Derfor har vi brug for et grønt BNP-regnskab

Kronik af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut og tidligere formand for De Økonomiske Råd og Klimarådet) i Politiken den 5. februar 2023

Bruttonationalproduktet (BNP) er formentlig både det kendteste og mest forkætrede økonomiske begreb. BNP er et mål for, hvor meget et land har produceret i løbet af et år. Da det er igennem produktion, vi skaber vores indkomst, er BNP samtidig et mål for et lands samlede nationalindkomst. Kontroversen om bruttonationalproduktet skyldes, at vedvarende vækst i BNP ofte fremstilles som en primær målsætning for samfundet, hvilket mange forståeligt nok finder for materialistisk.

Brugen af BNP som indikator for den samlede økonomiske aktivitet slog igennem efter Anden Verdenskrig, men så tidligt som i 1664 gjorde den alsidige engelske videnskabsmand William Petty et fascinerende forsøg på at opgøre nationalindkomsten for England og Wales ved at kombinere sparsomme data for befolkningens indkomster med data for de udgifter, indkomsterne blev brugt til at dække. Petty’s primære motivation var at skabe et statistisk grundlag for et mere retfærdigt skattesystem ved at afdække, hvor stor en del af nationalindkomsten, der tilfaldt de forskellige samfundsklasser. Petty betegnede sit arbejde som ”politisk aritmetik”, hvilket en af hans samtidige beundrere beskrev som ”kunsten at ræsonnere med brug af tal om sager vedrørende regeringsførelse”.

De moderne principper for beregning af BNP blev grundlagt i 1930’erne, hvor den katastrofale økonomiske depression udstillede behovet for et overblik over den samlede økonomiske aktivitet, så man bedre kunne stabilisere økonomien. Efter Anden Verdenskrig blev der via det internationale statistiske samarbejde skabt enighed om, hvordan et lands BNP og nationalindkomst bør beregnes, og stadig flere lande begyndte at arbejde med nationalregnskaber, hvor man opgør BNP og nationalindkomsten og deres forskellige komponenter.

De økonomer, der oprindeligt udviklede principperne bag nationalregnskabet, understregede klart, at BNP ikke bør opfattes som et mål for samfundets velfærd, men alene som en indikator for den økonomiske aktivitet. Alligevel blev vækst i BNP efterhånden set som en dominerende målsætning for den økonomiske politik, fordi økonomisk vækst er vejen til et højt materielt velstandsniveau. Fra 1960’erne og fremefter har stadig flere samfundsdebattører imidlertid kritiseret det énsidige fokus på økonomisk vækst.

Som følge heraf findes der nu flere hundrede forskellige forslag til at erstatte eller supplere BNP med en mere sammensat indikator for samfundets ”præstation” eller velfærd, hvor man fx tager hensyn til folkesundheden, uddannelsesniveauet, graden af lighed og ligestilling osv. Disse forslag er interessante, men det vil næppe nogensinde lykkes at finde et alternativ til BNP, der kan opnå bred tilslutning som det bedste mål for ”samfundsvelfærden”.

Der er dog stærke argumenter for at supplere BNP med et ”grønt BNP”, der tager hensyn til miljøets afgørende betydning for samfundsøkonomien og befolkningens velfærd. Det mest vedholdende kritikpunkt mod det traditionelle BNP-begreb har netop været, at det ikke tager højde for miljøomkostningerne ved den økonomiske aktivitet.

Miljøet og naturen understøtter økonomien på tre måder. For det første leverer naturen en række uundværlige råstoffer som input til produktionen. For det andet er vi så heldige, at miljøet op til en vis grænse (som vi desværre ofte overskrider) er i stand til at absorbere og uskadeliggøre en række af de spildprodukter, som vores produktion og forbrug uundgåeligt skaber. For det tredje beriger naturen os med nogle herlighedsværdier og rekreative tjenester, som er en direkte kilde til velfærd.

