Et EU-land, som i årevis har undermineret retsstaten, står til at lede os andre

Af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 10. juni 2023.

Situationen er blevet værre og med et forestående EU-formandskab til Ungarn i efteråret 2024 (et land, som ingen demokratimålingsinstitutter længere kalder demokratisk), spidser problemerne til. For kan et ikkedemokratisk EU-land lede en union, som kæmper for demokrati og retsstat i Ukraine?

Det er et ubehageligt spørgsmål, som vi ikke desto mindre pinedød bliver nødt til at forholde os til. For vi insisterer vel stadig på, at nye medlemslande skal være demokratiske for at komme ind i EU-klubben. Eller hvad? Og hvis det passer, kan vi så bare se passivt til, når et medlemsland, som i årevis har undermineret retsstaten, står til at skulle lede os andre?

En ny publiceret Meijers-rapport skrevet af anerkendte jurister tvinger os til at konfrontere problemet. Og selvom danske medier har forbigået debatten i tavshed, nævnes Danmark faktisk i rapporten som en del af en mulig løsning. Det gør vi, fordi vores eget EU-formandskab (efteråret 2025) jf rapporten indgår i et af de tre løsningsforslag, som nævnes. Dem og Ungarn vender jeg tilbage til. Vi starter i Polen, hvor tingene også er ved at køre af sporet.

Lad os først slå fast, at ingen betvivler polakkernes enorme indsats i forbindelse med stort set alle aspekter af Ukraine-krigen. Netop dette gør det så meget desto mere smertefuldt, at den polske nationale konservative PiS-regering fortsætter sin kamikazekurs, når det kommer til ødelæggelsen af demokratiet.

I denne uge ikke bare med den famøse »Lex-Tusk«, men også (endnu) en dom fra EU-domstolen, som slår fast, at Polens retsreformer bryder EU-rettens helt grundlæggende principper om domstolenes uafhængighed.

Der var ellers store forhåbninger til Polen, da landet med 38 millioner indbyggere kom ind i EU. Polen havde da også alle muligheder for - efter Brexit - at indtage en helt central rolle i fællesskabets inderste hjertekammer, sammen med Tyskland og Frankrig.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå under PiS-regeringen, som nu har siddet ved magten siden 2015.

Minder om Putins metoder

I søndags kunne man således bevidne et ret usædvanligt fænomen - den gamle Solidaritetsformand Lech Walensa arm i arm med liberale Donald Tusk. De demonstrerede sammen med flere hundredtusinde andre i Warzawas gader imod en ny domstolslignende komité i det polske parlament, som skal give medlemmer af PiS-partiet mulighed for, at »undersøge« politiske modstandere (derfor Lex Tusk) for »russiske kontakter« helt tilbage til 2007.

Det er et ubehageligt
spørgsmål, som vi
ikke desto mindre
pinedød bliver nødt
til at forholde os til.

Alene en undersøgelse af en politisk modstander for påståede »forbindelser« til Rusland så langt tilbage vil gøre det vanskeligt for eksempelvis Tusk at føre valgkamp til efteråret. Valget ser lige nu ud til at give de to kombattanter lige mange stemmer. Men komiteen vil også, hvis den finder en person »skyldig«, kunne udelukke vedkommende fra at beklæde et offentligt embede i ti år - vel at mærke uden ret til appel eller ordentlig rettergang.

Begrebet »russisk indflydelse« er heller ikke defineret og hele »setuppet« minder derfor om metoder, kun Putin ville kunne matche, hvilket naturligvis er ekstra ironisk. Dagen efter demonstrationen kom så afgørelsen fra EU-Domstolen, som slog fast, at PiS-regeringen har undermineret domstolenes uafhængighed.

Spørgsmålet er nu, om lande, der ikke respekterer demokrati og retsstat, og som har artikel 7-sager kørende imod sig, kan lede EU? Spørger man Europa-Parlamentet og juristerne bag Meijers-rapporten, er svaret nej.

Forestil jer den Putin-elskende Viktor Orbán som rådsformand i efteråret 2024, når europaparlamentsvalget er overstået, og alle topposterne skal fordeles. Nej, vel? Men selvom Det Europæiske Råd, som kommer til at afgøre sagen, sandsynligvis vil stikke hovedet i busken, er juristerne i Meijers-komiteen ikke i tvivl. Der er reelt tre muligheder:

1. Sensitive emner under de to landes formandskaber flyttes til de øvrige troikalande, dvs. de lande, der følger før og efter Ungarn og Polen;
2. Lande, der har artikel 7- og andre retsstatssager kørende i imod sig, skal helt frasige sig deres formandskab og overlade det til de øvrige troikalande, herunder Danmark, så de kan varetage formandskabet i for eksempel ni måneder.
3. Endelig kan man udskyde EU-formandskabet til et tidspunkt, hvor problemerne er løst.

Ingen af modellerne er rare, men vi er nødt til at forholde os til dem. Man må håbe, at rapporten om ikke andet understreger, at EU må og skal have nye redskaber til at holde lande, der i fremtiden kommer med i klubben, på et ægte demokratisk spor.

Emner