Frederiksen og Løkkes krisefortælling vil næppe redde dem

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. april 2023.

Regeringspartiernes tilslutning er faldet hurtigere og mere markant end nogen anden regerings i moderne tid. Måske er det derfor, statsminister Mette Frederiksen (S) synes, vi skal have en krise mere.

Frederiksen har allerede præsideret over covid-19-pandemi, Ukraine-krig og inflation, og som Esben Schjørring for nylig skrev på Altinget, er hendes univers nu et, hvor intet er normalt, og hvor der ikke længere findes problemer eller udfordringer:»Der findes kun kriser«.

Så statsministeren erklærede i forbindelse med en stort anlagt tale på Kommunernes Landsforenings årsmøde, at Danmark står over for en decideret»velfærdskrise«. At folks forventninger til velfærdsstaten løber fra de faktiske muligheder, alt imens den offentlige sektor lider under bureaukrati. Tilsammen truer det velfærdsstaten og nødvendiggør grundlæggende ændringer.

Det er der nok meget sandt i. Men det er der sådan set ikke noget nyt i - det har forskere og debattører peget på i et halvt århundrede. Fra Jørgen Dichs»Den Herskende Klasse«(1973) og Jørn-Henrik Petersens og Kjeld Møller Pedersens»Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?«(1980) over Ole P. Kristensens disputats om»Væksten i den offentlige sektor«(1987) til Ole Birk Olesens»Taberfabrikken«(2007) - for blot at nævne nogle få af mange.

Statsministerens krisefortælling fik få dage efter støtte af en art fra sin forgænger, modstander og nu udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der på det reelt første ordinære landsmøde i sit nye parti Moderaterne erklærede, at det var nødvendigt at fremtidssikre velfærdsstaten, så den også ville være der i fremtiden. Så nu skal der»gennemgribende politiske løsninger«til i stedet for»snuptagsløsninger og populære holdninger«. Underforstået den politik, landet har haft i årtier.

Bevares: Velfærdsstaten er faktisk på nogle punkter presset - og en del politik ville være bedre, hvis man ikke tog emnerne stykke for stykke men i en større helhed.

Men et oplagt spørgsmål presser sig så bare på alligevel: Hvis vi står i en velfærdskrise, er det så ikke først og fremmest Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der er medskyldige? Ingen nuværende danske politikere overgår de to i medansvar for tingenes tilstand i dansk politik 2023: De seneste 29 år har Frederiksen og Rasmussen siddet i Folketinget i tilsammen 51 år og været centrale ministre i 22 år - og statsministre i ti af de seneste 14 år.

Så hvis vi er et sted, der er værre nu, end det var for fem, ti eller 20 år siden, hvorfor har de to så fejlet så meget? Og hvorfor har deres to gamle partier (S og V) fejlet endnu mere? Det forholder sig jo sådan, at det altid har været det ene eller det andet eller som regel begge partier, der har stået bag alle større forlig i dansk politik siden 1920.

Spørgsmålet illustrerer problemet ved som politiker at forsøge at bygge egen statur op som værende en kriseløser.

Et velkendt politisk diktum siger ganske vist, at man skal aldrig lade en krise gå til spilde. Forstået på den måde, at når en krise ruller, sænkes skræmte vælgeres kritiske sans i forhold til drastiske reformer - og derfor vil det som politiker være lettere at komme igennem med politikker, der ellers aldrig ville have nogen gang på jord.

Samtidigt er det også velkendt, at der under en krise kan være det, amerikanerne kalder en»rally around the flag«-effekt: At vælgerne samles om den politiske ledelse, når landet er truet. Det så man for eksempel i USA efter 11/9 2001, og man så det i mange lande under covid-19.

Så karrierepolitikere som Frederiksen og Rasmussen har alt andet lige et stort incitament til at tale kriser op.

Pointen er bare, at det kun virker, når politikerne, der er ved magten, ikke også generelt ses som værende dem, der er ansvarlige for krisen. Og selv når man ikke er ansvarlig, bliver man alligevel tit straffet for kriser - hvilket amerikanske præsidenter som Gerald Ford (1976), Jimmy Carter (1980) og George H.W. Bush (1992) fik at mærke. Det er blandt valgforskere en velkendt tommelfingerregel, at vælgere straffer cirka tre gange hårdere for dårlige konjunkturer, end de belønner for gode resultater.

Det er også svært at opretholde den gode tilslutning, som kan komme fra en krisekrisestemning. Så snart krisen ses som aftagende, stemmer vælgerne efter andre ting. Winston Churchill oplevede for eksempel stor popularitet blandt briterne under Anden Verdenskrig - men så snart krigen var forbi, og vælgerne i 1945 fik chancen, vragede de ham igen.

Så Frederiksen og Løkkes forsøg på at tale en»velfærdskrise«- hvis eventuelle løsning man først vil se konsekvenserne af på lang sigt - op kan som politisk strategi meget vel være det samme som at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

Emner