Mere grundlæggende leverer naturen nogle centrale livsunderstøttende økosystemtjenester, der kan sikre os ren luft, rent vand, en dyrkbar landbrugsjord, et stabilt klima mm. Når vores økonomiske aktivitet svækker naturens evne til at levere disse tjenester, går det direkte ud over vores velfærd her og nu, men det mindsker også økonomiens fremtidige evne til at tilfredsstille vore materielle behov.

Den økonomiske videnskab defineres undertiden som læren om, hvordan samfundet fordeler sine knappe ressourcer mellem alternative anvendelser – både hvordan dette faktisk sker, og hvordan det burde ske. I de fleste økonomiske lærebøger fokuseres der imidlertid næsten udelukkende på, hvordan de begrænsede mængder af arbejdskraft og kapital forvaltes, og hvordan deres mængde og produktivitet kan bringes til at vokse.

Men naturens ressourcer og økosystemtjenester er jo også knappe goder, så hvorfor spiller de så ringe en rolle i de fleste økonomiske lærebøger? En af forklaringerne er måske, at den tidlige debat om naturgivne grænser for vækst i 1960’erne og 1970’erne i høj grad drejede sig om risikoen for mangel på råstoffer. Økonomer kunne dengang pege på, at de kendte reserver af de forskellige udtømmelige ressourcer såsom metaller og fossile brændsler ikke var faldende over tid, fordi man hele tiden gjorde nye fund og i kraft af tekniske fremskridt blev i stand til at udnytte stadigt mere vanskeligt tilgængelige reserver. Økonomerne kunne tillige påvise, at priserne på en række centrale råstoffer ikke var stigende, men i mange tilfælde tværtimod faldende i forhold til priserne på andre varer, hvilket ikke tydede på en forestående råstofmangel.

Vækstoptimisterne pegede endvidere på, at de rige vestlige lande fra starten af 1970’erne oplevede faldende lokal forurening af luft og vand i kraft af en strammere miljøregulering. Det blev af mange tolket sådan, at når et land bliver tilstrækkeligt rigt, vil det efterhånden få styr på forureningsproblemerne i kraft af bedre teknologi og mere effektiv miljøregulering som følge af befolkningens krav om et renere miljø. Med andre ord: Når et land via økonomisk vækst er blevet rigt, vil det nærmest automatisk overgå til ”grøn vækst”, hvor en fortsat stigning i BNP går hånd i hånd med faldende miljøbelastning.

I dag kan vi se, at den fortælling var overoptimistisk. For det første er en del af forbedringen af det lokale miljø i de rige lande opnået ved, at nogle af de mest forurenende former for produktion er flyttet ud til fattigere lande med svagere miljøregulering. For det andet er vi først for relativt nylig blevet opmærksomme på, at en uomgængelig barriere for vækst baseret på fossilt brændselsforbrug er atmosfærens begrænsede evne til at absorbere CO2 uden at destabilisere klimaet. Problemet er ikke mangel på fossile brændselsreserver, men tværtimod at vi har for mange af dem! For det tredje står det nu klart, at biodiversiteten og dermed mange vigtige økosystemer er truet i en grad, så forskerne taler om den sjette masseudryddelse af arter i klodens historie – denne gang skabt af menneskers indgreb i naturen.

Derfor er der brug for at beregne et ”grønt BNP”, hvor miljøomkostningerne ved den økonomiske aktivitet bliver trukket klart frem i lyset. På den måde kan vi se, hvorvidt og i hvilket omfang BNP-væksten sker på bekostning af miljø og klima, og samtidigt kan vi fremhæve værdien af at investere i et bedre miljø.

Det er på den baggrund, et hold af forskere fra universiteterne i København og Aarhus med bistand fra Danmarks Statistik for nylig har præsenteret skøn for udviklingen i Danmarks grønne BNP siden 1990. Princippet i beregningen er enkelt nok: BNP danner som sagt grundlag for vores nationalindkomst. Nationalindkomsten kan enten anvendes til forbrug eller til opsparing. Tilsvarende er det grønne BNP lig med summen af vores miljøkorrigerede forbrug og vores miljøkorrigerede opsparing.

