Digitalisering og teknologi ændrer fremtidens krige. Men Forsvarets it-systemer er utidssvarende

Kronik af seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen og videnskabelig assistent Anders Theis Bollmann (Center for Militære Studier) i Berlingske den 5. januar 2023.

Hjemmelavede apps med digitale kort over slagmarken, der både viser egne og fjendtlige styrkers position kombineret med data fra sensorer, satellitter, droner mv., har gjort ukrainerne i stand til at træffe beslutninger langt hurtigere end russerne.

Ud over de såkaldte »blue force trackerkort« har enorme mængder data fra åbne kilder på internettet indsamlet, analyseret og delt af »hobbyanalytikere« ofte givet ukrainerne konkrete positioner på russiske enheder og militære installationer, som så kunne nedkæmpes med artilleri.

Det er en af de dyrekøbte lektier fra krigen i Ukraine. Og en lektie som ikke kun gælder her. Teknologier som big data, kunstig intelligens (Al) og tingenes internet vil få afgørende betydning i fremtiden.

Særligt har russeres egne billeder og videoer uploadet til det russiske sociale medie Telegram været flittigt brugt til at lokalisere mål. Desuden har digitale videoer og billeder af for eksempel ukrainske sejre på slagmarken eller russiske krigsforbrydelser haft stor betydning for verdenssamfundets opfattelse af krigen og ikke mindst for den resolutte handlen fra EU- og NATO-landene.

Eksemplerne viser, hvordan kamppladsen i stigende grad bliver digital. Det er en af de dyrekøbte lektier fra krigen i Ukraine. Og en lektie som ikke kun gælder her. Teknologier som big data, kunstig intelligens (AI) og tingenes internet vil få afgørende betydning i fremtiden.

Dette er grundideen i såkaldte »multidomæne operationer«, som alle NATO-lande herunder Danmark er blevet enige om som koncept for fremtidens krigsførelse.

Ligeledes fokuserer især Kina også benhårdt på disse teknologier. Kina bruger for eksempel store summer på »militære-civile partnerskaber« til udviklingen af disse teknologier, der opfattes som centrale for udviklingen af Kinas militær.

Den digitale fremtid er en udfordring for det danske forsvar. Selvom Danmark bryster sig af at være et af verdens mest digitaliserede lande, gælder dette ikke Forsvaret. Det fremgår for eksempel af det såkaldte »Kasseeftersyn«, at Forsvarets it-systemer er fragmenterede og utidssvarende. Det er kritisk i en mere og mere digital virkelighed. Det er derfor rigtigt set, når det i det nyligt præsenterede regeringsgrundlag fremhæves, at: »Forsvarets digitalisering [skal] styrkes«, og at der skal »gennemføres et teknologisk løft, der ruster Danmark til at imødegå fremtidens trusler og udfordringer«.

Samtidig står Forsvaret over for en ny muligvis tiårig forligsperiode. Ti år er en evighed på et teknologisk område i eksplosiv udvikling. Det er derfor centralt hvilken kurs, der lægges nu. Digitaliseringen af Forsvaret handler om at indkøbe de rette teknologier og den handler om cybersikkerhed. Det handler også om alliancepolitiske krav - for eksempel ift. at have det teknologiske fundament til at indgå i multidomæne operationer. Succesfuld digitalisering er imidlertid også et spørgsmål om organisation og kultur.

Tre områder bør vurderes politisk

Dette stiller vi skarpt på i en kommende rapport fra Center for Militære Studier, der netop går i dybden med digitaliseringen af Forsvaret. I den forbindelse vil vi gerne pege på tre områder, som bør være en del af overvejelserne om digitalisering i det kommende forlig.

For det første kræver brugen af nye digitale teknologier en stor mængde teknologisk specialviden, som få soldater besidder. På den anden side kræver brug af væbnet magt også særlige kompetencer og militærfaglig viden, som de færreste it-specialister besidder. Skal digitaliseringen lykkes, har Forsvaret et markant behov for, hvad man i det private erhvervsliv kalder for dataoversættelse (på engelsk »data translation«). Dataoversættelse er grundlæggende evnen til både at forstå blandt andet big data, kunstig intelligens og det domæne, man arbejder i (for eksempel det militære), så man kan »oversætte« mellem fagligheder og dermed sikre værdiskabelsen.

