Er en enkelt joint virkelig så farlig?

Kronik i Politiken den 12. september 2023. David Sausdal er lektor. Henrik Vigh er professor. Pablo Selaya er lektor, alle på Center for Global Kriminologi.

Hvorfor er vi så bange for at legalisere cannabis?

Det har umiddelbart sine gode grunde. Mange mennesker er afhængige af cannabis og andre stoffer. De er misbrugere, og deres misbrug medfører ikke bare deres eget forfald, men kan trække hele familier og fællesskaber med sig ned i sølet.

På nuværende tidspunkt er handlen med cannabis desuden relateret til organiserede kriminelle grupperinger – et ufravigeligt faktum, som bandekriminaliteten og Pusher Street er levende eksempler på.

At sælge og købe hash eller andre cannabisrelaterede substanser er kort sagt både farligt for individet og kollektivet. Sådan er det. Politiet skal på banen. Og det må forblive ulovligt.

Men vent nu lidt … Er det nu også sådan, det faktisk forholder sig? Er en joint virkelig så farlig? Og er en eventuel legalisering per automatik lig med et samfundsmæssigt ragnarok, hvor ildelugtende tåger med ét vil brede sig på gader og stræder, og hvor narkomaner vil fylde op i rendestenen?

Svaret er med største sandsynlighed nej. Det siger flere undersøgelser og erfaringerne på området.

Men hvorfor er det så, at vi alligevel vægrer os ved at undersøge muligheden for at legalisere? Hvorfor føles det så forkert?

For at finde svaret på disse spørgsmål kan vi med fordel tale lidt om de fem halve sandheder, som alt for ofte har præget debatten – fem halve sandheder, som vi alle er blevet opflasket med, og som holder os fra at kunne have en mere helhedsorienteret snak om tingene.

1. Gateway drug

At ryge en joint er det første og ufravigelige skridt mod et misbrug af endnu hårdere stoffer! Hash er et gateway drug, det første skridt i den forkerte retning. Dette er i hvert fald, hvad enhver dansk skoleelev har læst og fået fortalt.

Hvem her i landet husker f.eks. ikke deres første møde med fortællingen om ’trappen’ i folkeskolen. Stående med en alvorlig mine foran tavlen i det trange klasselokale har ellers fornuftige kriminalitetsforebyggere i flere årtier fortalt den skælvende ungdom, om hvordan selv det allerførste møde med en joint kan være fatalt.

Historien går således: Først ryger du lidt. Så tænker du: ’Det er sgu ret fedt’. Så hører du om, at der findes noget, der hedder amfetamin. Det skal du også lige prøve. Dernæst tager du kokain, selvsagt. Og, lige så naturligt som vand bliver til vandfald, vil du snart sidde med nålen i armen. Dette er narkotikamisbrugets trappe.

At denne eskalering fra ’græs til grav’ er blevet indoktrineret i os alle fra de tidlige barneår, gør, at mange af os er rædselslagene ikke bare for cannabis, men stoffer i det hele taget. Det kan have sine positive effekter. Bestemt. At være bange kan holde os mennesker fra at teste livets grænser. Det kan være den nødvendige medicin, der gør, at vi ikke bliver fanget i afhængighedens fængsel.

Selv om en god skræmmekampagne afgjort kan have sine fordele (om end de sjældent virker), så må konklusionen alligevel være, at vores opvækst er præget af en stærk overdrivelse og forvridning af de faktiske forhold.

Langt de fleste kan uden problemer ryge lidt pot eller hash uden at ende i en konstant jagt efter det næste og hårdere fix. Vores SSP-medarbejdere og andre kriminalitetsforebyggere skal vi være stolte af. De er en hjørnesten i de danske forebyggelsesindsatser. Men hele fortællingen om cannabis som et gateway drug synes desværre at være mere fiktion end fakta. Det hæmmer diskussionen mere, end det gavner den. Og at cannabis skulle være værre eller mere gateway-agtigt end alkohol eller tobak, er der desuden ikke meget, der tyder på.

2. Misbrugsideologi

Langt de fleste kan ryge hash og tage stoffer, uden at de havner i et misbrug. Faren er der. Ja. Men den store majoritet havner ikke i problemer. Desværre afspejles denne statistiske kendsgerning sjældent i debatten.

Kigger man på debatten om stoffer og (u)lovliggørelse, domineres den i høj grad af et medicinsk misbrugsperspektiv, måske mest kendt ved den i øvrigt indsigtsfulde Henrik Rindom. Her er der stort fokus på de negative konsekvenser, det har at (over)forbruge stoffer. Og der er samtidig stort og velmenende fokus på, hvordan vi kan hjælpe dem, der misbruger.

Vi er selvfølgelig enige i, at folk med afhængighedsproblemer skal have den nødvendige hjælp, både for deres egen og alle os andres skyld. Naturligvis.

