Frem med flidspræmierne

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Information den 3. oktober 2023.

Begrav forestillingen om, at arbejde skal være et lystbetonet selvrealiseringsprojekt. I stedet skal fliden dyrkes. Det er nødvendigt for at skaffe arbejdskraft, og det vil gavne de unges selvværd

Engang blev der uddelt flidspræmier på mange skoler og uddannelsessteder overalt i Danmark. Det skete som regel ved skoleårets afslutning og sommerens begyndelse i den store aula, hvor skoleinspektøren kaldte de udvalgte elever i de ældste klasser op. De fik herefter overrakt en kuvert med et større eller mindre pengebeløb samt et bevis.
Flidspræmien drejede sig ikke om, at eleven havde udmærket sig ved at være specielt kreativ (hvad det så end er), innovativ (igen et diffust begreb) eller nødvendigvis præsteret noget, som var præget af stor intelligens. Disse ting ville sikkert også være områder, hvor læreren ville være usikker på, hvem der gjorde sig fortjent.

Den præstation, som blev fremhævet, drejede sig om, at eleven med flidspræmien havde præsteret ekstraordinært mange timer på skolearbejdet. Det er til gengæld noget, hvor de fleste, som har undervist, godt ved, hvem der skiller sig ud.

Flidspræmien var naturligvis udtryk for, at eleven også fagligt havde løftet sig. Men dette løft kunne være sket fra vidt forskellige udgangspunkter. Det var langtfra altid de dygtigste, som fik flidspræmier. Det var ikke dygtigheden, det var energien og ildhuen, der blev fremhævet som en særlig agtværdig dyd foran alle de andre elever på disse dage lige før sommerferien.

I dag er flidspræmierne vel stort set forsvundet fra skolernes repertoire. Tidsånden har fjernet dem, fordi den lægger vægten på andre ting. Alligevel ser vi nu et stigende ønske om flidens renæssance titte mere og mere frem. Senest skete det i statsminister Mette Frederiksens (S) tale på Socialdemokratiets årsmøde.

Arbejdet skal gøres, selv om det ikke er det sjoveste i verden

Årsagen er naturligvis, at behovet for flidens tilbagekomst er blevet mere og mere påkrævet. Det er da udmærket med kreativitet, innovation og intelligens. Lige nu er det, som der er allermest behov for i det danske samfund imidlertid, at flere personer lægger timer i at udføre jobfunktioner til gavn for ældre og børn, i rengøringen, på hospitalernes nattevagter og i samfundets livsnødvendige produktion.

I modsætning hertil står de mange personer, som med den hidtidige tidsånd i ryggen først og fremmest har søgt at skabe et liv med et arbejde baseret på projekter, som de har lyst til, og hvor de så at sige selv er omdrejningspunktet. De har et eller andet sted blot levet op til forældrenes råd om, at»du kan, hvad du vil«. Men det, der måske på et tidspunkt var et godt råd, ser mere og mere ud til at være det modsatte.

Dels er det sikkert kun et fåtal, som i virkeligheden kan realisere ønsket om at arbejde med lystbetonede selvrealiseringsprojekter. I den sammenhæng kan det frygtes, at mange andre er blevet slået på selvværdet, når de ikke er blevet lukket ind i kreativitetens lystanlæg. Dels er det åbenlyst, at samfundets behov peger i en anden retning, hvor mere arbejde skal gøres, selv om det ikke nødvendigvis er det sjoveste i verden.

Skal det danske samfund hænge sammen, er det djævelsk vigtigt, at personer med sidstnævnte jobfunktioner anerkendes mere. At vi med andre ord bør nedtone dyrkelsen af det kreative menneske og i stedet begynde i højere grad at værdsætte det flittige menneske. At pligten til flid erstatter lysten til selvudfoldelse som den toneangivende diskurs.

Danskerne skal være mere flittige

Kanske vil vi som resultat endda få en positiv sidegevinst for unge, når og hvis de bliver mere tilfredse med deres tilværelse og liv. For når samfundet begynder at værdsætte det, som de i det daglige alligevel for hovedpartens vedkommende alligevel går rundt og gør, er det hele måske ikke så skidt endda.

Fordelen ved at gøre flid til en vigtigere målestok end kreativitet i den samfundsmæssige diskurs er, at så kan alle i højere grad være med. Omvendt er det i højere grad et spørgsmål om aflæsning af bestemte sociale lags indforståede koder, når man vil gøre sig værdig til karakteristikken 'kreativ'.

I sin tale til årsmødet citerede Mette Frederiksen det socialdemokratiske koryfæ og statsminister i 1930'erne og 1940'erne, Thorvald Stauning, i nogle korte sætninger. Citatet af Stauning stammer fra Richs-albummet Vort flittige Folk fra 1939. Richs var kaffeerstatning, som man drak i stedet for kaffe, fordi man ikke kunne få kaffe, eller fordi den var for dyr. I Richs-pakkerne var der små billeder, som man kunne klistre ind i diverse album.

I albummet om de flittige danskere blev alle erhverv i Danmark på den tid præsenteret med et lige stort billede og en lige stor tekst. Det gjaldt landmanden, mureren, maskinarbejderen, kontoristen, cykelsmeden, præsten og snesevis af andre agtværdige stillingskategorier.

Alle ansås for at være nødvendige tandhjul i det danske maskineri, og for alle de bedste i hver kategori gjaldt, at de var flittige. Det betonede Stauning selv i forordet til albummet. Han belærte læserne om følgende:

»Lær af Bogen at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig.«

Det er tydeligt, at Mette Frederiksen lægger op til en ny fortælling om både det socialdemokratiske projekt og sin egen rolle heri. Ved at trække Stauning frem lægger hun tryk på ønsket om en mere flidsforpligtende kontrakt mellem danskerne - de styrede - og regeringen - de styrende.

Det er ligesom, når marxister nævner Karl Marx og liberalister Adam Smith. Nu er det alvor. Vi har virkelig behov for flere danskere med en flidsmoral. Det behov skal integreres i den danske samfundsfortælling i almindelighed og i den socialdemokratiske i særdeleshed. Ifølge Mette Frederiksen.

Samtidig er det klart, at Mette Frederiksen mener, at hun nu skal gå i offensiven med den nye fortælling. Hun vil forme danskernes holdninger i den ønskede retning. Det gør hun fra en position, hvor hun har analyseret sig frem til, at der ikke er noget alternativt bud på hendes løsning.

» There is no alternative,«, som Margaret Thatcher sagde i en anden sammenhæng, til Mette Frederiksens bud. Igen ifølge Mette Frederiksen.

Men i begge tilfælde har hun fuldstændig ret. Synes jeg.

Emner