Det miljøkorrigerede forbrug inkluderer det almindelige private og offentlige forbrug i Danmarks Statistiks nationalregnskab, tillagt værdien af rekreative tjenester fra naturen og fratrukket de forureningsomkostninger, vi har pådraget os i løbet af året. I vores analyse inkluderer vi omkostninger ved luftforurening, vandmiljøforurening og trussel mod biodiversiteten.

Den miljøkorrigerede opsparing inkluderer den almindelige opsparing i nationalregnskabet plus investeringer i naturområder og forbedret vandmiljøkvalitet, men fratrukket omkostningerne ved udtømning af vore olie- og gasreserver og fiskebestande samt omkostningerne ved drivhusgasudledning og ved det yderligere tab af biodiversitet, der er sket i løbet af året. Udledninger af drivhusgasser tæller som en ”negativ opsparing”, fordi de skader det fremtidige klima.

Den store udfordring ved opgørelsen af det grønne BNP er at estimere værdien af miljøgoder som fx rekreative tjenester og biodiversitet, der ikke omsættes på markeder, hvor de har en observérbar pris. Miljøøkonomer har udviklet to forskellige metoder til at værdisætte den slags goder. Den ene metode bygger på observationer af, hvad folk faktisk er villige til at betale for at få adgang til miljøgoder. I projektet om det grønne BNP har vi fx opgjort værdien af de rekreative tjenester fra den danske natur ved at undersøge, hvor store omkostninger i form af penge og tidsforbrug til transport, danskerne har afholdt for at komme frem til de forskellige danske naturområder i hele perioden siden 1990.

En anden værdisætningsmetode bygger på spørgeundersøgelser, hvor man spørger et repræsentativt udsnit af befolkningen om, hvor meget de er villige til at betale for at opnå en given veldefineret miljøforbedring. I projektet om det grønne BNP bruger vi fx et studie, hvor man har spurgt et udsnit af befolkningen, hvor meget de er villige til at betale for at sikre, at ingen af vore grundvandforekomster er forurenede i en grad, der truer sundheden.

Vores opgørelse af omkostningerne ved trussel mod biodiversiteten bygger på en spørgeundersøgelse af, hvor meget danskerne er villige til at betale for at redde vore truede arter. I den slags spørgeundersøgelser er man omhyggelig med at sikre sig, at de udspurgte har relevant information om det pågældende miljøproblem, ligesom man gennem en sofistikeret spørgeteknik søger at forebygge, at folk overdriver deres betalingsvilje.

Omkostningerne ved luftforurening består primært af omkostningerne ved for tidlige dødsfald som følge af forureningen, som beregnes efter en internationalt anvendt metode, der bygger på, hvor meget folk er villige til at betale for en (meget) lille ændring i risikoen for at dø. Metoden anvendes verden over, også fx i analyser af fordelen ved at investere i trafiksikkerhed.

Vort skøn over omkostningerne for Danmark ved den globale opvarmning er baseret på et nyligt studie, hvor 445 internationale eksperter er blevet bedt om at vurdere skadeomkostningerne ved drivhusgasudledninger. Ved opgørelsen af omkostningerne ved udtømning af olie og naturgas fra Nordsøen og værdien af ændringer i de danske fiskebestande, som heller ikke kan observeres statistisk, har vi benyttet beregninger baseret på internationalt anerkendte metoder. Vore foreløbige resultater indikerer, at Danmarks årlige grønne nettonationalindkomst i de senere år har ligget cirka 250 mia. kr. lavere end vores officiellle nettonationalindkomst, selv når vi tager højde for den positive værdi af rekreative tjenester og vore investeringer i naturområder og bedre kvalitet af vandmiljøet i vore åer og kystvande. Tallet betyder, at det officielle nationalregnskab overvurderer vores nationalindkomst med godt 10 procent, når vi tager hensyn til miljøomkostningerne ved den økonomiske aktivitet. Det er især omkostningerne ved luftforurening, biodiversitetstab og drivhusgasudledninger, der trækker Danmarks grønne nationalindkomst ned.

