Er Danmark stadig USA's bedste ven?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 17. maj 2023. 

STATSMINISTER METTE FREDERIKSEN (S) har givet udtryk for, at Danmark er USA's bedste ven. Men trods diverse venskabserklæringer er der stadig ikke fastlagt en dato for, hvornår hun skal besøge Joe Biden i Det Hvide Hus. Et sådant besøg har ikke den store politiske betydning for USA, men det er af stor symbolsk betydning for Danmarks til enhver tid siddende statsminister. Der har været spekuleret over den manglende besøgsdato. Har det monstro noget med håndteringen af det dansk-amerikanske kabelsamarbejde at skaffe?

Uanset hvad har Mette Frederiksen lagt sig i slipstrømmen af den meget positive stilling, som socialdemokratiske statsministre indtog lige efter Anden Verdenskrig. Indtil Anden Verdenskrig var USA ellers ikke noget, som danske statsministre havde nogen særlig klar politisk holdning til. Men det fik de.

Efter Anden Verdenskrig var USA klar til at påtage sig at lede den vestlige verden, men gerne også mere. Man havde haft potentialet til at varetage denne rolle tidligere, men var uvillig. Nu var man parat. Ud af denne villighed til at lede Vesten og verden opstod på amerikansk initiativ et væld af internationale samarbejdsfora: Forenede Nationer, frihandelssamarbejdet i GATT, Verdensbanken med hjælp til udvikling og det forsvarspolitiske samarbejde i Nato.

Da det nordiske forsvarssamarbejde glippede lige efter Anden Verdenskrig, var Danmark sammen med Norge ivrig efter at komme med i Nato i 1949. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti var for tilslutningen. Det Radikale Venstre og Danmarks Kommunistiske Parti var imod. Retsforbundet var splittet.

Danmark anlagde under de socialdemokratiske statsministre Hans Hedtoft (statsminister 1947-50 og 1953-55) og H.C. Hansen (statsminister 1955-60) en pro-amerikansk kurs i udenrigspolitikken. USA kunne fortsætte med at anvende Thulebasen i Grønland nogenlunde lige så frit som under Anden Verdenskrig. I 1957 gik H.C. Hansen endnu videre, da han i et brev - som først kom frem år efter - meddelte USA, at Danmark i realiteten accepterede, at USA opbevarede atomvåben på den amerikanske base i Thule.

Senere trak de socialdemokratiske statsministre Viggo Kampmann og Jens Otto Krag i hvert fald udadtil i land i forhold til H.C. Hansen, da de erklærede, at man ikke accepterede amerikanske atomvåben på dansk territorium, hvilket indbefattede Grønland.

FRA SLUTNINGEN AF 1960'ERNE tog kritikken af USA til i mange vestlige lande. Det gjaldt især blandt de unge, som var imod USA's krig i Vietnam. I forlængelse heraf blomstrede den såkaldte fredsbevægelse. Den fik i Danmark et konkret parlamentarisk aftryk i form af den såkaldte fodnotepolitik. Baggrunden herfor var Nato's beslutning i 1979 om at opstille mellemdistanceraketter i Vesteuropa.

Den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen havde forgæves prøvet på at få udsat Nato's beslutning. Da den konservative Poul Schlüter blev statsminister i 1982, dannedes der i Folketinget et alternativt sikkerhedspolitisk flertal bestående af Socialdemokratiet, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne.

Dette alternative flertal tvang i perioden 1982-88 Schlüter-regeringen til at tage forbehold i forhold til Nato's linje. Blandt andet angående Nato's atomstrategi. Det var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) opgave at få fodnoterne om Danmarks forbehold ind i Nato-teksterne, hvilket mildt sagt ikke huede ham. I USA blev fodnotepolitikken givetvis set som en indirekte kritik af USA fra folketingsflertallet.

I 1988 ophørte fodnotepolitikken, da De Radikale kom med i Schlüter-regeringen. Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog statsministerposten i 1993. Han anlagde en proamerikansk udenrigspolitisk linje. Blandt andet accepterede han i 1997, at man fra dansk side ville stille rådata fra de internationale telekabler gennem Danmark til rådighed for USA's efterretningstjeneste. Oplysningerne om det dansk-amerikanske kabelsamarbejde blev lækket af en tidligere amerikansk efterretningsofficer, Edward Snowden, i 2013.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er efter mediekommentarerne at dømme tiltalt af den danske stat for netop at have bekræftet Snowdens oplysninger om kabelsamarbejdet mellem den danske og amerikanske efterretningstjeneste. Det skete i kølvandet på, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde udtalt sig kritisk om samme i 2020, hvilket førte til, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte toppen i Forsvarets Efterretningstjeneste. Sidstnævnte, mente Claus Hjort Frederiksen, var urimeligt.

CLAUS HJORT FREDERIKSEN-SAGEN er givetvis irriterende for Mette Frederiksen. For hun har ellers søgt at gøre rent bord angående fodnotepolitikken. Under mindehøjtideligheden for tidligere udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen på Christiansborg i 2022 sagde hun:

”Han stod fast, når andre vaklede. Og næserne, som Folketinget tildelte ham, modtog han med løftet pande. Det var 'hædersnæser', som han selv sagde.”

Mette Frederiksens fulde opbakning til Uffe Ellemann-Jensen kan næppe opfattes som andet end en kraftig afstandtagen fra den socialdemokratiske linje under Anker Jørgensen og Svend Auken. Selv Helle Thorning-Schmidt (S) har ikke udtrykt sin afstandtagen fra fodnotepolitikken med samme klarhed. Netop derfor er den stadig fraværende besøgsdato fra Joe Biden sandsynligvis endnu mere frustrerende.

Emner