Dansk Israel-politik er tilbage ved rødderne
Danske regeringer stod engang last og brast med Israel. Så kom et intermezzo med på den ene side og på den anden side-holdninger. Nu er man nået frem til, hvor man stod engang.
Indlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 19. oktober 2023.
STATEN ISRAEL BLEV OPRETTET 1948 på baggrund af en FN-beslutning med fuld dansk støtte. Der havde i centrale politiske kredse i Danmark i flere år været en positiv holdning til idéen om et jødisk hjemland. Socialdemokraten Hans Hedtoft var en vigtig figur heri. Allerede i 1937 var han som folketingsmand involveret i udformningen af en erklæring om, som statsminister Thorvald Stauning underskrev, at man var positiv over for ”et fredet hjemsted i Palæstina” for jøderne.
Da delingsplanen for Palæstina var vedtaget i FN med dansk tilslutning, opstod der bekymring hos konservative politikere og Berlingske Tidende for, at det kunne have betydning for dansk handel med den arabiske verden, som var imod planen. Men Hans Hedtoft forsvarede den som statsminister i et radioprogram den 20. januar 1948: ”Befolkningen er stærkt blandet, og de to befolkningsgrupper, araberne og jøderne, har ikke kunnet leve sammen. [...] En snarlig løsning var nødvendig.”
Den pro-israelske linje fortsatte, da socialdemokraten H.C. Hansen overtog statsministerposten ved Hedtofts død i 1955. H.C. Hansen erklærede blandt andet den 20. februar 1957, at ”Danmark kan ikke medvirke til sanktioner af militær eller økonomisk art mod Israel.” Anledningen var Suezkrisen, hvor Israel sammen med Frankrig og Storbritannien havde sat sig på zonen omkring Suezkanalen. Årsagen til Israels medvirken var utilfredshed med Egyptens blokade af Tiranstrædet og dermed Israels adgang til Eilat ad søvejen samt konstante palæstinensiske angreb i Israel fra det dengang egyptiske Gaza. Besættelsen af Suezzonen ophørte, da USA viste sig at være imod.
De socialdemokratisk ledede regeringers pro-israelske linje fortsatte. I oktober 1973 kom Yom Kippurkrigen. I den anledning kom statsminister Anker Jørgensen en måned efter krigsudbruddet med en berømt udtalelse om, at ”krigen var forårsaget af de arabiske lande,” og at han ”forsvarede Israel, fordi der var mange ansvarlige i de arabiske lande, der havde udtalt, at de ønsker at skubbe Israel ud i Middelhavet.”
Anker Jørgensen kommenterede også en beslutning i Udenrigspolitisk Nævn den 19. november 1974, da Danmark ikke ville stemme, men kun undlade at stemme for et resolutionsforslag i FN til fordel for den palæstinensiske organisation, PLO, således: ”det er satans også, at vi storpolitisk ikke kan udtrykke os, som vi vil.”
DER KOM EN VIS ÆNDRING i de danske regeringers holdning til Israel efter de såkaldte Oslofredsaftaler i 1993. De indebar, at også palæstinenserne skulle have et hjemland i Palæstina, og at PLO blev accepteret som repræsentant for palæstinenserne. Nu var målet to-statsmodellen for Danmark og andre vestlige lande.
I Socialdemokratiet blev Mogens Lykketoft herefter i stigende grad kritiker af, at Israel ikke gjorde tilstrækkeligt for at få to-statsmodellen gennemført. I Israel var der også sket det, at jødiske bosættelser i stigende grad sprang op i de områder, hvor den palæstinensiske stat var planlagt at skulle ligge. Da Mogens Lykketoft blev udenrigsminister i 2000-2001, var denne kritiske linje også den danske regeringslinje.
Også den konservative Per Stig Møller var som udenrigsminister i VK-regeringen 2001-2010 meget optaget af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Han var kraftigt medvirkende til udarbejdelsen af en europæisk fredsplan kaldet ”Køreplan for fred”. Under det danske EU-formandskab i 2002, hvor Per Stig Møller var ansvarlig for EU's udenrigspolitik, søgte han at sælge planen til parterne i Mellemøsten og til USA.
Den danske regering er
igen blevet pro-israelsk
som på Hans Hedtoft,
H.C. Hansen og Anker
Jørgensens tid.
Ifølge ”Køreplan for fred” skulle der udarbejdes en forfatning for staten Palæstina senest i 2005 og derefter udskrives frie valg. Køreplanen forudsatte, at Israel skulle trække sig tilbage til grænserne fra 1967, det vil sige hele Vestbredden og Gazastriben. Samtidig blev det overladt til parterne selv at nå frem til en løsning på Jerusalems status og de palæstinensiske flygtninges fremtid. Planen blev ikke til noget. Både Israel, de palæstinensiske repræsentanter og USA var tøvende.
SIDEN 2019 HAR METTE FREDERIKSEN været statsminister. Hermed er den danske regering igen blevet pro-israelsk som på Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Anker Jørgensens tid. Som på andre punkter har Mette Frederiksen taget tråden fra den klassiske socialdemokratisme fra dengang, partiet var helt toneangivende, havde solidt tag i arbejderbefolkningen og repræsenterede den uakademiske snusfornuft, som præger fagbevægelsen i Danmark.
Mette Frederiksen udtalte - selvfølgelig set i kontekst af terrorangrebet, hvor Hamas nedslagtede over 1000 mænd, kvinder og børn i det sydlige Israel - at ”vi støtter Israel og landets ret til at forsvare sig selv”. Hun har også talt imod relativerende sammenligninger med, hvad der skete under Hamas' terrorangreb, og hvad der sker i forbindelse med Israels militære svar herpå. Det er den instinktive, klassiske socialdemokratisme, som taler.