Vore beregninger tyder endvidere på, at den gennemsnitlige forskel mellem vores officielle og vores grønne nettonationalindkomst har været nogenlunde konstant i perioden fra 1990 til 2020, når man renser for inflationen, omend der er udsving i forskellen fra år til år. Udviklingen er resultatet af modsatrettede tendenser. På den ene side er omkostningerne ved luftforurening faldet, men på den anden side er omkostningerne ved biodiversitetstab og drivhusgasudledninger steget. Det sidste skyldes, at skadeomkostningen ved at udlede et ton CO2 vokser i takt med, at kloden opvarmes.

Samlet set har vi har altså ikke haft grøn vækst i den forstand, at væksten i BNP har været ledsaget af faldende forureningsomkostninger. Omvendt er der heller ikke tale om, at den økonomiske vækst har medført systematisk stigende miljøomkostninger, når vi som her alene ser på udviklingen i Danmark.

Nogle vil sikkert indvende, at regnestykker af denne art slet ikke giver mening eller endog er direkte uetiske. Naturen har uendelig værdi, for uden den kunne vi ikke eksistere. Det sidste er vi, der har forsøgt at beregne det grønne BNP, helt enige i. Derfor understreger vi, at vi ikke søger at opgøre den totale værdi af miljø og natur, men alene prøver at værdisætte ændringer i miljøtilstanden inden for afgrænsede intervaller.

Andre vil måske indvende, at dette er et eksempel på økonomernes ”faglige imperialisme”, hvor de forsøger at opgøre alt i kroner og øre, for at så mange aktiviteter som muligt kan blive underlagt markedsmekanismerne. Det er en misforståelse. Formålet med at værdisætte de ikke-markedsomsatte miljøgoder er tværtimod at sikre en bedre regulering af markedsøkonomien, der tager hensyn til, at miljøgoderne er knappe og vil blive udsat for rovdrift, hvis vi ikke anerkender deres værdi.

Det er nødvendigt at prioritere miljøindsatsen, for vi har ikke uendeligt mange penge til rådighed for miljøbeskyttelse. For at kunne prioritere, må politikerne på vore vegne tage stilling til, hvor meget de værdsætter de forskellige miljøgoder i forhold til hinanden, og hvor meget de værdsætter miljøgoder over for materielle goder. De værdisætningsstudier, der indgår i det grønne BNP, er et forsøg på at hjælpe politikerne med at foretage denne prioritering.

Med værdisætningen af de forskellige miljøgoder og former for naturkapital søger vi at miljøkorrigere det traditionelle BNP, så det giver et mere retvisende billede af vores ”ægte” nationalindkomst. Som led i beregningen af det grønne BNP kan vi endvidere belyse, hvordan Danmarks samlede miljøtilstand og naturkapital udvikler sig, hvilket har selvstændig interesse, når man skal vurdere, om den økonomiske udvikling er miljømæssigt bæredygtig.

Vores beregninger er usikre og bygger på en lang række antagelser, der kan diskuteres, og vi håber på en god dialog med andre eksperter om, hvordan beregningsmetoderne kan forbedres. Uanset valg af metode er vi dog overbeviste om, at værdien af Danmarks miljøgoder og forureningsomkostningerne ved vores økonomiske aktiviteter er så store, at det er vigtigt at få dem indregnet i et grønt BNP, der kan supplere det traditionelle BNP. Hvis vi ikke tør værdisætte miljøgoderne og forureningsomkostningerne, risikerer vi, at de bliver underprioriteret i de politiske processer.

Emner