Forsvaret og især Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) bør arbejde målrettet med (efter)uddannelse og vidensdeling, så man kan skabe nødvendig »oversættelse« mellem ny, digital teknologi og den militære profession.

Her har man allerede Værnsfælles Videnscenter, der arbejder specifikt med teknologisk rådgivning og »oversættelse«. Organisationen er dog lille. Kigger man mod Sverige og Norge, har begge store forskningstjenester, der kan understøtte digitalisering i Forsvaret. Det lover derfor godt, at den nyudnævnte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen allerede i foråret argumenterede for, at man skulle øremærke to procent af forsvarsbudgettet til forskning og udvikling.

Uagtet oversættelsesudfordringerne, vil ny teknologi også, som Ukraine-eksemplerne viser, ændre fremtidens kampplads. Der tales i militære kredse om »de militære tings internet«, der beskriver den udvikling, at alt fra kampfly til soldatens fragmentationsvest udstyres med sensorer og såkaldte »edge computere«, som kan indsamle data om alt fra fjendtlige positioner til enkelte soldaters hjerterytme og stressniveau.

Nye teknologier som big data analytics og AI gør, at man hele tiden bedre og hurtigere kan behandle, dele og anvende de enorme datamængder, som de mange sensorer producerer.

I sammenhæng med andre nye teknologier, for eksempel droneteknologi, præcisionsvåben og hypersoniske fremdrivelsesmidler, skabes en forventning om, at antallet af soldater og mængden af konventionelt militært udstyr bliver mindre vigtigt på slagmarken. I stedet bliver den digitale datadrevne kamp om beslutningsoverlegenhed, dvs. evnen til at træffe bedre beslutninger hurtigere end modstanderen, afgørende.

Risici

Denne digitale kampplads indeholder dog også en række risici. For eksempel risikerer militære beslutningstagere at blive overbelastede af så store datamængder, at de mister overblikket. Eller beslutningstagerne vænner sig til at stole så meget på teknologiernes ufejlbarlighed, at de bliver afhængige af teknologierne og den data, de generer.

Hvad vil der ske, når netop det digitaliserede sensornetværk er det første mål for en modstander? Begge dele kan lede til handlingslammelse og dårlige beslutninger. Sidst er også faren for, at militære ledere bruger de teknologiske muligheder til overdreven detailstyring.

En sidste udvikling, der må overvejes, er private aktørers indflydelse på den digitale kampplads. De fleste digitale teknologier udvikles, ejes og drives af private virksomheder. De ejer både adgange, licenser såvel som krypteringsnøgler til software og satellitter samt en lang række andre vitale elementer i et digitaliseret forsvar. I teorien kan forsvaret miste adgang til kommerciel men operativt vigtig data, hvis man glemte at »forny sin licens«. Et andet spørgsmål er, hvad der sker, hvis virksomheder, som leverer digitale løsninger til Forsvaret, går konkurs eller opkøbes af en fjendtlig stat?

Et konkret eksempel på udfordringen er Elon Musks StarLink-satellitter, der har været centrale for ukrainernes muligheder for at dele data. I en periode i efteråret overvejede Musk at stoppe Ukraines adgang til Starlink. Eksemplet understreger en stor sårbarhed, der kræver nye former for involvering og forpligtigelse af private aktører.

Private afhængigheder, mangel på dataoversættere såvel som risici for dataoverload hos generaler er afgørende udfordringer for øget digitalisering i forsvaret. Taktiske erfaringer fra kamppladsen i Ukraine såvel som den strategiske og militærteknologiske stormagtskonkurrence mellem USA og Kina understreger digital teknologis aktuelle og fremtidige militære betydning. At digitalisere forsvaret handler imidlertid om andet end bare indkøb af nye, digitale platforme. Mindst lige så vigtigt er en organisation og en kultur, der kan bygge de nødvendige broer mellem digitale, strategiske og militærfaglige kompetencer. Det er her, den afgørende forsvarspolitiske udfordring ligger, hvis et mere digitaliseret forsvar også skal blive til et styrket forsvar.

Emner