsvarsudgifter skal op på 3, 4 eller 5 procent af BNP begynder det at stramme til. Men det må også betragtes som et usandsynligt halescenarie. 

Det finanspolitiske råderum frem mod 2030 vurderes rigtig nok at være så godt som væk, selvom det stærke arbejdsmarked og fraværet af indenlandsk skabt inflation tyder på, at det er et underkantsskøn. Det tømte råderum skyldes dog først og fremmest, at der allerede planlægges en betragtelig vækst i det offentligt forbrug.

Derfor er det ikke til at komme uden om, at nye tiltag kræver ny finansiering. Men et opbrugt råderum for fastholdt skattesystem og overførselsregler med offentlig forbrugs vækst ud over det demografiske træk er ikke noget alarmerende krisetegn.

I en verden hvor blandt andet sundhed og uddannelse er mere og mere afgørende goder, og offentlig finansiering fortsat ønskes, er det desuden bemærkelsesværdigt, at gradvist højere gennemsnitsskatter afvises fuldstændig udover til venstre for Socialdemokratiet.

Argumentet for at skaffe finansiering gennem reformer som øger arbejdsudbuddet var langt stærkere, da det hovedsagligt handlede om at undgå, at vi skulle være længere og længere på pension.

For fastholdte præferencer for omfordeling, pensionsrettigheder og offentlig finansiering af serviceydelser vil det være oplagt delvist at finansiere højere forsvarsudgifter ved højere skatter, selvom det koster på den samlede økonomiske aktivitet.

Dansk økonomis balanceproblemer er blevet løst
Det er interessant at sammenholde Pedersens interview med den forelæsning Lars Haagen Pedersen, afdelingschef i finansministeriet, holdt i anledningen af hans 40 års jubilæum tidligere i december. 

Den eneste traditionelle økonomiske målestok, som ikke har vist tegn på forbedringer er uligheden

Lars Haagen Pedersens centrale budskab var her, som tidligere, at alle dansk økonomis balanceproblemer er blevet løst. Der er nu høj troværdighed om kronen, og der haft været styr på inflationen i årtier. Der er overskud på betalingsbalancen, og langt de fleste sparer betydeligt op til deres alderdom.

De offentlige finanser er overholdbare, og de offentlige budgetter overskrides ikke mere regelmæssigt. Arbejdsløsheden er lav, og incitamenterne til at arbejde er forbedret for både unge og gamle. Vi er i den absolutte verdenstop i produktivitet og har fortsat et højt niveau af lighed. 

Det brud vi så i 1980'erne var funderet i dybe reelle økonomiske problemer. De kunne være blevet løst på flere end én måde. Men løses skulle de. Det er svært at se, hvilke nuværende økonomiske problemer, som skaber grobund for et nyt brud af noget nær samme størrelse.

Mulighedsrummet er betragteligt
Den eneste traditionelle økonomiske målestok, som ikke har vist tegn på forbedringer er uligheden. Den er tværtimod steget, og noget tyder også på, at den sociale mobilitet tilmed er blevet mindre.

Det miljø du vokser op i kan stadig være en afgørende barrierer for, at du kan leve det liv, du ønsker. Det er et langsigtet strukturelt problem, som er svært at ”kriseficere”.

Et muligt brud er det, den franske økonom Thomas Piketty advokerer for. Mere progressiv indkomstbeskatning og langt højere formuebeskatning skal finansiere både en samfundsarv til alle 25-årige samt bedre offentlig børnepasning og uddannelse. Et mere fleksibelt og familievenligt arbejdsmarked kunne derudover være en del af løsningen på stigende stress og unges mistrivsel. 

Men det egentlige brud er måske, at vi kan tillade os at fokusere på mulige løsninger af problemer, vi selv vælger, i stedet for at slukke ildebrande fra problemer, der nødvendigvis skal findes en løsning på.

Der er uomgængelige økonomiske trade-offs, og det er nemmere at bringe et land i økonomisk uføre, end få det på rette kurs. Men den evindelige snak om nødvendigheden af visse politiske forandringer giver mange en følelse afmagt, som der må gøres op med. Mulighedsrummet er betragteligt.

Emner