Der er krig i Europa, men det udenrigspolitiske kompas peger mod syd

Kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet) i Altinget den 20. april 2023.

Som USA’s tidligere udenrigsminister Hilary Clinton med et tørt smil bemærkede, så skal en udenrigsminister kunne tygge tyggegummi og gå på samme tid.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kan kunsten med at balancere flere forskellige hensyn på én gang bedre end de fleste. Da Løkke lancerede, at regeringens nye udenrigspolitiske strategi skal formuleres inden sommerferien, så var det netop med oplægget til, at danske diplomater både skal finde traveskoene og tyggegummipakken frem.

En udenrigspolitisk strategi skrevet på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa må fokusere på Danmarks nære og umiddelbare sikkerhedsinteresser. 

Det er i Afrika, at man må forvente, at der er basis for økonomisk vækst og udvikling, efterhånden som vækstmotoren i Asien damper af

I det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik har en række partier besluttet at øge forsvarsbudgettet til to procent af BNP, støtte Ukraine og ophæve forsvarsforbeholdet.

Den udenrigspolitiske strategi skal forklare hvorfor. Hvorfor forsvaret for første gang i en generation prioriteres på bekostning af veje og børnehaver? Hvorfor vil forsvarsregningen formentlig blive højere end to procent af BNP? Hvorfor skal Danmark i mange år fremover bruge milliarder på at støtte Ukraine først med militært isenkram og siden med støtte til at genopbygge landet? Hvorfor betyder invasionen af Ukraine mere sikkerhedspolitisk integration i EU?

Svaret på de spørgsmål er den politiske forklaring til befolkningen på, hvorfor deres skattekroner bliver brugt, og på hvordan regeringen vil skabe tryghed i en verden, som føles mindre og mindre tryg.

Men en strategi skal ikke blot forklare borgere, hvad udenrigspolitikken går ud på – en strategi skal samtidig give en retning til diplomater og andre embedsmænd. For de skal ikke alene sikre, at Danmark marcherer i takt med resten af Vesten i modstanden mod Ruslands invasion af Ukraine. De skal samtidig håndtere en verden, hvor krigen i Ukraine ikke er så altopslugende vigtig, som den kan virke i København.

Engang var det begivenhederne i Europa, som gav ekko over hele verden. Når europæerne gik i krig, så blev deres konflikt en verdenskrig. Sådan er det ikke længere. Det gør ikke Ukrainekrigen mindre vigtig for Danmark, men det betyder, at der er andre ting, som også er vigtige, og som vi ikke kan tillade os at ignorere, selvom krigen i vores nabolag er vigtig for os.

Konflikten med Rusland er på sin egen tragiske vis en gentagelse af en konflikt i Europa, som vi har set før. Vi kender dens logik, vi kender dens omkostninger. Denne gentagelse af et gammelt magtspil i nord, modsvares af nye og spændende begivenheder i syd.

Mens det meste af verdens befolkning bliver ældre, så bliver nye generationer født i Afrika. Det er i Afrika, at man må forvente, at der er basis for økonomisk vækst og udvikling, efterhånden som vækstmotoren i Asien damper af. 

Vi har brug for en klar strategisk målsætning for, hvad Danmark vil opnå af et samarbejde med Kina

Afrika og andre steder i det såkaldte globale syd er derfor blevet udenrigspolitik på en ny måde. Det er ikke steder, som skal hjælpes med bistandsprogrammer (selvom der stadig er behov for dem), men det er lande, der skal hjælpe os med at sikre velstand, og som vi gerne vil have står på vores side i den globale konkurrence med Kina og Rusland.

Udenrigsministeren nævner således en højere prioritering af Afrika i dansk diplomati og behovet for at opbygge alliancer og partnerskaber i det globale syd, som nogle af de prioriterer, som skal defineres i den kommende strategi.

En udenrigspolitisk strategi skal samtidig kunne håndtere, at Kina er en så stor del af den globale økonomi, at Danmark skal have gode handelsrelationer til landet – samtidig med at det kinesiske kommunistparti i stigende grad både ideologisk og med magt truer vores værdier og interesseser.

Hvis der er et sted, hvor man skal gumle med omtanke på sit tyggegummi, mens man går gennem det udenrigspolitiske landskab, så er det i forholdet til Kina. Men disse subtile balancer er svære at formidle og vanskelige at handle efter. Det kræver således en klar strategisk målsætning for, hvad Danmark vil opnå af et samarbejde med Kina og en lige så klar definition af, hvornår opgaven består i at forhindre, at kineserne modarbejder os.

Konsekvensen af Ukrainekrigen for dansk udenrigspolitik bliver derfor et øget fokus på det globale syd og skaber behov for endnu tydeligere strategiske udenrigspolitiske mål udenfor Europa. Det er et af de paradokser, som udenrigspolitikken er fuld af.

Emner