Den nye moralisme klæder dansk politik

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Information den 31. oktober 2023.

Toppolitikere med Mette Frederiksen i spidsen er begyndt at argumentere moralsk. Det var godt, at det kom.

Dansk politik har fået en ny dimension i de seneste år. Toppolitikere taler ikke længere alene om nye lovforslag og konkrete politiske initiativer. De har i højere grad end tidligere udvidet den politiske retorik til også at omhandle moralske spørgsmål om danskernes flid eller mangel på samme, om autoriteternes nødvendige rolle i undervisningen, om den rette adfærd under pandemier, om lovlydighed og om behandlingen af børn og unge i det offentliges varetægt. Blot for at nævne nogle af de moralske temaer, som er blevet taget op.

Mange kritiserer, når det sker. Det gælder ikke mindst de politiske kommentatorer, der betragter det som en form for udenomssnak i forhold til at diske op med konkrete politiske forslag, som kan løse problemerne. Jeg er uenig i kritikken.

Selvfølgelig består politisk retorik også i at komme med initiativer til nye love og løsningforslag på konkrete problemer. Men den politiske retorik bør tillige dreje sig om moral, fordi samfundet også er en moralsk konstruktion.

Danmark er en retsstat, hvor der gælder love og regler, som uafhængige instanser skal sikre, at alle holder sig indenfor. Men Danmark er meget mere end det. Det er også et land, hvor borgerne efterlever normer, en etik og et moralkodeks, som ikke er en del af Karnovs Lovsamling.

Muligvis er det endda vores normer, etik og moral, som er forklaringen på, at Danmark på flere forskellige parametre klarer sig overraskende godt. På at den danske humlebi med de små vinger og den store krop holder sig flyvende.

Hvis det er tilfældet, er det både glædeligt og prisværdigt, at politikere ikke blot overlader til andre eller tager for givet, hvilke normer, hvilken etik og hvilke moralske standarder som, de mener, bør efterleves af danske borgere. Hvis alternativet er, at den danske humlebi ellers ville falde brat ned på jorden.  

Nogle har også indvendt, at det ingen som helst effekt har, at toppolitikere optræder med moralske spørgsmål på repertoiret. For borgere gør blot, hvad der alene er i deres egen interesse uafhængigt af, hvad andre mener. De bliver f.eks. ikke spor mere flittige, fordi en toppolitiker slår til lyd for borgerdyden flid. Men er indvendingen korrekt?

Indledningsvist kan man i hvert fald slå fast, at statsminister Mette Frederiksens italesættelse af nødvendigheden af at være flittig har kastet en betydelig debat af sig. Det gælder i medierne, men sandsynligvis også på mange arbejdspladser og i hjemmene. Mange er efter alt at dømme ikke enige med Mette Frederiksen, men derfor kan det, at emnet nu er på dagsordenen sagtens have en effekt på sigt i den ønskede retning. At det er en af den slags talehandlinger, som sætter sig.

Mange samfundsforskere er enige om, at borgere reagerer på incitamenter – på hvad der er i deres egen interesse. Sættes skatten på arbejde ned, vil det som regel føre til, at flere arbejder mere. Selvfølgelig lige bortset fra, hvis de lavere beskattede har penge nok og derfor foretrækker at bruge det større rådighedsbeløb til at ’købe’ sig til mere fritid.

Samtidig er de fleste vel også enige om, at borgere samtidig agerer og handler på baggrund af, hvad der er en acceptabel ramme for god adfærd. Borgere i samfund som det danske må samarbejde med andre og er derfor afhængige af, hvad andre mener om den måde, som man handler på.

I så fald vil toppolitikeres italesættelse af, hvad der er god og mindre god adfærd sandsynligvis have en i hvert fald indirekte effekt, fordi den påvirker rammen, inden for hvilken borgerne samarbejder.

Muligheden for at påvirke den moralske ramme gælder måske især, hvis der er tale om at reparere normer, etik og moral, som engang fungerede som en god ramme, men hvor tidens tand og manglende italesættelse har gjort rammen skæv, løs og afskallet. Så kan den politiske retoriks påpegning heraf meget vel være meget mere effektiv end mange lovinitiativer, når rammen gøres god igen.

Meget kunne tyde på, at det netop er, hvad statsminister Mette Frederiksen har set sammen med en række af hendes medministre. Mette Frederiksen er på mange måder en first mover som statsminister i dansk politik. Hun var først til at se mulighederne i de sociale medier. Mange rynkede i første omgang på næsen af måden, hvorpå det skete. I anden omgang kopierede de hende. For det virkede.

Mette Frederiksen var også først med hensyn til meget grundig forberedelse, når et parti skifter kurs. Derfor lå der et flerårigt arbejde bag udlændingeprogrammet ’Retfærdig og realistiske’ fra 2018, hvor cementeringen af Socialdemokratiets nye udlændingepolitik blev grundigt begrundet ideologisk.

Også Mette Frederiksens anvendelse af statsapparatet under Covid 19-pandemien har medført kritik, men bortset fra delen vedrørende minknedslagtningen, er det sandsynligvis den model, som efterfølgende regeringer vil anvende i lignende situationer.

Mette Frederiksen er muligvis også på forkant med fremtiden i sin anvendelse af moralske emner og moralisme i forhold til, hvad der er gode borgerdyder. Henset til den danske velfærdsstats situation er der efter alt at dømme god ræson i, at hun gør det. I Danmark er velfærdsstaten først og fremmest kollektivt finansieret. Den beror ikke som så mange andre steder på, at borgerne selv betaler regningen helt eller delvist, når de anvender sundhedsvæsenet, ældreplejen, de højere uddannelser osv.

Alle samfund er også moralske konstruktioner, men Danmark med den særegne velfærdsstat er det i særlig grad. I Danmark er vi ekstraordinært afhængig af, at alle medvirker mest muligt til finansieringen via skatten uanset de eventuelle incitamenter til ikke at gøre det. Et middel hertil er moralsk italesættelse af problematikken.

Nogle borgerlige politikere har kritiseret, at det er enesbetydende med, at borgerne bliver skaffedyr for staten. Hertil kan siges, at det at være skaffedyr for andre ikke traditionelt var en uborgerlig dyd. Det var en rolle, man påtog sig som en moralsk borgerpligt. Det var andre steder fra, at kritikken af skaffedyrsmoralen traditionelt kom.

Dels dækker skaffedyrs-metaforen dybest set over, at man er villig til at gøre en indsats for andre, fordi der er en moralsk ramme om samfundet, som gør, at mennesker som sociale væsener i den grad gør noget for fællesskabet.

Sidstnævnte er i øvrigt ikke noget, som moralsk italesættende danske toppolitikere med Mette Frederiksen i spidsen har fundet på. Det er Adam Smiths pointe i bogen ’Theory of Moral Sentiments’, som han udgav før den mere ’economic man’-orienterede ’Wealth of Nations’. Men selv i dette sidstnævnte klassiske, liberale hovedværk nævnes det, at ’i civiliserede samfund har man altid brug for at samarbejde og for mange andres hjælp’. Dette citat findes i øvrigt i en kontekst med det meget berømte ’economic man’-eksempel om bagere og slagtere, som altid leverer middagsmåltider på grund af egeninteressen og ikke på grund af deres godhed.

Så måske finder Mette Frederiksen og andre danske toppolitikere med optagethed af moralske spørgsmål blot frem til, hvad der dybest set er grundlaget for samfund i almindelighed og det danske i særdeleshed. Hvilket de naturligvis derfor også kun skal have tak for at tale om.

Men det bliver vi måske alle klar over om nogen tid.

Emner