De planetære grænser og debatten om vækstmantraet

Kronik af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 20. oktober 2023.

I 1972 UDGAV en international forskergruppe i den såkaldte Rom-klub en opsigtsvækkende bog om grænser for vækst. Bogen forudsagde et globalt økologisk sammenbrud i midten af indeværende århundrede, hvis de daværende udviklingstendenser i brugen af naturressourcer og udledningen af forurenende stoffer fik lov at fortsætte.

Siden da er debatten om de økologiske grænser for økonomisk vækst med jævne mellemrum blusset op. I Danmark har Bjarke Dahl Mogensen og Rune Baastrup pustet nyt liv i debatten med udgivelsen af deres bog 'Efter festen', der fortjener at blive læst af alle samfundsinteresserede borgere, og internationalt vinder den såkaldte modvækstbevægelse frem.

FOR NYLIG blev alvoren i de globale miljøproblemer understreget, da et internationalt forskerhold med den danske professor Katherine Richardson i spidsen påpegede, at verden nu har overskredet seks af ni planetære grænser for menneskelig påvirkning af miljøet, som vi bør holde os indenfor, hvis vi vil undgå høj risiko for at undergrave vitale livsunderstøttende tjenester, som klimaet og økosystemerne forsyner os med.

De planetære grænser vedrører klimaforandringer, tab af biodiversitet, forstyrrelse af de naturlige kvælstofog fosforcykler, overforbrug af vandressourcer, skovrydning, forsuring af havene, udtynding af ozonlaget, kemisk forurening og ophobning af partikler i atmosfæren.

Det er ubestrideligt, at det stigende pres på klimaet og de globale økosystemer er opstået, samtidig med at verden har oplevet en historisk enestående høj økonomisk vækst siden omkring 1950.

DE FLESTE engagerede samfundsborgere erkender, at vi ikke kan fortsætte det hidtidige globale vækstmønster, hvis vi vil bevare en beboelig klode og standse den masseudryddelse af arter, der er i gang, men fortalerne for et økonomisk paradigmeskift deler sig i to lejre.

På den ene side står de, der tror på muligheden af 'grøn vækst', dvs. muligheden af at kombinere miljøforbedringer med fortsat vækst i bruttonationalproduktet (bnp) gennem omlægninger i vores produktions- og forbrugsmønstre, bl.a. ved udvikling af nye grønne teknologier.

På den anden side står modvækstbevægelsen , der mener, at miljøproblemerne ikke kan løses, medmindre vi standser væksten i bnp, da det ikke er muligt at afkoble udledningen af forurenende stoffer og andre miljøbelastninger fra den økonomiske aktivitet så hurtigt, som miljøproblemernes alvor tilsiger.

Debatten mellem de to lejre er vigtig, men den trænger til nuancering og præcisering. Det er nødvendigt at præcisere, hvad problemet egentlig er, for at vi kan finde de rigtige løsninger.

Her kan vi lære meget af en pioner inden for økologisk økonomi, Herman Daly, der indførte en sondring mellem 'vækst' og 'udvikling'. Med vækst mente han kvantitativ materiel vækst, dvs. en situation, hvor væksten i den samlede produktion opnås ved at presse en stadig voksende strøm af materialer fra naturen igennem økonomien i forbindelse med omdannelsen af råvarer til færdigvarer.

MED UDVIKLING mente Daly en situation, hvor der skabes mere behovstilfredsstillelse på basis af et uændret materialeforbrug. En sådan kvalitativ, immateriel vækst kan opnås, hvis vi bliver bedre til at fremstille mere holdbare produkter og til at genbruge og genanvende materialer eller til at udnytte materialer på en måde, der bedre tilfredsstiller menneskelige behov.

Dalys sondring mellem vækst og udvikling er afgørende, for det er den kvantitative materielle vækst, der belaster miljøet.

Det er via udvindingen, transporten og bearbejdningen af materialer og udskillelsen af spildprodukter fra produktionen og forbruget af materielle goder, vi skader miljøet, klimaet og biodiversiteten.

Hvis vi derimod bliver bedre til at tilfredsstille menneskelige behov på basis af et uændret forbrug af materialer fra naturen, dvs. til at skabe udvikling i Dalys forstand, går det ikke ud over miljøet.

Bnp er et mål for værdien af den samlede produktion, der foregår i markedsøkonomien og i den offentlige sektor. En stigning i bnp kan både tage form af materiel vækst, hvor vi presser større mængder materialer gennem økonomien, og i udvikling, hvor vi skaber mere værdi med et givet materialeforbrug.

Da Daly udviklede sine tanker omkring 1970, havde de vestlige økonomier i de foregående årtier oplevet en kraftig stigning i bnp, der i høj grad var baseret på et stigende forbrug af naturressourcer.

