Danmarks våbenindkøb kan påvirke atombalancen i Østersøen

Kommentar af forsker Cornelia Baciu, seniorforsker Kristian Søby Kristensen og analytiker Alexander Høgsberg Tetzlaff (Center for Militære Studier) i Berlingske den 13. juni 2023. 

Når Danmark de kommende år skal investere 143 milliarder i Forsvaret, vil valget af våbenindkøb ikke kun påvirke det danske forsvar - det kan også skubbe til den strategiske balance i Østersøen. Putins trusler om at bruge atomvåben har bragt disse våben tilbage i verdenspolitikken, så atomvåben nu spiller en større rolle for europæisk sikkerhed, end de har gjort siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Flere iagttagere taler ligefrem om, at vi står på tærsklen til en ny atomalder. Den nye atomalder indebærer afgørende forandringer i den nukleart baserede magtbalance.

En af disse forandringer er, at den teknologiske udvikling af nye ikke-atomare våbensystemer får ny betydning for den nukleare magtbalance. Cyberangreb eller konventionelle hypersoniske missiler er eksempler på nye teknologier, der kan uskadeliggøre de systemer, som afsender atomvåben, og dermed svække den ene parts mulighed for nuklear gengældelse. Avancerede missil- og luftforsvarssystemer kan yderligere reducere effekten af et atomart gengældelsesangreb.

Samlet betyder det, at ikke-nukleare våbensystemer nu i højere grad kan påvirke den gensidige ødelæggelse, som er grundlaget for nuklear afskrækkelse. Som altid, når politik omhandler atomvåben, kan selv små forandringer få vidtrækkende konsekvenser, der er værd at være opmærksom på. Derfor er en diskussion af den strategiske balance særlig relevant i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

Med den nye rammeaftale for Forsvaret er der for første gang i mange år afsat betydelige ekstra ressourcer til genopbygning og udvikling af det danske forsvar. Det politiske slagsmål om, hvilke materielinvesteringer og nye indkøb, det danske forsvar skal investere i, er allerede i gang, og mange forslag lige fra ubåde, værnepligtige, kampvogne eller missil- og luftforsvarssystemer er på dagsordenen i forhandlingerne.

Med de mange ekstra milliarder bliver mere »eksotiske« ønsker til indkøb af nyt grej, som tidligere var dømt ude, nu pludselig mulige. Med den rette prioritering er der for eksempel råd til langtrækkende krydsermissiler, som gør Danmark i stand til at ramme Kaliningrad, hvor Rusland efter sigende opbevarer atombevæbnede missiler. Eller råd til SM-6-missiler, som både kan bruges til forsvar ved at nedskyde russiske missiler og til angreb. Disse systemer bidrager til at nedsætte Ruslands evne til (lokal) nuklear afskrækkelse af NATO i Europa.

Derfor vil indkøb af sådanne kapaciteter uden tvivl blive bemærket i Rusland. Og de vil blive opfattet anderledes offensivt, end hvis Danmark vælger at udvide eller anskaffe andre militære kapaciteter, som for eksempel en ekstra pansereskadron eller flere danske værnepligtige, som ikke har betydning for den nukleare balance i Europa. Det bør danske beslutningstagere være bevidste om.

Teknologiudviklingen af (og prisfaldet på) ikke-nukleare, men strategisk betydningsfulde våbensystemer betyder, at danske forsvarsindkøb i hidtil uset omfang kan medvirke til at påvirke den strategiske balance i Østersøen. Effekten er lokal, forstået på den måde, at Rusland naturligvis har mange andre muligheder for at afsende atommissiler. Ikke desto mindre er det en væsentlig pointe, at Rusland vil blive nødt til at forholde sig til danske militære kapabiliteter.

Hvilke avancerede våbensystemer Danmark bør anskaffe, er en politisk beslutning. Men netop fordi atomvåben er tilbage i europæisk sikkerhedspolitik, og fordi danske beslutninger kan have ny betydning for den nukleare magtbalance, er det afgørende åbent at diskutere de nye potentielt strategiske konsekvenser af danske våbenindkøb. Gerne inden beslutningerne tages i det kommende forsvarsforlig.

Emner