Men det ændrer ikke ved, at debatten alt for ofte skævvrides, når vi blot tager udgangspunkt i de forfærdelige få misbrugsprocenter, frem for i det, som faktisk er normalen: Nemlig at mange mennesker har et ikke-problematisk forbrug. Midt i al den moralske panik synes vi at have glemt den ældgamle antropologiske indsigt, at forbruget af rusmidler kendes fra stort set alle folkeslag. Alle samfund har folk, der søger rusen.

Sagt anderledes, så er det lidt besynderligt, at vi accepterer og legaliserer visse typer af mildere rusmidler og endda har feinschmeckerdiskussion om forbruget af dem, såsom cigaretter og alkohol (i hvert fald lidt endnu), men ikke cannabis. Dette viser ret tydeligt, at cannabisdebatten styres af, hvad man kan kalde en ’misbrugsideologi’ – en ideologi eller forudindtagethed, der sætter barrn for, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt på relativt tilfældig vis.

3. Cannabis er farligt!

Meget apropos hele gatewaysnakken og misbrugsideologien, er det et tilsvarende problem, at vi instinktivt synes at antage, at cannabis er meget farligt. Forkert! Sammenligner vi f.eks. med alkohol (et rusmiddel, danskerne nyder i store mængder og nærmest værner om som en kulturarv), har flere undersøgelser igennem tiden peget på, at et moderat cannabisforbrug og endda misbrug er mindre farligt for både dig selv og samfundet.

Drikker du for fuld skrue i 10 år, dør du. Risikoen er i hvert fald overhængende. Risikoen er modsat en hel del lavere, selv om du indtager cannabis hver dag.

Dette er the cold facts.

Pot- eller hashhoveder er desuden ofte mindre voldelige og udadreagerende over for deres omverden og familier end den gennemsnitlige alkoholiker. Dette betyder ikke, at vi er imod alkohol. Det er vi ikke (så længe vi ikke taler om halsløs alkoholisme).

Pointen er blot den, at det er noget aparte, at vi igen og igen taler om cannabisrelateret forbrug, som om det er dødsensfarligt, hvor vi i forhold til alkoholen er meget mere villige til at se igennem fingre med faren – en sær form for selvvalgt blind vinkel, på trods af at der findes solid forskning, der rangerer alkohol som ikke bare lidt, men en hel del mere skadeligt end cannabis.

4. Forbud er lig med mindre forbrug

Så hvorfor det hårde forbud? Hvorfor skælver vi ved udsigten til, at hash ikke blot kan købes i en mørk gyde eller over mobiltelefonen, men at det kan rekvireres på en slags dansk systembolag i stedet?

Jo, det handler i høj grad om, at mange af os har en nærmest religiøs tro på, at forbud modvirker misbrug (tænk bare på den nyeste idé om strafzoner ved Christiania!). Det er selvfølgelig rigtigt, at forbud i visse sammenhænge har en effekt. Et forbud sender et meget klart signal om, at befolkningen skal afholde sig fra noget. Og vi har nedfældet love og uddeler straf ud fra samme logik.

Desværre er der alligevel meget, der tyder på, at et stofforbud ikke har kunnet få brugen af stoffer til at forsvinde, ej heller at forblive begrænset. Siden Ronald og Nancy Reagan lancerede deres war on drugs og den simple læresætning ’just say no’, ser det ud til, at flere og flere siger ’ja’ til stoffer, herunder cannabis.

Hvis kriminaliseringen tjener et formål, så må det i stedet siges at være kartellernes, bandernes og rockernes. ’The war on drugs’ har mest af alt været en fremragende forretning for de kriminelle – en forretning, der i den grad er præget af en stor og endda stigende efterspørgsel. Ser vi på politiets narkotikabeslaglæggelser i og uden for Danmark, ser vi en opadgående trend. Kigger vi på renheden af narkotika, er konklusionen den samme.

Stofferne bliver renere, samtidig med at prisen fastholdes eller ligefrem falder. Det er en klassisk indikator for udbud og efterspørgsel, der peger på, at udbuddet er så stort, at selv om produktet er blevet bedre, så er de kriminelle nødt til at holde prisen nede for at holde sig konkurrencedygtige.

Og taler vi om efterspørgslen, peger undersøgelser på (f.eks. måling af narkotikarester i spildevandsprøver), at det at tage stoffer, og mange forskellige stoffer, er blevet mere og mere almindeligt i samfundet. Hvor stofforbrug tilbage i tiden var et subkulturelt fænomen, hvor hippierne tog deres bevidsthedsudvidende stoffer, punkerne deres amfetamin og yuppierne deres coke, er dagens status den, at alle mulige folk tager alle mulige stoffer på tværs af alle mulige demografiske skel.