Han var derfor tilbøjelig til at antage, at en fortsat stigning i bnp i praksis indebærer en fortsat materiel vækst, og på grund af sin bekymring for miljøet var han derfor en skarp kritiker af målsætningen om økonomisk vækst. Men han udelukkede ikke muligheden af, at stigninger i bnp kan fremkomme gennem udvikling, dvs. uden en stigning i forbruget af materialer og fossile brændsler, og den form for bnp-vækst hilste han velkommen.

Den vigtige pointe i forhold til dagens vækstdebat er, at det er for primitivt at erklære 'krig' mod bruttonationalproduktet og kræve nulvækst i bnp. Det er skidt for miljøet, hvis en stigning i bnp er opnået gennem et øget materialeforbrug, men det kan være godt for den menneskelige velfærd og uskadeligt for miljøet, hvis en fremgang i bnp er opnået via en mere effektiv udnyttelse af et uændret materialeforbrug.

Det store spørgsmål er naturligvis, i hvilket omfang det er muligt at afkoble materialeforbruget fra fremtidige stigninger i bnp?

LAD OS SE PÅ nogle historiske tal. Det globale materialeforbrug består af biomasse, fossile brændsler, metaller og ikkemetalliske mineraler. Fra 1970 til 2019 steg verdens samlede materialeforbrug målt i tons med knap 370 procent.I samme periode steg det globale bnp med knap 450 procent renset for inflation. Dermed steg ressourceproduktiviteten defineret som produktionen målt i forhold til materialeforbruget med knap 22 procent.

Hvis man tager udviklingen i ressourceproduktiviteten for givet, betyder disse tal, at der kun ville have været basis for en stigning i det globale bnp på 22 procent og ikke 450 procent fra 1970 til 2019, hvis man havde fastholdt et uændret materialeforbrug.

Disse tal antyder, at der kun vil være spillerum for en meget begrænset vækst i bnp, hvis man af hensyn til miljøet vil lægge loft over det globale materialeforbrug.

UDFORDRINGEN for de rige lande bliver endnu større, hvis man anerkender, at alvoren af de globale miljøproblemer kræver et fald i det globale materialeforbrug, og at verdens fattige lande har et berettiget krav på at kunne øge deres materielle forbrug for at slippe ud af fattigdommen.

Den ligning kan ikke gå op, medmindre verdens rige lande sænker deres materialeforbrug betragteligt via overgang til en cirkulær økonomi med en langt højere grad af genbrug og genanvendelse af materialer.

Der er utvivlsomt masser af muligheder for en højere grad af recirkulering af materialer, bl.a. via skrappere krav til holdbarheden af nye produkter, men fysiske lovmæssigheder forhindrer desværre en 100 procent cirkulær økonomi, da det i sig selv kræver indsats af energi og jomfruelige råmaterialer at oparbejde rest- og spildprodukter til genanvendelige materialer. Disse betragtninger viser, hvorfor modvækstbevægelsens bekymringer bør tages alvorligt, men der er også grundlag for en mere optimistisk fortælling. Den lave historiske vækst i ressourceproduktiviteten afspejler en slap eller ikkeeksisterende miljøregulering i store dele af verden, som har betydet, at det har været gratis eller alt for billigt at drive rovdrift på naturen.

Mange steder har man ligefrem givet statstilskud til udvinding af fossile brændsler og andre naturressourcer på trods af de klima- og miljøomkostninger, udvindingen medfører; denne absurde praksis fortsætter den dag i dag. På den baggrund kan det ikke undre, at den teknologiske udvikling i høj grad har været rettet mod at spare arbejdskraft og udvikle mere effektive maskiner frem for at spare på naturressourcer og mindske miljøomkostningerne ved udvinding, bearbejdning og forbrug af materialer.

MED EN SKRAPPERE miljøregulering, der afspejler omkostningerne ved belastning af miljø og klima, vil den tekniske udvikling i højere grad blive rettet mod at øge ressourceproduktiviteten frem for arbejdsproduktiviteten. Det ændrer ikke ved, at en lavere vækst i arbejdsproduktiviteten vil medføre en lavere vækst i realindkomsten per indbygger, som vi normalt måler den, men til gengæld vil vi få en velfærdsforbedring via et bedre miljø: Det 'grønne' bnp, dvs. bnp korrigeret for miljøomkostningerne ved den økonomiske aktivitet, vil udvikle sig mere gunstigt end det traditionelle bnp.

Den fremtidige forsknings- og udviklingsindsats bør altså i langt højere grad end hidtil rettes mod at øge ressourceproduktiviteten. En udvikling i den retning kan understøttes ved øget brug af miljøafgifter eller omsættelige kvoter for brug af naturressourcer. I det omfang øget brug af miljøafgifter fordelingsmæssigt vender den tunge ende nedad, kan man bruge provenuet til at kompensere lavindkomstgrupperne.

Hvis det var praktisk muligt at indføre miljøafgifter på alle miljøbelastende aktiviteter, og hvis afgifterne afspejlede de 'sande' miljøomkostninger, ville det i princippet være tilstrækkeligt til at beskytte miljøet og sikre en 'passende' udvikling i ressourceproduktiviteten.

