Christianias tid som socialt eksperiment er ovre. Nu er det kun et politisk problem

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 27. september 2023.

CHRISTIANIA BEFINDER SIG midt i København på et meget attraktivt stykke jord. Der bor knap 1000 personer på området, og de er først og fremmest kommet ind som beboere ved at kende nogen i området i forvejen.

Området på Christianshavn er imidlertid også den helt centrale markedsplads for køb og salg af hash i København. Den foregår i den såkaldte Pusher Street, som ligger lige ved Christianias hovedindgang. Omsætningen af hash skønnes at beløbe sig til over en milliard kroner på årsbasis. Dagligt foregår der adskillige tusinde handler i boderne i Pusher Street.

Da køb og salg af hash i princippet ikke er lovligt, samtidig med at det er yderst profitabelt, betyder det, at det ikke er almindelige forretningsfolk, som sælger. Hashsalget har i lang tid været domineret af personer og grupper fra rocker- og bandemiljøet. Til tider har kampen om markedet været så hård, at de har grebet til våben.

Senest skete der et drab i forbindelse med hashsalget i Pusher Street i august. Også tidligere har der været drab. Christiania er i stigende grad blevet et politisk problem. Væk er megen af den velvilje, som i årtier herskede langt ind på den politiske midte angående det ”sociale eksperiment” i Christiania. 

Christiania er i dag blevet et problem for ikke mindst Socialdemokratiet. Partiet vil gerne stå for ret, pligt og orden, som partiets vælgerbase sikkert også forventer. De venstreliberale synspunkters tid i Socialdemokratiet er ovre.

OPRINDELIGT KOM CHRISTIANIA til verden i kølvandet på ungdomsoprøret i 1960'erne. Den konkrete anledning var, at Forsvaret havde forladt Bådsmandsstrædes Kaserne i 1971. Som det var traditionen i tiden, blev forladte bygninger i byerne ofte indtaget af såkaldte slumstormere. Den 26. september 1971 meddelte nogle af de nye beboere, at de havde etableret en såkaldte fristad med navnet Christiania. Beboerne kaldte sig derfor christianitter.

Ifølge nogle af beboernes meget velartikulerede repræsentanter skulle den nye fristad være fri for at følge det borgerlige samfunds regler og love. I hvert fald dem, som man ikke brød sig om. Forsvaret ejede imidlertid stadig området, og ministeriet bebudede, at christianitterne skulle sættes ud snarest muligt. Efter et retssagsforløb blev lovligheden af udsættelsen af beboerne stadfæstet af Højesteret den 2. februar 1978. Retsstaten fungerede imidlertid ikke helt lige for alle.

I mellemtiden var der nemlig sket det, at Christiania havde fundet højtprofilerede støtter i det danske samfund. Det påvirkede efter alt at dømme politikernes villighed til at gennemføre rømningen, som man egentlig burde ifølge landets regler og love.

På en støtte-LP for Christiania fra 1976 bidrog personer som Sebastian, Anisette, Poul Dissing, Kim Larsen og C.V. Jørgensen. Det var også på den LP, at det, som blev Christianias ”nationalsang”, befinder sig. Det er sangen med omkvædet om, at ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv”. Sangen er i dag med i Højskolesangbogen.

Konsekvensen blev, at det dominerende politiske narrativ skiftede fra ”rømning” til ”normalisering”. Christiania skulle gøres til en så normal del af København som muligt. Christianitterne skulle betale for elektricitet og vand. Der skulle etableres lokalplaner for området. Og så videre. Samtidig fik Christiania ekstra kredit på den politiske sympatikonto, da man jog alle personer ud, som solgte hård narkotika - dengang især heroin.

Derimod gik christianitterne ind for fri hash, hvilket også betød, at det blev solgt og købt på området. Hash var imidlertid forbudt i resten af samfundet, hvilket ofte placerede politiet som en lus mellem to negle, når de ville håndhæve landets love angående hashhandel på Christianias område. Det indebar talrige konfrontationer mellem politiet på den ene side og christianitter og hashsælgere på den anden.

Stadigvæk var der dog sympati med Christianias ”sociale eksperiment” på venstrefløjen og den politiske midte. Så sent som i 2013 overdrog landets dengang afgående justitsminister, Morten Bødskov (S), en Christiania-hættetrøje med Christianias tre gule cirkler og ordene ”Bevar Christiania” til den nye justitsminister, Karen Hækkerup (S).

DET VAR GIVETVIS IKKE sket i dag. Når justitsminister Peter Hummelgaard (S) engang går af som justitsminister, vil han ikke engang overveje at gentage Bødskovs overdragelsesgave. Selvom den i sin tid blev givet med ironi og smil på læben.

Christiania er i dag blevet et problem for ikke mindst Socialdemokratiet. Partiet vil gerne stå for ret, pligt og orden, som partiets vælgerbase sikkert også forventer. De venstreliberale synspunkters tid i Socialdemokratiet er ovre. Det gælder ikke kun med hensyn til udlændingepolitikken, men også i relation til Christiania. Alene det, at personer blot kan besætte et attraktivt og dyrt område midt i storbyen, som tilhører den danske befolkning i almindelighed, strider sandsynligvis alvorligt mod den nuværende linje i Socialdemokratiet.

Det dominerende politiske dilemma angående Christiania går ikke som tidligere mellem lov og orden på den ene side og ”socialt eksperiment” på den anden. Dilemmaet går nu alene mellem lov og orden på Christiania eller lov og orden i resten af København, hvor hashhandlen risikerer at flytte hen, hvis den lukkes ned på Christiania. 

Emner