Et stort mindretal af danskerne er ikke demokrater

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 19. februar 2023. 

Danskerne ser ofte sig selv som et ret frihedselskende, antiautoritært og næsten smårebelsk folkefærd. Sandheden er bare, at store dele af befolkningen ofte ikke har noget problem med forbud eller påbud - bare de primært rammer nogle andre.Så hvor venstrefløjen i 1960erne og 1970erne mente, at autoriteter som»religion«,»tradition«og»magthavere«var noget, man af princip skulle kritisere og udfordre, mener mange til venstre i dag, at religiøse følelser skal beskyttes ved lov (i hvert fald hvis det handler om islam). Eller at for eksempel»Men in Black«, der demonstrerede imod covid-19-nedlukningerne, eller dem, der brændte en dukke forestillende Mette Frederiksen, er for statskritiske og skal straffes. (Og i øvrigt straffes hårdere end de venstreekstremister, der fysisk overfaldt en statsminister og udenrigsminister.) Hvor nogle socialister i gamle dage ville give mennesker ret til at eksperimentere med selv de farligste narkotika, vil de nu begrænse mulighederne for at spise kød,»vape«med frugtsmag eller nogensinde kunne købe tobak.

Og hvor højrefløjen har stået for ytringsfrihed, når det for eksempel gjaldt Salman Rushdies eller Jyllands-Postens udfordring af doktrinær islam, har man i disse år hørt selverklærede»nationalkonservative«, der gerne vil indføre forhåndscensur af ytringer på internettet, eller forbyde sociale medier at»forskelsbehandle«meninger (i hvert fald de»rigtige«meninger), og som sågar relativerer offentlig piskning af blasfemikere.

Denne tværpolitiske tendens til at gribe til forbud trives paradoksalt nok også hos mange danskere, når det handler om selve det liberale demokrati. Det fremgik sidste år af en meningsmåling foretaget af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hvor man havde spurgt et repræsentativt udvalg på 2000 danskere om deres syn på grundlæggende demokratiske rettigheder.

Hvor de fleste danskere ganske vist støtter klassiske politiske frihedsrettigheder, mener hver fjerde, at det er o.k. hvis myndighederne indskrænker disse, når blot det gælder personer med ekstreme holdninger. Hele 26 procent er helt eller delvist enige i, at staten bør forbyde demonstrationer af grupper med sådanne holdninger - også når disse i øvrigt er fredelige.

Omtrent lige så mange (27 procent) mener, at partistøtte fra staten bør gives selektivt, så den ikke går til grupper med ekstreme holdninger. Lidt færre, men stadigt et anseligt mindretal (22 procent), mener, at partier med ekstreme holdninger slet ikke bør have lov at stille op til valg.

Det er kun et lille mindretal, der decideret vil gribe til selvtægt overfor holdninger, de ikke kan lide. Men to procent mener dog, at det er o.k. at ødelægge ekstremisters valgplakater, og et lignende antal mener, at det er o.k. at chikanere politikere eller vælgere med ekstreme holdninger.

To procent er ikke en stor andel, men det er dog immervæk over 100.000 personer, og hvis 1930erne, 1940erne, 1970erne og 1980erne viste noget politisk, var det, at aggression fra selv ret små intolerante grupper i praksis kan forrette stor skade.

Der er mange problemer ved en sådan selektiv og arbitrær tilgang til demokratiet, men et fundamentalt problem er, at det slet ikke er objektivt givet eller indiskutabelt, hvad der er»ekstreme«holdninger. Hvad der er ekstremt for den ene, er det ikke nødvendigvis ikke for den anden - og hvad der var ekstremt eller moderat i går, er det ikke nødvendigvis i dag eller i morgen.

Så hvem ved? Under Den Kolde Krig repræsenterede partier som for eksempel Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne, Kommunistisk Arbejderparti og Socialistisk Arbejderparti (som 1989-1991 dannede det nuværende Enhedslisten) reelt ganske gevaldigt ekstreme holdninger - men de fik lov at forsamles og stille op. Skulle de ikke have haft lov til det?

Læg dertil at det slet ikke er klart, at holdninger er problematiske alene, fordi de er ekstreme. Verdenshistorien er på godt og ondt blevet drevet af, at blandt andet ideer, der engang blev set som ekstreme, fik lov at vinde gehør og så blev mainstream. Helt op i det 20. århundrede var sågar frihed, demokrati og retssikkerhed faktisk ret ekstreme ideer.

Forskerne fra VIVE peger på, at danskernes holdninger ikke er blevet voldsomt mere illiberale de seneste 30 år, og de er derfor ikke bekymrede - men det burde den bredere befolkning måske nok være.

For det er klart, at det, der i dag er et mindretal, hurtigt kan blive et flertal. Vi ved også, at politikere ofte tilpasser sig, hvad forskellige mindretal synes. Så hvis man ikke tager illiberale strømninger alvorligt og møder dem med modargumenter, kan man hurtigt komme i samme situation, som mange demokratier pludselig befandt sig i i 1920erne og 1930erne, hvor den ene fløjs ekstremister ville eliminere den anden fløjs - og hvor taberne blev alle sider.

Emner