Det betyder ikke, at vi alle tager stoffer, selvsagt, men at spredningen på dem, der gør, har ændret sig bemærkelsesværdigt, hvilket ydermere indikerer, at holdningen til stoffer ligeledes har.

At stofforbrug er så udbredt, udfordrer på den måde selve ideen om, at et forbud er en særlig effektiv tilgang til problemet. Modsat er der så meget, der peger på, at en legalisering ikke medfører en yderligere eskalering. Ser man på de steder, hvor man har legaliseret cannabis (f.eks. i nogle amerikanske delstater), ser man umiddelbart ikke, at forbruget er steget kraftigt, hvis overhovedet.

Igen må konklusionen derfor være, at vores blinde tro på straf og forbuddets effekt er mangelfuld. Læg hertil, at vi med det nuværende system, hvor euforiserende stoffer er ulovlige, har skabt særligt gunstige forhold for kriminelle aktører, som udkæmper drabelige kampe om markedsandele.

Det kræver derfor ikke megen fantasi for at forstå det gode i, at man ved en legalisering kan få stukket en stor kæp i det kriminelle hjul og overtage (en del af) den kriminelle forretning – en forretning, som vurderes til en værdi på flere milliarder! Banderne forsvinder selvfølgelig ikke. Men de både forstyrres og begrænses.

Og ligesom man ser med det svenske systembolag, vil man så kunne sørge for, at rusmidlerne var i orden, man kunne sørge for kyndig vejledning, og man kunne via beskatning få penge til en ordentlig folkeoplysning og, ikke mindst, hjælp til misbrugeren. I stedet for det nuværende system, hvor de kriminelle løber med alle pengene, og hvor samfundet får alle problemerne, og hvor vi bruger milliarder på at bekæmpe handlen, vil vi med en legalisering kunne få et langt billigere og bedre system, hvor pengene i stedet gik til vores alles sundhed og samfund.

5. Vi lyver for hinanden

Når man følger den nuværende debat, synes vi altså fanget i et spind af fejlagtige forståelser. Og når man ved, hvor almindeligt stofforbrug er i Danmark, er det derudover beskæmmende, at vi altid har en diskussion med udgangspunkt i ’de andre’, der tager stoffer og bærer ansvaret for det.

Mange i befolkningen tager ikke stoffer – og har måske aldrig gjort det. Men der er sandelig også mange, som har – og som stadig gør det i ny og næ. Det viser samtlige undersøgelser – de samme undersøgelser, som også beskriver, hvordan der er fundet spor af kokain på Christiansborg. Og dette siger vi ikke for at hænge vores gode politikere ud.
Pointen er blot den, at der, om vi kan lide det eller ej, bliver ’røget en bønne’ og ’taget en streg’ overalt i samfundet, selv i nationens hjertekule.

Det sagt, forstår vi selvfølgelig godt, hvorfor vi lyver for hinanden, når vi foregiver, at vi slet ikke kender til, hvad stoffer er for noget – altså ud over at det er farligt og forkert. Det gør vi selvfølgelig, fordi det er ulovligt, og fordi vores åbenhjertighed har fatale konsekvenser. Men selv om det er forståeligt i lyset af den nuværende lovgivning, er denne fælles løgn, som mange af os deltager i, et problem i sig selv. Ét er, at den spænder ben for, at vi kan have en mere åben snak om både fordele og ulemper ved at legalisere.

Noget andet er, at den bestemt ikke hjælper danske forældre m.fl. med at kunne have en god snak med deres teenagere om de åbenlyst store konsekvenser, det kan have at tage stoffer. Teenageren vil ikke tale om det, da det er kriminelt og stigmatiserende. Og forældrene danser om den varme grød. Løgnene, vi fortæller, bliver til sandhed. Og problemerne fortsætter.

Så hvad skal vi gøre?

Set fra vores forskningsbaserede stol, taler meget for, at en legalisering af cannabis er en farbar vej – eller i hvert fald en bedre vej end den, vi hidtil har begivet os ud på. Som skrevet vil en legalisering kunne betyde, at vi som samfund får bedre kontrol med et allerede vidt anvendt rusmiddel, at vi får flere ressourcer til at hjælpe dem, der har brug for det, og at vi kan få fjernet en betydelig del af de kriminelles levebrød.

Dette er den ene side af mønten. Den anden side er, at vi samtidig kan få frigivet tid og midler, så vores dygtige toldere og politi kan lægge deres fokus der, hvor det virkelig gælder. I stedet for at bruge tiden på et relativt ufarligt cannabisforbrug vil de kunne sætte både bedre og hårdere ind over for den organiserede kriminalitet og dens samfundsskadelige effekter. At gå ind for at legalisere er derfor på ingen måder lig med, at man er ligeglad med kriminaliteten og dens ondskab. Tværtimod. At være pro-legalisering er at være anti-bander.

Emner