Dimensionerne af Wagnergruppens aktiviteter i Afrika bør ikke undervurderes. Nogle mener, at indtægterne fra guld- og diamantminer i Afrika er så omfattende, at det også bidrager til finansieringen af krigen i Ukraine, skriver Karen Philippa Larsen og Katja Lindskov Jacobsen.
Debatindlæg af seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen (Center for Militære Studier) og ph.d. studerende Karen Philippa Larsen (Diis) i Altinget den 20. marts 2023.
Ruslands invasion af Ukraine har varet i over et år. Krigen markerede et signifikant skifte i forholdet mellem Rusland og Europa. Men krigen har også fået konsekvens for, hvordan vestlige aktører ser på Ruslands øgede tilstedeværelse i Afrika.
Det, at tage Ruslands tilstedeværelse i Afrika alvorligt, kræver dog, at vi først afliver en udbredt misforståelse om, at Rusland ikke fortsat vil have råd til både at føre længevarende krig i Ukraine og samtidig være til stede i Afrika. Så simpelt er regnestykket imidlertid ikke.
Ruslands indflydelse i Afrika sker blandt andet gennem Wagnergruppen. Vi hører mest om Wagnergruppens militære tilstedeværelse i Afrika. De eksempler vi kender mest til er Mali, CAR, Sudan og Libyen.
Men derudover må man ikke undervurdere Wagnergruppens økonomiske tilstedeværelse i Afrika, som både gælder i de førnævnte lande men også i lande som for eksempel Madagaskar, hvor fodaftrykket for nuværende er politisk og økonomisk, men hvor minefirmaer eksempelvis menes at spille en rolle i forhold til udvindingen af guld fra miner i CAR.
Wagnergruppens guldmine
De økonomiske dimensioner er vigtige for den større ’forretning’, som Wagnergruppen må ses som. Adgang til guld- og diamantminer og andre naturressourcer er del af en større indtægtsgivende – og ofte ulovlig – ’forretning’, som kommer både Wagnergruppen og Prigozhin til gode.
Angående de ulovlige dimensioner er firmaer koblet til Wagnergruppen for eksempel anklaget for smugling af guld, ulovlig udvinding af ressourcer og brug af tvang over for diamantsamlere.
Indtjeningsdimensionerne af Wagnergruppens aktiviteter i Afrika bør ikke undervurderes
I januar 2023 designerede den amerikanske regering Wagnergruppen som en ‘transnational criminal organization’, hvilket blandt andet åbnede nye sanktionsmuligheder.
For ikke kun de militære dimensioner, men også indtjeningsdimensionerne af Wagnergruppens aktiviteter i Afrika bør ikke undervurderes.
Udover at det kan være en ’gratis’ form for indflydelse, som ikke går væk, blandt andet fordi den er selvfinansierende, udhuler Wagnergruppens indtægter – som nogle steder inkluderer indsamling af skatter – staters budget og evne til at levere ydelser til dens befolkning. Men ikke alene det.
Nogle mener, at indtægterne fra guld- og diamantminer i Afrika er så omfattende, at det også bidrager til at finansiere Wagnergruppe-soldater i Ukraine.
Vestens modsvar
Der er for nuværende intet, der tyder på, at hverken Ruslands eller Wagnergruppens engagement på det afrikanske kontinent, og de udfordringer det medfører for civilbefolkninger og for liberale aktører, vil forsvinde.
Myten om Vestens selvindlysende appeal må punkteres
Tværtimod, mens hele Europa og meget af verden – inklusiv mange afrikanske lande – markerede ét-året for Ruslands invasion af Ukraine ved at fordømme Ruslands handlinger, blev Frankrigs militær bedt om at forlade Burkina Faso, som rygtes i stedet at ville vende sig mod Wagnergruppen, og Sydafrika gennemførte en stor bilateral flådeøvelse sammen med Rusland.
Rusland bejler altså til Afrika, blandt andet med Wagnergruppen som redskab, og hvad gør Vesten så, når man indser, at Wagnergruppens tilstedeværelse må tages alvorligt?
Vores argument her er, at det er vigtigt, at Vesten forholder sig til Wagnergruppens øgede indflydelse, men også, at hvis ikke man er forsigtig i sit modsvar på dette, kan det risikere at have den omvendte effekt, nemlig at styrke Rusland og Wagnergruppens appeal.
Myten om Vestens appeal
Den risiko indtræffer, hvis Vesten i sit modsvar sætter sin egen tilgang til for eksempel sikkerhedsstøtte på en piedestal og blindt overser den kritik af både de huller (for eksempel militær træning uden våben), den historik (kolonitidsimperialisme), og den manglende seriøsitet over for afrikanske partnerlandes perspektiver, som Vestens støtte har været forbundet med.
Det er afgørende, at man tager kritikpunkterne seriøst og overvejer en anden tilgang i modsvaret på Wagnergruppens voksende tilstedeværelse i Afrika, som i enkelte lande har betydet et fravalg af vestlige aktører til fordel for Wagnergruppen.
Så samtidig med at Vesten retter en vigtig og retmæssig kritik mod Wagnergruppens engagement i Afrika, er det afgørende, at centrale spørgsmål om Vestens egen tilgang ikke overses.
Ikke alene må myten om Ruslands engagement i Afrika som noget, der går væk af sig selv punkteres, det må myten om Vestens selvindlysende appeal også.
Adresserer vi ikke en række svære spørgsmål om vestlige aktørers egen tilgang til afrikanske partnere, vil det kun blive nemmere for Rusland at øge deres tilstedeværelse, inklusiv den tilstedeværelse, der kommer Rusland til gode økonomisk de steder, hvor utilfredsheden med mangeårige liberale interventioner vendes til Ruslands fordel.