I virkelighedens verden er det langtfra altid administrativt muligt at indføre miljøafgifter overalt, hvor man kunne ønske det, og ofte mangler man tilstrækkelig viden om de 'sande' miljøomkostninger og adfærdsreaktionerne på en afgift til at kunne fastsætte den 'rigtige' afgiftssats. Derfor er man ofte nødt til at anvende andre miljøpolitiske instrumenter såsom loft over tilladte udledninger af forurenende stoffer, krav om brug af bestemte miljøvenlige teknologier osv.

Man kan spørge, hvorfor vi i et land som Danmark skulle gøre en indsats for at nedbringe vores forbrug af materialer ud over den miljøregulering, som vi allerede gennemfører? Et svar er, at mange af de naturressourcer og råstoffer, vi bruger, er importeret fra lande, hvor politiske forhold eller manglende administrativ kapacitet umuliggør en effektiv miljøregulering. Ved at mindske vort forbrug af disse materialer mindsker vi derfor også presset på de globale planetære grænser.

Det er dog altid en god regel i miljøpolitikken såvel som i andre former for politik, at man bør benytte instrumenter, der så vidt muligt er direkte målrettet mod det problem, man vil løse. Ligesom en målsætning om nulvækst i bnp er meget lidt målrettet mod konkrete miljøproblemer, ville en målsætning om nulvækst i det samlede materialeforbrug eller et kvantitativt mål for væksten i den samlede ressourceproduktivitet ikke være særlig målrettet.

LAD MIG sammenfatte budskaberne i det foregående: Debatten om grænser for vækst bliver ufrugtbar, når man ikke præciserer, hvad man mener med 'vækst'. Hvis man med vækst mener kvantitativ materiel vækst baseret på en stigning i materialeforbruget, er der ubestrideligt grænser for vækst: Jordens naturressourcer og økosystemer og dens evne til at absorbere spildprodukter er begrænsede.

Men hvis en stigning i bnp tager form af 'udvikling' i Herman Dalys forstand, dvs. øget værdiskabelse på basis af et uændret materialeforbrug, er der intet i vejen for, at bnp fortsat kan stige, selv om bnp-væksten fremover formentlig vil blive væsentlig lavere end hidtil, hvis økonomiens materielle aftryk på naturen skal holdes inden for de planetære grænser.

I stedet for at diskutere, om 'grøn vækst' er mulig, hvilket i høj grad er en udveksling af trosartikler, bør vi diskutere, hvordan vi mest målrettet kan sætte ind mod miljøproblemerne med særligt fokus på de områder, hvor problemerne er størst. Det handler i høj grad om, hvordan vi får skabt en mere cirkulær økonomi og får omstillet vores energisystem til vedvarende energikilder uden at gøre os alt for afhængige af de materialer og sjældne jordarter m.m., som omstillingen til vind- og solenergi og eldrevne køretøjer vil kræve.

Diskussionen standser dog næppe her, for modvækstbevægelsens krav om nulvækst eller endog negativ bnpvækst i de rige lande er ikke kun båret af en bekymring for miljøet, men også af en mere generel civilisationskritik af overdreven materialisme, undertiden formuleret som kapitalismekritik. Bevægelsen henviser til resultater fra lykkeforskningen, der tyder på, at øget materiel velstand ikke gør folk lykkeligere, når først de basale materielle behov er dækket.

Modvækstbevægelsen kan således også tolkes som en opfordring til at gentænke vore forestillinger om, hvad der skaber et godt liv for os selv og vore medmennesker. Bevægelsen opfordrer til, at fremtidige stigninger i arbejdsproduktiviteten ikke omsættes i højere forbrug af materielle goder, men af sænkninger i arbejdstiden, der giver mere tid til samvær med familie og venner, dyrkning af fritidsinteresser, frivilligt arbejde osv.

Det forslag møder utvivlsomt genklang hos mange, der føler sig stresset af et opskruet tempo på arbejdspladsen, men dets gennemførelse vil kræve en gentænkning af vores velfærdsstatsmodel.

HVIS VI FORTSAT ønsker, at det offentlige skal tage sig af de syge og de gamle 24-7, at politiet og forsvaret skal opretholde deres beredskab, og at lige så mange af vores børn og unge skal have en lige så god uddannelse som i dag målt i uddannelsestimer, vil der være behov for en stigning i antallet af offentligt ansatte, når den gennemsnitlige arbejdstid sættes ned.

Når en større andel af arbejdsstyrken skal arbejde i den offentlige sektor, må skattetrykket nødvendigvis stige.

Alternativt må en del af de omsorgsopgaver, der i dag varetages af det offentlige, overgå til civilsamfundet, i takt med at arbejdstiden sættes ned. Vækstdebatten handler derfor også om, hvordan vi forholder os til disse udfordringer for vores samfundsmodel, hvis vi er nået til et punkt, hvor vi vil opprioritere immaterielle værdier i forhold til materielle værdier.

Emner