Brede midterregeringer er noget, mange ønsker sig - og færre kan lide

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 6. februar 2023.

Når en ny regering kommer til, modtages den som regel med en vis rygvind på den politiske cykelsti. Tydeligst kender man det fra amerikanske præsidentvalg, hvor selv dem, der vinder mest snævert, ender med at gå frem mellem valgdagen og selve indsættelsen.

Sådan har det ikke været med Danmarks nye SVM-regering. På valgdagen fik de tre partier tilsammen kun lige nøjagtigt 50,1 procent af stemmerne og kun 89 mandater og dermed alene et parlamentarisk flertal takket være nordatlantiske mandater.

Siden er det kun gået ned ad bakke. Allerede ved regeringsdannelsen var flertallet i meningsmålingerne forduftet og blevet til lidt under 47 procent, og nu ligger partierne til kun cirka 43 procent, svarende til godt 75 mandater.

Alle tre regeringspartier går tilbage: Moderaterne med et par mandater, og Socialdemokratiet og Venstre med godt en håndfuld hver. Statsministerpartiet ligger dårligere end i næsten et årti, og Venstre på det laveste niveau i nogen meningsmåling nogensinde.

Regeringens svaghed anes også i en måling af ministrenes popularitet. Vælgerne er blevet bedt om at give ministrene karakterer på en skala fra 1 (mindst populær) til 5 (mest populær), hvor 3 er en mellemkarakter. Ingen ligger over 3,55 i gennemsnit, og statsminister Mette Frederiksen (S) bemærkelsesværdigt på kun en 5.-plads og med 3,16 kun marginalt over mellemkarakteren. Dér ligger til gengæld den i Danmark verdensberømte fhv. stats- og nu udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) med kun 3,02. Begge ligger de dog bedre end regeringens tredje hjul, forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der med kun 2,72 har en klar sidsteplads blandt alle ministre. Gennemsnittet for regeringens tre ledende profiler er altså under 3.

Dem, der ofte taler mest for en »regering hen over midten«, er i sagens natur typisk dem, der tror, at de selv ligger i midten.

I betragtning af hvor mange, som normalt plæderer for en »regering hen over midten« fremfor en ren »blå« eller ren »rød«, skulle man måske have ventet, at vælgerne havde taget mere positivt imod regeringen. Et stort antal partier har jo gennem årtier sagt, at man skulle have en sådan, og Radikale Venstre har nærmest gjort det til en mærkesag - lige indtil man så ikke selv ville være en del af en sådan.

Og deri ligger paradoksets svar måske: Dem, der ofte taler mest for en »regering hen over midten«, er i sagens natur typisk dem, der tror, at de selv ligger i midten, og derfor vil være selvskrevne til en regeringsdeltagelse. Altså ren egeninteresse. Men måske De Radikale slet ikke ligger i midten mere? Uundværlige var de under alle omstændigheder ikke.

Meningsmålinger har også ofte vist, at en stor del af vælgerne i hvert fald rent abstrakt foretrækker en »midterregering«. Ikke så mærkeligt eftersom de fleste vælgere både per definition og i selvopfattelse er relativt tæt på midten. Den første meningsmåling efter regeringsdannelsen sagde da også, at 56 procent af vælgerne syntes, at det var »overvejende godt« eller »meget godt« med en bred regering, mens kun 27 procent syntes, at det var »overvejende dårligt« eller »meget dårligt«.

Men allerede her så man så også konturerne til, hvorfor regeringen måske ikke er specielt populær: Kun 47 procent syntes godt om regeringsprogrammet - altså færre end der havde stemt på regeringspartierne. Og det var endnu inden hele den tværpolitiske ballade om store bededag.

Sagen er jo nemlig, at »midten« ikke er nogen specifik politisk position, men kan dække over ganske meget, som mange i midten ikke vil synes om. Desuden er der også ofte mange ganske forskellige, mulige midterkonstellationer. Så når alt det uforpligtende og abstrakte pludselig bliver alvor, så forsvinder sympatien let.

Den særligt dårlige nyhed for regeringen og dens partier er, at historikken tegner til, at det meget let kan blive meget værre.

SVM-regeringen er undfanget i synd og løftebrud, og partilederne kan passende se tilbage til, hvorledes det aldrig lykkedes Helle Thorning-Schmidts regeringer at komme sig over de anklager, der fulgte dem fra begyndelsen.

Ser man tillige på, hvordan danske regeringer klarer sig ved valg, så er det et faktum, at de oftest taber tilslutning over en valgperiode. Siden årtusindskiftet har det været særligt udpræget: Ved hvert eneste af de syv valg siden 1998 har en regerings samlede parlamentariske grundlag tabt stemmer og gennemsnitligt mere end fire procentpoint.

Overlevelsesstatistikken er heller ikke imponerende for »brede midterregeringer«: Trekantsregeringen (1957-60), VKR-regeringen (1968-1971) og Nyrups »rødkløverregering« (1993-1994) tabte alle ved førstgivne lejlighed flertallet, og SV-regeringen (1978-1979) opløste sig selv.

Regeringen kan måske blive siddende helt til et valg om næsten fire år, og meget kan ske på så lang tid. Men med en så dårlig start og med sløje økonomiske konjunkturer forude - i hvert fald for indeværende år - kunne det næsten ikke have været en værre begyndelse.

Emner