Europa må lære at lide, hvis vi skal slå Rusland i Ukraine

Debatindlæg af militæranalytiker Alexander Høgsberg Tetzlaff (Institut for Militære Studier) i Politiken den 18. maj 2023.

Kremls fortællinger om, at Rusland er truet af fremmede magter, er et af deres stærkeste våben i krigen. Russernes vilje til at gå i døden for deres land kan nemlig blive enorm. Som både bortrejste russere og vestlige iagttagere bemærker, er der et stærkt element af, at Rusland er blevet en 'dødskult' forklædt som patriotisme. Og det er netop dén følelse af patriotisme, som Putin og Kreml i øjeblikket forsøger at aktivere.

Det så man under det nylige påståede droneangreb, da Kreml med en hurtig og effektiv kommunikationsindsats anklagede Ukraine for at ville snigmyrde præsident Putin i hjertet af Moskva. Deres historie blev, at det var et angreb på det allerhelligste monument for at dræbe 'kejser Putin'. Målet var at skabe større folkelig tilslutning til krigen ved at aktivere det russiske folks stærke patriotisme. Det er en forståelig og effektiv strategi fra Kremls side. Fascinationen af og foragten for det fremmede og udlandet løber som en tyk rød tråd i russisk kulturhistorie og lever stadig i nutidens Rusland.

HER ER DET relevant at se mod Lev Tolstojs roman 'Krig og fred', som handler om Rusland under Napoleonskrigene. Den klassiske litteratur har nemlig i høj grad formet 'folkesjælen' i Rusland, og derfor er det interessant at anskue krigen i Ukraine ud fra et litterært perspektiv.

Tolstoj beskriver, hvordan Napoleon ikke kunne besejre Rusland tilbage i 1812, fordi det russiske folk endelig satte sig imod. Og først da. Russerne satte frivilligt ild til deres hjem og marker. Den brændte jords taktik betød, at den fremrykkende hær måtte sulte hele vejen til Moskva. Selv om franskmændene tilbød gode penge for hø og mad, nægtede russerne at sælge og brændte i stedet alt.

Napoleon sejrede i det afgørende slag ved Moskva og indtog derpå byen, som til hans overraskelse var brændt ned. Men det var ikke Rusland, som efterfølgende ophørte med at eksistere. Det gjorde først den hundrede tusinde mand store franske hær og dernæst det napoleonske Frankrig.

Tolstoj beskriver videre, hvordan russerne jagtede de flygtende franskmænd ud af Rusland. Alt det bakkes ligeledes op af nutidens historikere.

Ifølge Tolstoj var russerne så hævngerrige og forhippede på at drive franskmændene ud, at tusindvis af russere omkom undervejs i forfølgelsen. Når franskmænd stiller op til duel med kårde, smider russerne kården og løfter køllen. Folkets had til den europæiske invasionshær var stærkt, og det russiske had er stadig en enorm drivkraft. Det plejes ved at bruge et narrativ om folkets stolte styrke, som når de fejrer Sovjetunionens sejr over nazisterne 9. maj. Eller når meningsdannere i tv-debatter anbefaler brug af atomvåben i Ukraine.

HVAD BETYDER det for Vesten? Europa bør være meget påpasselige med ikke at gøre krigen i Ukraine til en krig mod Rusland. Og man bør aktivt forsøge at modarbejde ovenstående fortælling, som Kreml forsøger at skabe. Hvis ikke, vil grøfterne mellem Europa og Rusland blive dybere.

Dertil kommer, at russerne historisk set har vist en vilje til at udholde lidelse, som andre nationer ikke har formået. De er anderledes kompromisløse, når det gælder om vinde eksistenskrige. Det skete under Napoleonskrigene og gentog sig under Anden Verdenskrig, hvor russerne trods langt større menneskelige tab end Vesteuropa alligevel sejrede over nazisterne.

I løbet af den næste tid vil vi se, om Vesten kan vise samme udholdenhed. Indtil nu har støtten til Ukraine været solid, men hvordan ser det ud om trefem år? Er Vestens demokratier rustet til den langvarige opslidende krig, når det for alvor får konsekvenser for vores egen levestandard og økonomi?

Vinterens galopperende energipriser var første tegn på, hvad vi har i vente, men det kan blive endnu hårdere for Vesten. Vi har allerede set, hvordan hybridkrigen potentielt kan få katastrofale følger for vores kritiske infrastruktur. Hvis vi vil slå russerne i deres eget spil, bør vi i det mindste vide, hvad vi går ind til. Og det betyder, at vi må acceptere, at vi kommer til at betale en højere pris, end vi regner med, hvis Ukraine med Vestens hjælp skal sejre.

ALLEREDE NU SES de første sprækker i sammenholdet: Den fremtrædende politiker Sahra Wagenknecht fra partiet Die Linke i Tyskland nyder stor opbakning for sin modstand mod russiske sanktioner og en mindre Ukrainevenlig tysk politik. Hun taler om fred med Rusland i stedet for krig, og det vækker genklang blandt vælgere i Tyskland.

At Vesten ikke står distancen, er i min optik den russiske strategi - og det kan vise sig at være en vinderstrategi.

Hvis Europa skal sejre i Putins Ukraine-krig, må man forberede sig på langvarige konsekvenser. Det russiske folks hårdførhed, patriotisme og også påtvungne modstandskraft vil teste Vestens sammenhold til det yderste. »Langvarig krig afgøres ikke kun på slagmarken, men også af økonomi, politik og sammenhold, og her er opfattelsen (i Rusland, red.), at Vesten ikke står distancen«, udtalte tidligere ambassadør i Moskva Carsten Søndergaard sidste år. Det er en vigtig pointe.

Folketingsvalget sidste år handlede om alt muligt andet end forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er i sig selv en pointe: Danskernes fokus er et andet sted - vi bekymrer os langt mere for de nære problemer. Men krigen kan hurtigt komme meget tættere på, fordi vi en dag kan risikere, at vi ikke har strøm, vand og varer i butikkerne, fordi cyberangreb har lagt kritisk infrastruktur ned, og forsyningskæder er brudt.

Vores naivitet er et praj om, at vi måske ikke står distancen. Vores høje levestandard og magelige hverdag er vigtigere, end at Ukraine sejrer, og det udgør den største risiko for, at Vesten vil tabe krigen. Og taber vi først Ukraine, vil Rusland for alvor få blod på tanden.

Vi må derfor for alt i verden undgå at gøre Ukraine-krigen til en krig mellem Vesten/Nato og Moder Rusland. Hvis Kreml kan få det til at handle om at forsvare selve Ruslands eksistens mod angreb udefra, kan russerne ikke overvindes. Vi må ikke gentage Napoleons fejl.

Emner