Ellemann ved man ikke, hvor man har

Opinion af Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. oktober 2023. 

Vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er som bekendt formand for et parti, der i sin tid valgte binavnet »Danmarks Liberale Parti«. Ét, der gennem nu nogle år primært er blevet brugt med et glimt i øjet, når andre liberale eller politiske kommentatorer har villet gøre grin med, hvor uliberalt Venstre efterhånden er blevet. Sådan lidt ligesom den tyndslidte vits om, at der jo heller ikke er hunde i hundekiks.

Der er ikke noget at sige til, hvis vælgerne - og særligt Venstres egne vælgere og medlemmer - efterhånden er rundtossede, når det gælder de mange omkalfatringer af partiets liberalisme.

Fra Anden Verdenskrig til midten af 1960erne var Venstre et klassisk liberalt parti i en tæt alliance med Det Konservative Folkeparti, hvor målet var at stoppe yderligere beskatning, regulering og socialisering af samfundet. Så svingede Venstre markant til venstre, og det forhenværende Højre fulgte hurtigt trop i samme retning for at tækkes Radikale Venstre og tidsånden. Sammen dannede de tre partier en af landets mest venstreorienterede regeringer, når man målte på resultater snarere end retorik.

I 1970erne anede ingen rigtigt, hvor de havde Venstre, som var både lidt til højre og lidt til venstre. Da den konservative regeringspartner i 1980erne svingede til venstre, rykkede Venstre i stedet til højre i perioden 1986 til 1998, hvor man måske nok praktiserede maksimalstat, men hvor nogle dog talte minimalstat. Fra 1998 holdt man op med det sidste og blev i stedet maksimalstatens status quo administratorer, som nok ville tale skattestop og afregulering, men aldrig egentligt lavere skattetryk eller mindre styring.

Essensen af Venstres liberalisme er ikke blevet tydeligere på det seneste. Under SVM-regeringen med Mette Frederiksen som statsminister - noget Ellemann kort før havde svoret aldrig ville ske - har man taget den ene illiberale politiske beslutning efter den anden.

Man opgav at insistere på den minkskandale-undersøgelse, som man som forfægtere af retssikkerhed og privat ejendomsret havde lovet, man ville gennemføre, og som der nu faktisk var stemmer til. 

Man har på baggrund af en næsten planøkonomisk tilgang gennemført afskaffelsen af store bededag og dermed reelt grebet ind i arbejdsmarkedets overenskomster.

Man introducerer nu en ny top-topskat, som vil give få penge i kassen, mindske arbejdsudbud og drive folk til udlandet.

Man støtter med koranloven det største indgreb i danskernes ytringsfrihed siden Besættelsen.

Man støtter EUs nye politik, som vil betyde, at al elektronisk kommunikation mellem alle EU-borgere vil kunne blive scannet og tilgået af myndighederne. 

"Essensen af Venstres liberalisme er ikke blevet tydeligere på det seneste."

Partier kaster sig jævnligt over at genfortolke deres politiske udgangspunkter - deres »-ismer« - men som regel mest når de allerede har skiftet praksis og så lige skal have holdningerne til at passe ind. Man så det i 1990erne, da det britiske Labour pludselig blev til »New Labour« - og da Venstre få år efter kortvarigt kaldte sig selv »Det Nye Venstre«, hvilket paradoksalt nok var let at forveksle med den betegnelse, studenteroprørerne og partier som SF og VS i 1970erne havde brugt om dem selv.

Så ovenpå, at Venstre på få år har mistet mellem to tredjedele og tre fjerdedele af alle dets vælgere og nu pludselig har stemt for alt muligt, man tidligere var imod, er det tid til igen at genopfinde sig selv.

Men som hvad? Få vil kunne se det egentlige indhold i udsagn som, at »Venstre skal ikke hjem, vi skal videre«.

I Deadline 18. september fortalte Ellemann så pludselig, at Venstre nu »ikke er borgerlige«: At man »ikke er et borgerligt-liberalt parti. Vi er et liberalt borgerligt parti«. Det kunne lyde som terminologisk flueknepperi - som de middelalderlige filosoffers diskussioner om, hvor mange engle der mon kunne stå på et knappenålshoved. Eller en eksercits i »rebranding«.

Det er bare ét udsagn, der er svær at få mening ud af. Særligt når man sammenholder med Ellemanns egne tidligere udtalelser.

I en pressemeddelelse 14. december 2022, skrev Ellemann, da han skulle forklare dannelsen af SVM-regeringen, at Venstres mål med regeringsdeltagelsen var: » ... et meget ambitiøst regeringsgrundlag med klare Venstre-aftryk, som vil trække Danmark i en langt mere borgerlig retning ... Det er klare Venstre-aftryk på regeringsgrundlaget, som vil trække Danmark i en borgerlig-liberal retning. ... vi kæmper for at skabe borgerlige-liberale resultater for Danmark og for Venstre.«

Så i december var Venstre et borgerligt-liberalt parti, men nu er det derimod meget vigtigt at pointere, at man ikke er dét, men til gengæld er noget så radikalt anderledes som et »liberalt borgerligt parti«.

Fra Ellemann får man dog ikke nogen forklaring på, hvad der er så forskelligt ved de to ellers for de fleste identiske etiketter - eller hvad der har ændret sig så markant på ni måneder.

Emner