De Radikales beslutning kan være den helt rigtige

Kommentar af  professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 19. januar 2023. 

MANGE HAR UNDRET SIG OVER, at De Radikale i sidste ende og efter en lang forhandlingsproces fravalgte at gå med i Mette Frederiksens (S) midterregering. Var det ikke netop De Radikales drøm af en regering? Var det ikke netop, hvad partiet var gået til valg på, at de ville arbejde for at være en del af?

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, har begrundet den manglende radikale indtræden i regeringen med, at de radikale mærkesager angående klimapolitikken og de højere videregående uddannelser ikke blev tilstrækkeligt tilgodeset i regeringsgrundlaget. Der er dog en del, som anser denne begrundelse for at være lige lovlig tynd. De Radikale havde oven i købet allerede fået afsat store politiske aftryk i platformen for regeringen i de kommende år.

En anden forklaring på de radikales manglende deltagelse i regeringen, som cirkulerer, består i, at partiet i første omgang var blevet stillet fire ministerposter i udsigt. Siden var dette tal blevet reduceret til tre - muligvis fordi Moderaterne blev inviteret med og ikke kun skulle spille rollen som støtteparti. De fire ministre skulle efter sigende have været Martin Lidegaard, Christian Friis Bach, Samira Nawa og Zenia Stampe. Med kun tre ministerposter ville Zenia Stampe blive sorteper, hvad hun under ingen omstændigheder ville acceptere. Så hellere ingen radikal deltagelse.

Kun de involverede ved, om forklaringen er sand. Hvorom alting er, kan der også peges på en mere overordnet tolkning af De Radikales ikke-deltagelse. Ifølge denne er De Radikales beslutning overordentlig fornuftig - både for De Radikale selv og for regeringens fortsatte eksistens. Det er langt fra sikkert, at De Radikale har haft denne tolkning i baghovedet, men derfor kan den udmærket vise sig at være den vigtigste på langt sigt.

I STATSKUNDSKABEN OPERERER MAN med, at politiske partier har tre fundamentale mål i det politiske liv. For det første vil de stemmemaksimere. For det andet vil de maksimere deres politiske indflydelse. For det tredje vil de søge at skaffe sig de fordele til deres toppolitikere, som ligger i at besidde en ministerpost. Det sidste gælder i hvert fald for de regeringsbærende partier, som De Radikale tilhører. Samtidig gælder det, at der hertil i Danmark kræves mindst to procent af stemmerne og helst en del flere, hvis man vil gå efter disse mål. Ved folketingsvalget i efteråret gik De Radikale tilbage til kun 3,8 procent af stemmerne. Regnet i mandater gik partiet fra at have 16 mandater og til kun at have 7. 

Hvis Mette Frederiksens midterregering går tilbage ved næste folketingsvalg, som forskningen spår, får den i den grad brug for et styrket Radikale Venstre.

Herudover viser ny forskning, at der tegner sig et helt bestemt mønster med hensyn til partiernes skæbne i de mange midterregeringer, som er sprunget op i de europæiske lande i de seneste cirka 20 år. Politologerne Marci Morini og Matthew Loveless har specifikt undersøgt, hvordan det er gået de politiske partier, som har deltaget i europæiske midterregeringer siden 2004. Tendensen er klar: Disse regeringer får som helhed et ringere valgresultat ved valget efter deres første regeringsperiode. Særligt markant er tendensen til valgnederlag for de små partier i midterregeringerne, mens de store partier ofte klarer dette valg med skindet på næsen.

Nu er der jo intet, der siger, at den generelle tendens for midterregeringernes stemmetal i europæiske lande også kommer til at gælde for Mette Frederiksens nye SVM-regering ved næste valg. Men sæt nu, at det alligevel var tilfældet. I så fald ville De Radikale risikere at rykke endog meget tæt på eller på den anden side af spærregrænsen, hvis de var gået med i regeringen.

MÅSKE VAR DET DERFOR SÅLEDES, at Martin Lidegaard inderst inde - bevidst eller ubevidst - valgte at blive uden for regeringen, fordi han fornemmede resultatet af en sådan regeringsdeltagelse baseret på, hvad der var sket i andre europæiske lande. Måske var det også således, at Martin Lidegaard på den baggrund valgte at føre rendyrket radikal stemmemaksimeringspolitik, men at han blot ikke kunne sige dette offentligt, fordi det ikke ser så pænt ud. Det ville ikke være en adfærd, som er fremmed for statskundskabsforskningen.

Denne måde at agere på kan endvidere vise sig at være ganske nyttig for muligheden for, at Mette Frederiksens regering fortsætter efter næste valg. For hvis Mette Frederiksens midterregering går tilbage ved næste folketingsvalg, som forskningen spår, får den i den grad brug for et styrket Radikale Venstre. Så kan partiet sælge sig langt dyrere end nu. I så fald har Martin Lidegaard investeret i langtidsindflydelse og ministerposter efter næste valg ved at frasige sig regeringsdeltagelsen i denne omgang. Uanset om han er helt bevidst herom eller ej. 

Emner