Europa er begyndt at forstå truslen fra Kina. Men meget vil stadig være ”Made in China”

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 23. august 2023.

I EU DISKUTERER MAN FOR TIDEN sikringen af en europæisk fremstilling af kritiske produkter som sundhedsudstyr, chips til industriproduktionen, avanceret sikkerhedsteknologi og adgang til såkaldte sjældne jordarter. Det er udtryk for en reorientering af den europæiske industri- og handelspolitik, som har været undervejs i 10 år eller mere, men som er blevet accelereret på grund af covid 19-krisen, Ruslands angreb på Ukraine og massiv amerikansk offentlig støtte til virksomheder, som placerer sig i USA.

I mange år var devisen i EU ellers, at det skam ikke gjorde noget, at industriproduktionen flyttede til Kina (de fleste former for industriproduktion), Taiwan (center for verdens produktion af mikrochips), Indien (computerudstyr) eller lignende steder i Asien. For det betød blot, at vi kunne koncentrere os om den spændende og kreative forskning og udvikling, som desuden kastede højere lønninger af sig end den manuelle fabriksfremstilling.

Sådan var holdningen fra efter slutningen på den kolde krig i 1990 og frem til efter finanskrisen 20-25 år senere. Herefter begyndte tingene at ændre sig.

Man opdagede nemlig, at det ikke kun var industriproduktion, som flyttede ud. Forskning, udvikling, idéudvikling og alt det kreative arbejde bevægede sig med en vis forskydning ofte også derhen, hvor fabrikkerne befandt sig. 

Forskningen og udviklingen er i høj grad efterfølgende fulgt med i slipstrømmen på rollen som verdens fabrik.

ÅRSAGEN ER, AT IDÉUDVIKLINGEN og nyudviklingen i industrien som regel ikke sker i et vakuum i laboratorier og udviklingsværksteder blandt ansatte med hvide kitler. Sidstnævnte kræver ofte på et eller andet tidspunkt omgang med ansatte i blå kedeldragter for at kunne fungere optimalt.

Eller sagt på en anden måde: Resultaterne af forskningen og udviklingen i industrien skal løbende afprøves på fabriksgulvet i den almindelige produktion, før de nyudviklede produkter er flyvefærdige til markedet. Det er også baggrunden for, at Kina i dag er førende med ikke kun fabriksproduktion. Forskningen og udviklingen er i høj grad efterfølgende fulgt med i slipstrømmen på rollen som verdens fabrik. Samtidig har udflytningen af produktion fra Vesten gjort os sårbare og øget de sociale skel. Forsyningskæder kan bryde sammen, som vi så det under covid 19-krisen, når lande kæmper om de samme produkter. Eller hvis et skib lægger sig på tværs af Suez-kanalen. Og man kan anvende forsyninger med bestemte produkter til politisk afpresning, som Rusland har forsøgt sig med over for verden under landets krig mod Ukraine.

Samtidig har de færre industrijobs øget spændingerne i flere vestlige lande, for hvad skal mennesker så tage sig til i områder, hvor man i generationer har fundet beskæftigelse i industrien?

Herudover har USA vedtaget den såkaldte Inflation Reduction Act under Joe Biden. Den giver mulighed for stor økonomisk støtte og skattefordele til produktionsvirksomheder, som placerer sig i USA. Baggrunden har blandt andet været ønsket om at gøre noget for arbejderklassen i USA, som var en del af Bidens valgprogram i valgkampen mod Donald Trump i 2020.

Men samtidig er det for Europa et meget handelspolitisk forvridende instrument i den forstand, at det kan få virksomheder herfra til at slå sig ned i USA blot for at få den økonomiske støtte fra den amerikanske regering.

EU HAR SOM MODSVAR på udfordringerne lagt den industri- og handelspolitiske kurs endegyldigt om. Det er sket med en lang række initiativer, som skal sikre, at kritisk nødvendig industriproduktion også findes i betydeligt omfang på virksomheder lokaliseret i EU-landene. Man vil etablere en europæisk produktion af mikrochips. Man vil sikre adgang til teknologier og sjældne jordarter til industriproduktion flere steder fra og ikke blot fra ét land (læs: Kina).

Man vil skabe mulighed for, at europæisk industriproduktion får mere optimale rammevilkår, kan skaffe sig råstoffer flere steder fra og aldrig igen bliver afhængig af én råstofleverandør (læs: Rusland).

Vi kan således se frem til en verden, hvor geopolitikken kommer til at spille en større rolle. Det vil sige bevidstheden om, at der skal være en produktion af kritisk nødvendige varer i lande tæt på, som man altid kan få adgang til. Der er kommet en tankegang, hvor vi ikke kun skal overveje, hvor varer kan købes bedst og billigst, men også uden hindringer.

Omvendt vil den globale handel stadig være stor og sandsynligvis stigende, selv om stigningstakten i forhold til de seneste årtier vil aftage. Det ville være meget, meget omkostningsfyldt, hvis den globale handel blev sænket meget. Rusland kan afkobles, men det kan den mange gange større og langt mere konkurrencedygtige kinesiske økonomi ikke.

EU-landene vil gøre sig mindre afhængig af Kina ved at mindske sårbarheden og øge sikkerheden. Der vil dog stadig være mange varer på hylderne i danske butikker ”Made in China”. 

Emner