Den politiske midte har fået autoritære tendenser

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 7. august 2023. 

Mange mennesker har en lille Donald Trump i maven. Ikke bogstaveligt og ikke ideologisk men på den måde, at man ved med skråsikkerhed, at hvis ellers bare samfundet var indrettet, som man selv gerne ville have det, så ville resultatet være godt. Så bare der ikke var så pokkers mange, besværlige forhindringer for at få gennemført ens vilje.Det er en attitude, man ofte har associeret med»populisme«og forestillingen om»den stærke mand«, der ikke behøver at indgå mudrede kompromisser til højre og venstre men i stedet med minimal modstand, kan gennemføre den rigtige og nødvendige politik.

Denne autoritære tilgang til politik er på lange stræk i lodret strid med 250 års liberal-demokratisk udvikling: At staten skal være til for borgernes skyld - ikke omvendt. Og at midlerne til at sikre det ikke bare er frie valg men også politisk magtdeling, garanterede frihedsrettigheder og privat ejendomsret, retssikkerhed og uafhængige domstole, proportionalitet i magtanvendelsen og legalitetsprincippet om, at al magtanvendelse skal være baseret i lov.

Den autoritære fristelse har trivedes både på dele af den yderste højrefløj og dele af den yderste venstrefløj. Men meget tyder efterhånden på, at den også trives godt på midten - det sted, der ellers i manges optik er kendetegnet ved moderation, omtanke og dialog.

Her er det ikke farverige, flagviftende ekstreme ideologier men en slags grå, teknokratisk utilitarisme: Hvor borgerne ses som små brikker, der med forbud, påbud, tilskud og dummebøder skal styres og flyttes rundt på spillebrættet, så de gør præcis lige det, der er brug for nu og her. Ofte pakket ind i en»nødvendighedens«retorik om, at det simpelthen ikke kan være anderledes. Fordi der er en krise: En recession, en krig, en pandemi, eller en anden ydre trussel.

I en sådan optik er det borgernes liv, arbejdskraft og ejendom, der er til for statens skyld - ikke omvendt. Det er borgernes frihed, der skal findes argumenter og forsvar for - ikke indgrebene i den.

Man så denne neo-autoritære logik under covid-19-pandemien, hvor regeringen blev tillagt flere og mere vidtgående beføjelser end nogen anden siden besættelsen. Hvor man helt bevidst så bort fra proportionalitetsprincippet til fordel for et»ekstremt forsigtighedsprincip«, og hvor man i hvert fald i minkskandalen i praksis så bort fra legalitetsprincippet. Samtidigt blandede regeringen sig direkte i tilrettelæggelsen af domstolenes arbejde, og man indførte»dobbeltstraf«, hvilket blandt andet blev forsøgt anvendt mod»Men In Black«-demonstranter.

Den nye SVM-regering har overtaget mange af de samme manerer men nu forstærket af, at den er en flertalsregering: Lovgivning hastes igennem uden hensyn til normale parlamentariske procedurer, med absurd korte høringsfrister for de berørte parter og uden tid til, at de eller oppositionens partier kan forberede svar. Aftaler handles af internt eller med udvalgte partnere inden rituelle skinforhandlinger med andre partier. Man har afvist at igangsætte en dommerundersøgelse af minkskandalen, ligesom man har gjort det med en undersøgelse af konsekvenserne af S-regeringens og Folketingets meget vidtgående dispositioner under covid-19-pandemien.

Der drøftes en ny, udvidet værnepligt - muligvis udstrakt til en slags»social borgerpligt«, hvor unge skal rive et halvt eller helt år ud af livet for at udføre arbejde, det offentlige ikke kan få folk til at tage frivilligt som betalt arbejde. En naturlig forlængelse af regeringens politik om at ville øge arbejdsudbuddet, ikke ved at gøre det mere attraktivt at arbejde, men ved politisk at forlænge arbejdstiden gennem en afskaffelse af store bededag.

Senest har man kunnet iagttage den politiske midtes autoritære tendenser i den endnu ikke helt juridisk udfoldede plan om at indskrænke ytringsfriheden, så afbrænding af»hellige skrifter«forbydes - også når dette utvetydigt er ment som politiske manifestationer.

Argumentet har været, at Rasmus Paludans handlinger udgør en trussel mod Danmarks»sikkerhed«. Men det er jo åbenlyst ikke demonstranterne, der truer statens sikkerhed, men dem, der angriber danskere. Og som denne avis' chefredaktør, Tom Jensen, har peget på, er dét at begrænse ytringsfriheden med henvisning til statens sikkerhed en type argumentation, der oftest bruges i regimer, vi nødigt vil sammenligne os med.

Logikken fra mange i regeringens bagland er ellers meget lig sådannes - For eksempel at bogafbrændinger ikke tjener noget»formål«. Men hele pointen med ytringsfrihed er jo, at den (ligesom andre friheder) ikke først og sidst har værdi i form af den konkrete handlings hensigter eller konsekvenser, men som en essentiel del af selve dét at være et frit samfund - herunder at være ét, hvor det er muligt at udfordre andres holdninger. Skal den konkrete handlings hensigt eller direkte konsekvens først godkendes politisk for at være lovlig, er den i sagens natur ingen frihed.

Emner