Denne balance dikteret af USA bliver NATO-alliancens største og sværeste opgave fremover

Kronik af Ph.d.-stipendiat Lise Wiederholt Christensen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. August 2023. 

Konturerne af en ny verdensorden tager form i disse år. En orden, der ikke længere baserer sig på den massive magtkoncentration hos USA, der opstod efter Den Kolde Krig, men derimod på mere fragmenterede magtstrukturer fordelt mellem flere globale magter.Centralt for den nye orden står stormagtskonkurrencen mellem USA, Kina og Rusland, der de seneste år er intensiveret. Samtidig hermed er de samarbejdende strukturer, herunder blandt andet samarbejdet i internationale institutioner som FN og Verdenshandelsorganisationen (WTO), sat under pres.

Det altoverskyggende fokus i amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik er i dag at fastholde USAs globale magtposition og således fortsat være i stand til at forme og dominere verdensordenen.

Det har i det seneste par år medført en gennemgribende geopolitisering af amerikanske sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitiske strategier, politikker og initiativer, der har til formål at ruste USA til konkurrence og rivalisering - i værste fald konflikt og krig.

Det betyder i praksis, at USA har hævet forsvarsbudgettet betydeligt, investeret i udvikling af ny, avanceret teknologi, dyrket nye sikkerhedspolitiske alliancefællesskaber særligt i den asiatiske region samt sikkerhedsliggjort en række områder inden for den civile samfundssektor - herunder investeringer i infrastruktur og telekommunikation, energileverancer, globale forsyningskæder og national teknologiproduktion.

Hvordan USAs strategiske konkurrencetilstand omsættes i praksis er ikke kun et spørgsmål for det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministerium, men bør følges tæt i de europæiske hovedstæder.

Fra Obama til Biden

Initieret af Barack Obama intensiverede USA for knap et årti siden sit fokus på dels Rusland i lyset af den russiske annektering af Krim-halvøen, dels Kina som reaktion på den voksende kinesiske globale indflydelse. På trods af det voksende fokus på USAs relation til de to stormagter, var kampen mod terror på daværende tidspunkt det primære udenrigs- og sikkerhedspolitiske fokus.

Med Trump-administrationen blev det amerikanske fokus på stormagtskonkurrence imidlertid intensiveret mærkbart. Administrationen slog blandt andet fast, at strategisk konkurrence mellem stater og ikke længere kampen mod terror nu var den primære bekymring i forhold til amerikansk national sikkerhed.

Et centralt element i konkurrencen med Kina blev den handelskrig, som Trump-administrationen indledte mellem USA og Kina i 2018. Da Biden-administrationen trådte til i januar 2021, var konturerne af en ny forsvars- og sikkerhedspolitisk retning således allerede begyndt at tage form.

For Biden-administrationen er stormagtskonkurrencen ikke blot en dagsorden, men snarere en tilstand - en form for prisme, hvorigennem al sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik anskues.

Der er ikke én politik eller én strategi, hvor stormagtskonkurrence adresseres; konkurrencen er derimod den linse, som al forsvars- og sikkerhedspolitik ses igennem. Det præger samtlige forsvars- og sikkerhedspolitiske tiltag såvel som indenrigspolitiske dagsordener. Spørgsmålet for Europa er, hvordan denne konkurrenceprisme vil influere det transatlantiske forhold og NATO-alliancens fremtidige prioriteter.

USAs prioriteter

USA er NATOs de facto leder og sætter dermed i høj grad den politiske og militære retning for alliancen.

Når amerikanske sikkerhedsinteresser og -prioriteter ændres, medfører det forandringer i alliancen. Den amerikanske sikkerhedspolitiske konkurrenceprisme har haft og får fremover betydelige implikationer for alliancen. Det mest afgørende for NATO kan blive, hvordan det amerikanske fokusskifte mod stormagtskonkurrence medfører forandringer i den amerikanske allianceforståelse.

USA ønsker sine samarbejds- og alliancerelationer fleksible og flydende, mere integrerede på tværs af regioner, hurtigere til at tilpasse sig nye sikkerhedspolitiske udfordringer samt bedre til at agere på tværs af forskellige magtpolitiske domæner - herunder både politisk, økonomisk og militært mv.

Disse samarbejdsprioriteter kan påvirke alliancen i forhold til både hvilke indsatsområder, der skal prioriteres, og hvilken rolle alliancen fremover skal spille regionalt og globalt.

USA har en ambition om at integrere forsvars- og sikkerhedspolitik på tværs af regionale allierede, i særdeleshed på tværs af allierede i Indo-Pacific-regionen og Europa.

I den amerikanske forsvarsstrategi understreges det blandt andet, at»USAs interesser er bedst varetaget, når vores europæiske allierede og partnere spiller en aktiv rolle i den indopacifiske region, inklusive bidrag til operationer, der værner om retten til fri sejlads og opretholdelsen af fred og stabilitet på tværs af Taiwanstrædet«.

Denne integrationsdagsorden kan få vidtrækkende implikationer for NATO, hvis USA ønsker en multilateral allianceramme omkring en sådan integration.

Politisk har NATO allerede taget de første indledende skridt mod øget integration gennem styrket samarbejde med både Japan, Australien, New Zealand og Sydkorea og karakteriserer i dag Kina som en udfordring, som alliancen skal forholde sig til.

Men hvordan skal de europæiske allierede forholde sig til denne amerikanske prioritet i en situation, hvor den russiske krig i Ukraine raser, og de voksende forsvarsbudgetter i Europa bruges på våbendonationer til Ukraine og tungt artilleri, kampvogne, luftværn mv. der skal afskrække Rusland?

Hvordan der skal prioriteres mellem den regionale og den globale geografi, vil blive alliancens største og sværeste opgave fremover. Europa skal forvente, at USA vil kræve, at de europæiske allierede fremover både kan lede NATOs afskrækkelsesindsats over for Rusland i Europa og kan bistå USA i den strategiske konkurrence med Kina om udformningen af en ny verdensorden.

Hvordan den mere præcise arbejdsdeling bliver, er svært at forudse for nuværende, men prisen på et NATO-medlemskab stiger uden tvivl uanset, og de europæiske allierede skal indstille sig på, at de sikkerhedspolitiske opgaver fremover vil strække langt ud over afskrækkelsen af Rusland.

Emner