Fake news og desinformation kan afgøre, om Ukraine vinder krigen eller ej
Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. marts 2023.
Siden den russiske invasion af Ukraine for et år siden, har der ikke kun været krig på slagmarken med Første Verdenskrigs-lignende tilstande - lige nu mest voldsomt ved Bakhmut.
Krigen foregår også i vores hoveder og i de billeder og den tekst, vi konstant bombarderes med fra såvel officielle som sociale medier. Faktisk mere end nogensinde.
Ukrainerne og ikke mindst præsident Zelenskyj viste sig tidligt aldeles fremragende til at udnytte og kommunikere via sociale medier. Hvem husker ikke hans slentreture med sin stab gennem et Kyiv under angreb i marts sidste år? Noget der hurtigt kom til at stå i skærende kontrast til en coronaangst Putins »langbordssamtaler« med sine mundlamme generaler.
Zelenskys troværdighed og kommunikationsevner har uden tvivl været afgørende for den folkelige opbakning ikke bare i Ukraine, men også i Vesten. Herunder den fortsatte villighed til både at tage imod millioner af flygtninge og levere våben til ukrainernes frihedskamp.
Men lige så konstruktivt sociale medier kan bruges til at samle og indgyde håb, lige så ødelæggende kan de være, når de bruges til at manipulere og desinformere.
Desinformation er i modsætning til misinformation bevidst vildledende og handler om at plante falske fortællinger med et politisk formål. I en spritny rapport fra V-Dem instituttet i Göteborg, som måler demokratisk tilbagegang i verden, er spredning af desinformation en af de absolut væsentligste komponenter i nedbrydning af demokratiet i verden de forløbne ti år. Med smartphonens udbredelse til selv den fattigste afkrog af verden er desinformation med andre ord blevet et afgørende værktøj for autokrater.
Det gælder ikke mindst for en krigsførende part som Rusland. For eksempel kan tvivl om Vestens opbakning blandt soldater i kamp undergrave moralen. Og tror man på de russiske fortællinger om, at Vestens sanktioner ikke virker, eller at borgere i vestlige hovedstader igen og igen går på gaden for demonstrere mod stigende priser, snarere end mod den russiske aggression, kan det ikke bare få afgørende betydning for kampgejsten og på de valg, der træffes på slagmarken. Falske fortællinger kan også få betydning for en krigstræt civilbefolknings mobilisering og opbakning og for de vestlige befolkningers langsigtede støtte.
Fake news og desinformation kan med andre ord afgøre, om Ukraine i sidste ende vinder krigen.
Særligt demokratier er sårbare. For får fjenden held til at splitte og så tvivl om ræsonnementet bag fortsat våbenstøtte og økonomisk og humanitær hjælp, vil politikere, der skal genvælges, ofte ryste på hånden, når næste våbenleverance eller sanktionspakke skal vedtages.
Bekæmpelsen af fake news står derfor i dag mindst lige så højt på Vestens og EUs dagsorden som den fysiske kamp. EUs udenrigstjeneste har derfor oprettet en platform til bekæmpelse af desinformationskampagner fra Kina og Rusland. Den skal lette og forstærke udvekslingen mellem blandt andet EUs medlemslande og civilsamfundsaktører i bestræbelserne på at imødegå den kraftigt øgede desinformation og manipulation, som krigen i Ukraine har afstedkommet især fra russisk og kinesisk side.
Tilbage i 2015 besluttede man at etablere en enhed til at imødegå russisk desinformation og siden er indsatsen mod det, man kalder »Foreign Information Manipulation and Interference (FIMI)«, øget markant.
Et arbejde som i øvrigt og apropos den hjemlige debat om at skære i universitetsuddannelserne, bedrives af to af Danmarks absolut dygtigste ruslandskendere begge med humanistisk baggrund.
Ifølge EUs udenrigschef, Josep Borrell, har desinformationen det seneste år især været i vækst i Afrika og Mellemøsten. Her har især den russiske fortælling om, at verden sulter - ikke som følge af Ruslands invasion og blokering af Ukraines korneksport - men på grund af Vestens sanktioner imod Rusland, floreret uden modsigelse.
Et område, hvor vi også burde have været mere opmærksomme, er det, der foregår indenfor EUs egne grænser. Hvorfor er det stadig så vanskeligt for de ellers så Ukrainestøttende EU-ledere at gribe ind, når en af deres egne år ud og år ind manipulerer, desinformerer og griner alle lige op i ansigtet?
Ja, jeg tænker naturligvis på Ungarns leder, Viktor Orbán, som trods sin formelle - men yderst nølende - opbakning til EUs sanktioner og øvrige Ruslands-politik, fortsætter sine falske fortællinger. For eksempel om, at det er EU, der er skyld i stigende forbrugerpriser i Ungarn, fordi EU sanktionerer Rusland.
En spadseretur i Budapests gader kan bevidne, at der bruges millioner på netop denne historie med store bannere overalt. Det samme gælder i de statsejede medier, hvor ungarerne kun hører, at EU optrapper med våden og krig, mens lille Viktor bare vil have fred!
I øvrigt har den ungarske leder netop åbnet en russiskvenlig tænketank i hjertet af Bruxelles befolket med Russia Today-kommentatorer. Desværre er vores og resten af EUs svar på dette - indtil videre - larmende tavshed og fortsat økonomisk støtte.