Grøn støtte lyder forjættende, men historien er fuld af store pengetab på statsstøtte

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Klimamonitor den 1. marts 2023.

EU-Kommissionen overvejer for tiden, om den skal tillade mere statsstøtte til virksomheder, som fremstiller grøn energi eller teknologi til fremstillingen heraf. Blandt andet kunne der være tale om virksomheder, som udvikler teknologi til fremstilling af brintbrændstof.

Begrundelsen fra Kommissionens side er, at den amerikanske regering har gjort noget tilsvarende. Derfor er der blot tale om et rimeligt europæisk modsvar. Det er imidlertid en farlig glidebane at begive sig ind på, hvis der i EU indføres større mulighed for at give statsstøtte til såkaldt grøn energiproduktion.

Dårlige erfaringer
For det første har der i EU tidligere været en tilsvarende positiv holdning til brancher, som angiveligt skulle udvikle fremtidens teknologi. Uden succes og med stort pengetab til følge. EU tillod således i en årrække efter fransk pres en statsstøttet udvikling af såkaldte High Definition TV-apparater. Ønsket var at matche den tilsvarende japanske udvikling på området, som man formodede blev understøttet på forskellig vis af det japanske Ministerium for Handel og Industri.

Der kom aldrig noget godt ud af statsstøtten til de europæiske TV-apparater. De blev aldrig konkurrencedygtige i forhold til de tilsvarende japanske TV-apparater, som tog markedet. Det eneste resultat af den europæiske statsstøtteindsats var et kolossalt pengespild finansieret af de europæiske skatteydere.

Perioden med selektiv industripolitik i EU afløstes af perioden med opbygning af EU’s indre marked fra slutningen af 1980’erne og frem. Det var en tid kendetegnet ved, at EU’s konkurrencepolitik trådte i karakter, og statsstøtten til virksomhederne blev reduceret. Virksomhederne i EU fik til gengæld adgang til et langt større marked, hvor de kunne konkurrere på lige vilkår, således at dem med de bedste produkter til prisen fik fremgang. Resultatet heraf var et europæisk erhvervsliv i topform, stor økonomisk fremgang og skabelsen af millioner af nye arbejdspladser i EU-landene.

Nye dimensioner af greenwashing
For det andet vil muligheden for at give øget statsstøtte til EU’s grønne virksomheder medføre uhensigtsmæssigheder på andre området end på det europæiske marked. I det politiske system vil åbningen af sluserne for statsstøtte til grønne virksomheder medføre en masse initiativer til at fremstå grønne. Greenwashing bliver ikke kun markedsføring. Det bliver et spørgsmål om at få adgang til statskasserne. For nu giver prædikatet jo muligheder for subsidier.

Lobbyisterne og imagefabrikanterne vil få gode dage, når afgrænsningen af de grønne statsstøtteberettigede virksomheder fra de ikke-grønne skal reguleres og udmøntes.

Samtidig er statsstøtten til grønne virksomheder grundlæggende udtryk for, at skatteborgerne – det vil i vidt omfang sige lønmodtagerne – skal i gang med at finansiere dele af udgifterne, som ellers skulle afholdes af enkeltstående virksomhedsledere. EU har altid påstået, at EU’s politik har en social dimension. Det har det eventuelt nye statsregime i hvert fald ikke. Det er snarere usolidarisk.

Der er således alt i alt gode grunde til ikke at åbne mere for muligheden for at give statsstøtte til EU’s virksomheder. Uanset hvor grønne de måtte være. EU’s konkurrencepolitik og anti-statsstøttepolitik er guld værd. Denne politiske linje sikrer, at markedet giver virksomhederne lige vilkår til at producere. Den indebærer indgreb og bøder, når reglerne overtrædes. Som sådan er den en af EU-samarbejdets vigtige hjørnesten. Fjerner man den, risikerer man, at bygningen begynder at skride.

Der er god grund til, at den danske regering og andre gode kræfter begynder at opbygge en koalition af EU-lande, som kan værne om EU’s sunde økonomiske grundlag. Og udøve modpres i forhold til Kommissionen, hvis EU’s konkurrenceregler foreslås lempet.

Emner